REBILD/AALBORG: Planer om at lave en byttehandel, hvor Rebild får 95 hektar jord og Aalborg får 550 hektar jord, møder kritik fra lodsejere. De frygter, at deres marker kan blive oversvømmede og miste værdi, fordi Aalborg Kommune, ifølge lodsejerne, ikke vedligeholder deres vandløb lige så godt som Rebild Kommune gør. De frygter også, at gødning kan ende i vandløbene, hvis markerne oversvømmes. Det skriver TV2 Nord.
- Vi har jo nogle regulativer, og dem skal vi jo leve op til. Men det er klart, det er jo ikke et område, vi har fået flere penge til. Og det er jo også et område, hvor der på national plan kommer flere og flere afgørelser fra Natur- og Fødevarenævnet, som siger, at man skal vedligeholde mindre, og det bliver vi jo også nødt til at rette ind efter, siger Jan Nymark Thaysen (V), Rådmand for By og Land i Aalborg Kommune, som afviser, at Aalborg er dårligere til at vedligeholde deres vandløb end andre kommuner.
Byttehandlen er kommet på tale, fordi Rebild gerne vil have mere plads til erhvervslivet nord for Støvring, og Aalborg gerne vil have mere plads til naturgenopretning og naturbeskyttelse.
- Vi har et fælles ønske om at give både naturen og erhvervslivet de bedste muligheder for udvikling. Ved at justere kommunegrænsen kan vi sikre begge dele, sagde Jan Nymark Thaysen, dengang byttehandlen først kom på tale.
Begge kommuner har understreget, at eventuelle ændringer af kommunegrænsen kræver en åben og inddragende proces, hvor både fordele, ulemper og langsigtede konsekvenser kommer frem. Det er dog i første omgang ikke lykkedes at få lodsejerne til at føle dig tilstrækkeligt hørt.
Lodsejerne er bekymrede for at blive overrumplet af kommunerne, fordi de synes, at kommunerne er for lukkede omkring deres planer for arealerne. De undrer sig også over, at der ikke blev ført referat ved kommunens dialogmøde om planerne for området. Rebilds borgmester, Jesper Greth (V), pointerer dog, at det ikke er normal praksis at føre referat fra et informationsmøde. Byrådene skal behandle sagen i løbet af efteråret, men det er indenrigsministeriet, der træffer den endelige beslutning om, om kommunegrænsen må ændres.
MBH
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.