
Der bliver kampvalg på mandag om, hvem der skal være Venstres borgmesterkandidat på Langeland, skriver Fyns Amts Avis, og kampen kommer til at stå mellem de samme to kandidater som ved seneste valg.
Der er tale om to gange Hansen: Peder Hansen, som er erhvervsmand fra den nordlige del af øen, og Ulrik Kølle Hansen, som er fiskeskipper i Bagenkop på sydøen. Før KV21 vandt Peder Hansen afstemningen om at blive spids 78-23, men samtidig meddelte han, at han kun gav borgmesterdrømmene én chance.
Som bekendt genvandt den siddende Hansen-borgmester - Tonni Hansen (SF) - posten. Alligevel har Peder Hansen lyttet til opfordringer om at give det en chance mere, fortæller han.
SF-Hansen har endnu ikke besluttet, om han stiller op til en tredje periode som borgmester.
Tre kandidater i Faaborg-Midtfyn
Også i Faaborg-Midtfyn bliver der afstemning om, hvem der skal være Venstres borgmesterkandidat. Her har den tredje kandidat meldt sig til posten, nemlig byrådsmedlem Anne Jørgensen, som er 40 år og bor på Lyø, skriver fyens.dk.
I forvejen har byrådsmedlem Lars Scheby, 47 år, meldt sig som kandidat, og det samme har 31-årige Jeppe Wiingaard Pedersen, som ikke sidder i byrådet, men er formand for Faaborgegnens Venstre.
Venstre skal have ny spids, fordi viceborgmester Kristian Nielsen ikke har ønsket at genopstille. Der er frist for at melde sig 15. marts, og afstemningen foregår 3. april.
Valget er særligt interessant, fordi den siddende borgmester, Hans Stavnsager (S), ikke genopstiller som borgmester. Socialdemokratiet har endnu ikke udpeget sin borgmesterkandidat, men Anstina Krogh er foreløbig den eneste, der har meldt sig.
Glarmester melder klar
I Næstved vælges Venstres spidskandidat først til juni, men gruppeformand Kenneth Sørensen melder sig nu klar til at gå efter borgmesterposten, skriver sn.dk.
Kenneth Sørensen, som i sit civile liv er glarmester i Holme-Olstrup, fik et flot personligt stemmetal ved KV21, hvor han stillede op for første gang. Det er mere, end man kan sige om partiet, som gik tilbage fra ni til seks pladser, og siden har et byrådsmedlem forladt Venstre til fordel for Danmarksdemokraterne, så man nu er nede på fem.
Kristian Skov-Andersen var Venstre-spids ved KV21, men genopstiller ikke denne gang, og tidligere gruppeformand Cathrine Riegels Gudbergsen er heller ikke kandidat.
Borgmesterposten i Næstved har været på socialdemokratiske hænder i årtier. Socialdemokratiet vælger spidskandidat til maj, og noget helt usædvanligt skal ske, hvis ikke der er genvalg til Carsten Rasmussen, som har været borgmester siden 2011.
De Konservative i Næstved har i januar genvalgt Rune Kristensen som borgmesterkandidat.
Muhs genvalgt
I Nyborg rokker de seneste måneders kritik af kommunens indsats på børneområdet ikke ved, at Kenneth Muhs igen bliver Venstres borgmesterkandidat. Han er genvalgt som spidskandidat, skriver TV2 Fyn.
Kenneth Muhs er i gang med sin tredje borgmesterperiode. Endnu er det uvist, hvem der kommer til at udfordre ham. Socialdemokratiet har endnu ikke valgt spidskandidat, efter at Sonja Marie Jensen besluttede ikke at forsøge sig igen. Foreløbig har byrådsmedlem og næstformand hos FH Fyn Lone Smidt meldt sig på banen, men andre kan nå det senest mandag.
De Konservative i Nyborg har valgt Michael Gertsen som spidskandidat.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.