
BORNHOLM: Skal, skal ikke bruge kunstig intelligens som ChatGPT på arbejdspladsen?
Det er et dilemma, som ledere i stigende grad må forholde sig til. Der er et kæmpe potentiale for at øge produktiviteten, men der skal sættes nogle klare rammer op, for hvordan man bruger den, lød det i en debat om ledelse og AI på Folkemødet.
- Ledelsen må erkende, at vand finder vej, så at forbyde det, er nok ikke en frugtbar vej, sagde Maria Damborg Hald, der er Public Sector Lead hos Microsoft Danmark.
Hun advarede samtidig mod at bruge gratis software i en professionel sammenhæng.
- Hvis det er gratis, er du produktet, sagde hun med henvisning til den åbne version af ChatGPT, som enhver med en internetforbindelse kan tilgå.
Og det kan blandt andet være en udfordring i forhold til GDPR-reglerne og sikkerheden.
Ud med det kedelige
En af de helt store fordele ved AI er, at den kan tage sig af alt det kedelige, mener Camilla Kampmann, der er Software Salgsdirektør i IBM Danmark.
En betragtning, som Maria Damborg Hald deler.
- Hvis vi kan fjerne det, der gør, at det er træls at gå på arbejde, kan det være, vi alle sammen få et bedre liv, sagde hun.
Til gengæld må brugen af kunstig intelligens ikke være en anledning til at blive doven, og det er op til ledelsen at være på vagt over for det, mener hun.
- Der bliver andre krav til, at ledere udfordrer deres medarbejdere til ikke at levere noget middelmådigt. Vi må ikke blive dovne med teknologien, sagde hun.
I det hele taget bør ledelsen involvere medarbejderne, for der er givetvis ting, de gerne vil have hjælp til. Det kan frigive mennesker til at gå i dybden, kvalitetssikre og gøre det, de er gode til, lød det.
Ledelsens bedste ven?
Dilemmaet går ikke blot på, om man skal bruge AI, men om man kan lade være, mener Maria Damborg Hald. Måske kan den faktisk hjælpe en til at blive en bedre leder, bemærkede hun.
Nogle medarbejdere er for eksempel bedre til at tale deres sag end andre ved den årlige lønforhandling, og det giver bias.
- Hvad hvis der var et redskab, der støttede lederen? Hvad skal jeg huske, og hvordan har deres performance været hen over året. Kunne man blive en bedre leder af at tage den slags værktøjer i brug, spurgte hun.
Spørgsmålet er, om man som leder ønsker at gå så datadrevet til sine medarbejdere, indvendte direktør Thomas Fredenslund fra Styrelsen for IT og Læring.
- Nogle opgaver egner sig ikke til at blive målt og vejet, sagde han.
I det hele taget bør man som leder gå både nysgerrigt og kritisk til AI, mener han. Styrelsen har ikke taget stilling til, om medarbejderne må bruge værktøjer som ChatGPT.
- Men det kan være, vi snart skal gøre det, sagde Thomas Fredenslund.
Må træde i karakter
Man er nødt til at have en AI-strategi, mener Camilla Kampmann. Det indebærer, at man sætter sig ned og tænker over, hvad man skal bruge AI til, og hvad man ikke skal bruge AI til.
- Jeg tror, det er vigtigt, at ledelsen træder i karakter, sagde hun.
Hvis man bruger en åben AI-model, ved man for et første ikke, hvilke data modellen er blevet trænet på. Og en åben AI kan ikke sige nej, så den finder på et svar, påpeger hun. Den hallucinerer. Derfor må ledelsen sige, hvad en åben AI kan bruges til, og hvad den under ingen omstændigheder må bruges til, lyder det.
Tager man ikke det ansvar, svigter man, mener Camilla Kampmann, der også oplever, at det er noget, der bliver diskuteret på ledelsesgangene.
- Det næste skridt, vi skal tage, er samtalen mellem ledere og medarbejdere - og fagbevægelse og befolkning. Vi skal tale om, hvilke risici vi skal undgå.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.