Lediggang er roden til alt ondt - også i psykiatrien

Det handler om at kunne deltage og høre til – uanset om man har en psykisk lidelse eller ej.

De syge på de psykiatriske afsnit og beboerne på de socialpsykiatriske bosteder har som alle mennesker brug for noget, der kan forankre og strukturere deres hverdag. De har brug for aktiviteter eller for en beskyttet beskæftigelse. Ofte giver vi dem det stik modsatte: lediggang.

En moderne, åben og inkluderende indsats for mennesker med psykiske lidelser!" Der er overskriften på den rapport, der ligger til grund for den nationale Psykiatrihandlingsplan fra 2014.  

I rapporten står der bl.a.: 'Forskningen viser, at netop hverdagslivet og støtte til at fastholde eller genvinde et positivt tilhørsforhold til netværk, arbejde, skole, uddannelse og lokalsamfundets fællesskaber spiller en afgørende rolle for en persons recovery, trivsel, udvikling og læring.'

Løfterige ord. Men også ord, der skurrer lidt i ørene og har karakter af skåltaler. For de afspejler desværre langt fra hverdagen i psykiatrien, som den ser ud i dag.

Vi har alle brug for at indgå i et fællesskab, blive set og bidrage med det, vi nu kan – og føle os værdsat. Det gælder også mennesker med psykisk sygdom. Ingen bliver rask af at sidde på en sengekant eller i en sofa og se ud i luften i dage eller uger. Uden andet at tage sig til end at gruble over sit liv og situation. Tværtimod.  

Intet at lave
Hvordan ser det så ud i psykiatrien? Er overskriften på de psykiatriske afdelinger og bosteder trivsel, udvikling og læring? Tilbyder vi aktiviteter, der giver de psykisk syge mere selvværd, gør dem mere selvhjulpne, leder tankerne væk fra sygdommen og skaber rammen for nye fællesskaber?  

Det korte svar er desværre: Nej, det gør vi ikke. Det var i gamle dage. Nu er tilbuddet lediggang!  

Som en psykiatrisk patient på en hospitalsafdeling sagde: 'Fra jeg står op om morgenen, til jeg falder i søvn om aftenen, tænker jeg kun på én ting: Hvordan får jeg fat i nogle stoffer. Jeg har jo ikke andet at lave!' 

På de psykiatriske hospitalsafdelinger, som har været så heldige at få midler fra satspuljen, er der mange aktiviteter. Men sådan er det langt fra overalt: Selv i 2017 er der stadig afdelinger, hvis eneste beskæftigelsestilbud er en times madlavning – hver 14. dag. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt!  

Det er dybt bekymrende, at mange psykiatriske sengeafsnit stadig har svært ved at tilbyde basale aktiviteter som motion og andre former for beskæftigelse dagligt. Og forstemmende, at de tværfaglige personaler, som før hjalp patienterne med at holde sig i gang/fastholde forbindelsen til verden uden for – fysioterapeuter, beskæftigelsesterapeuter og socialrådgivere – spares væk fra sengeafsnittene, fordi økonomien er under pres.  

Værre på bostederne
Men ét er hospitalerne. Ude på de socialpsykiatriske bosteder er situationen langt værre.  

Mediernes dækning af de fem drab, der er sket på bostederne i de seneste fire år, viste tydeligt, at nogle bosteder har udviklet sig til rene parallelsamfund, uden for lov og ret: Steder, der er præget af alskens stoffer og endnu mere alvorlige overtrædelser af straffeloven. De svageste borgere i vores samfund lever ikke på kanten af samfundet, de lever snarere udenfor.  

Modtrækket til al den uro er restriktioner, fordi ledelsen, naturligt nok, er bekymret for de ansattes og beboernes sikkerhed. Er en beboer udadreagerende, følges han eller hun ekstra tæt. Fokus er på de vanskelige – de kriminelle og udadreagerende beboere. Resten, det store flertal, er mere eller mindre overladt til sig selv. Det, som skulle være et helle, et sted, der kunne skærme mod kolde vinde, bliver i stedet til et utrygt sted, der gør den syges situation endnu værre.  

Struktur, mening og sammenhæng
Beboerne på et socialpsykiatrisk bosted har typisk svært ved at tackle hverdagen: Det at tage et bad, købe ind eller lave mad kan være en stor udfordring. Får de ikke den hjælp, der skal til, kan den psykiske lidelse forværres, eller de kan udvikle et misbrug. Ofte både og.  

Alle vi, som har et arbejde, ved udmærket, at arbejdet spiller en afgørende rolle for vores velbefindende: Hverdagens struktur, mening og sammenhæng bliver svært udfordret, hvis vi rammes af arbejdsløshed.  

Det samme gør sig gældende for mennesker med psykiske lidelser. Det er næsten vigtigere for dem end for os. Nu har beboere på bosteder typisk ikke noget arbejde. Men de har som alle os andre brug for noget, der kan forankre og strukturere deres hverdag i form af aktiviteter eller en beskyttet beskæftigelse.  

Psykiske lidelser bryder typisk frem, når man er en 15-25 år; de afgørende år, hvor det handler om at få sig en uddannelse, skaffe sig en bolig og stifte familie. Mange får derfor aldrig en uddannelse. Vejen til beskæftigelse bliver lang og præget af mange og lange perioder med ledighed. Nogle har et funktionsniveau, så de ikke kan gøre sig håb om at komme ind på det almindelige arbejdsmarked. Men blot få timer om dagen – eller om ugen – i en beskyttet beskæftigelse, kan gøre en verden til forskel.  

Vi taler ofte nedsættende om fortidens store institutioner. Men på ét punkt var de langt, langt bedre end det, vi tilbyder i dag: Der var mulighed for beskæftigelse – mange former for beskæftigelse. Oringe, Sankt Hans og alle de andre store institutioner rundt omkring i Danmark kunne alle tilbyde værksteder og gartnerier; og i en ikke så fjern fortid dramagrupper, musikcafeer, industriterapi mm. Tilbud der nu stort set alle er væk – både på kommunernes socialpsykiatriske bosteder og på regionernes psykiatriske hospitalsafdelinger.  

De har også krav på inklusion
Det er en stor fejl. Hvis mennesker skal mødes, skal de have noget at mødes om. Beboerne på afdelinger og bosteder har samme krav på inklusion, som andre borgere. Det kan ske gennem aktivitet og beskæftigelse. Lykkes vi med det, er der ingen grænser for, hvad det kan betyde for beboernes livskvalitet, funktionsniveau og medicinforbrug – og misbrug. Beskæftigelse er eminent til at hjælpe mennesker ud af misbrug.

Skåltaler er ikke nok. Vi er nødt til at handle.

Dansk Psykiatrisk Selskabs formand, overlæge, ph.d. Torsten Bjørn Jacobsen