dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Tina Mandrup (V) glæder sig over kommunens store fremgang, når det gælder antallet af kandidater.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Lejres borgmester: Derfor har vi så fundet mange kandidater

En anstændig tone og sneboldeffekt er blandt forklaringerne på, at Lejre stiller med 77 procent flere kandidater end i 2021.
10. OKT 2025 6.33

LEJRE: Der er flere forklaringer på, at Lejre i år kan stille med 115 mandater mod blot 65 i 2021 - en fremgang på 77 procent.

En af dem er, at social- og sundhedsudvalgsformand Birgitte Schytte, som forlod De Konservative i juni, har stiftet Lokallisten Levende Landsbyer, som stiller med hele 16 kandidater. Men generelt har næsten alle partier fundet flere kandidater denne gang.

En anden er ifølge borgmester Tina Mandrup (V), at kommunens politikere udviser respekt for hinanden og har en anstændig tone.

- Vi har ikke en masse mudderkastning og fnidder, vi er en konstruktivt samarbejdende kommunalbestyrelse, siger hun til DK Nyt.

- Så har det også betydning, at vi er en rimeligt veldrevet kommune, hvor man ikke skal være med til at lave sparekataloger, men hvor man også kan komme ind og lave forbedringer, siger hun.

Borgerinddragelse

Desuden lægger Lejre meget vægt på borgerinddragelse, og ifølge Tina Mandrup giver det et enormt engagement, når borgere kan se, at deres input kan blive afspejlet i kommuneplanen, eller de kan få indflydelse via et paragraf 17 stk. 4-udvalg. Det kan tænde en politisk gnist hos nogle.

- Og så er vi en kommune med mange små landsbysamfund, som alle har noget at kæmpe for. Den opgave vil nogle gerne påtage sig.

Desuden kan det have en afsmittende effekt, når ét parti kommer godt fra start.

- Vi var tidligt ude at fortælle, at vi i Venstre havde et ret stort hold. Det har måske fået andre partier til at tænke, at så skal vi da også have mere gang i at finde kandidater. Og det er jo kun positivt, siger hun.

Samtidig kan mange kandidater give en selvforstærkende effekt.

- Der er meget snak om, at det er svært at tiltrække kandidater. Så når man bliver kontaktet, kan man godt tænke, at det nok ikke er så spændende. Men når der så kommer flere til, tænker man måske: nå, okay? 

Meget kaffe og mange møder

Hun understreger dog, at de færreste kandidater kommer af sig selv, men at partierne gør et kæmpestort arbejde for at rekruttere dem. 

- Det er de færreste, der uden videre siger: Det vil jeg gerne. Det er et stort spring, og det største er nok at skulle eksponere sig og tone rent flag om, hvor man står. Og så er der de sociale medier, som vi også har grundige samtaler om. Så der bliver drukket meget kaffe og holdt mange møder, konstaterer Tina Mandrup.

Derfor er hun glad for, at det er lykkedes at finde 115 kandidater til de 25 pladser i kommunalbestyrelsen.

- Det er et absolut sundhedstegn. Jeg er virkelig glad, siger hun.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/lejres-borgmester-derfor-har-vi-saa-fundet-mange-kandidater

GDPR