DA LYNET RAMTE: Leder af en boinstitution i Horsens, Tina Naldal Nielsen, fik efter en pressekampagne en fyring af en vikar desavoueret af regionen - og var omkring et sort hul
Af Knud Abildtrup
SKANDERBORG: De endte med at få et brev fra regionen om, at de på institutionen gjorde deres arbejde godt - men det blev ikke trykt i Horsens Folkeblad.
Egebjerg Kollegiet i Horsens var i løbet af tre måneder ude for en tur gennem pressens vridemaskine. Et forløb, leder Tina Naldal Nielsen, gjorde rede for på VISS-konferencen i Skanderborg, der her ikke fik overskriften 'Hvis lynet rammer', men 'Når lynet rammer' eller rettere 'Da lynte ramte'.
I 2007 - ikke længe efter historierne fra Strandvænget i Nyborg - begyndte det med en historie i Folkebladet med overskriften 'Beboere blev behandlet som dyr'. En navngiven, tidligere medarbejder og en anonym, nuværende medarbejder gav luft for kritik.
- Jeg var på ferie og besvarede på mobiltelefon den første kritik - og det var første fejl, sagde Tina Naldal, der - hvis det var i dag - ville be' om tid til at undersøge sagen, før hun udtaler sig.
En del af kritikken gik bl.a. på, at stramme vagtplaner gik ud over de udviklingshæmmede beboere, og som leder kunne det efterhånden give paranoia hele tiden at tjekke, om der nu var en ny historie i lokalradioen, på nettet eller i avisen - kommer der mon mere?
Et sort hul
Møder med ansatte og med konsulenter tog tid og energi fra arbejdet med beboerne. Også anonymiteten gav problemer:
- Det var til at blive tosset af at gå og tænke på, hvem der var den anonyme kilde, mens jeg prøvede at lede en arbejdsplads. Hvor var de brodne kar?
Under forløbet blev en løs vikar med en konsulents mellemkomst fyret - hun ønskede ikke dialogen. Og det blev i avisen til overskriften ’Trådte frem og blev fyret’. Det var i øvrigt en løs vikar, der rent teknisk ikke kunne fyres.
Netop den historie fik hele forløbet til at fortsætte ned i dybt sort hul, for en regionspolitiker udtalte nu til avisen, at man skulle kunne sige sin mening, og det blev rigtigt uforståeligt og ubehageligt for Tina Naldal, for fyringen blev underkendt.
- Alle troede, det var mig alene, der havde handlet forkert – administrationen i regionen var ny, personalepolitikken ved at blive dannet, og det var uklart, hvem der tog sig af pressesager.
Som en presset citron
- Selv følte jeg mig som en presset citron, udmattet og krænket. Medarbejderne følte sig ikke mindst krænket over anonymiteteten: Nogle kunne genkende referater af kaffestuesnak - og måske også noget, de selv havde sagt, men man har jo også lov til brokke løs blandt kolleger, uden at det havner i avisen. De var frustrerede, og det var vigtigt som leder at prøve at passe på dem.
- Nogle af beboerne kan læse aviser, flere blev kede af det, for ' man må jo ikke lyve...’. Og nej, det må man jo ikke.
- Tillidsrepræsentanten undrede sig over at være blevet gået udenom i kritikken. Og de pårørende ringede og bakkede op.
- Mine børn blev rasende over avishistorierne og ville finde dem, der kunne finde på sådan noget. Familie og venner var meget loyale, mens bekendte længere ude kunne finde på at spørge 'er du der stadig?' - og ja, jeg ringede også selv til regionen for at høre, om jeg nu skulle fyres.
- Det skulle jeg nu ikke, og godt at folk spurgte, så der ikke blev dannet myter. Jeg var sikker på, at folkene i det gamle Vejle Amt ville håndtere det ordentligt, men var endnu lidt usikker på Region Midtjylland, men heldigvis kom de og lyttede.
Bed om tid
- Jeg fik trang til at beskytte personalet, institutionen, og det gled efterhånden over i vrede – mod dem, der spredte så megen uro, når vi brugte så megen energi på at skabe arbejdsglæde – hvorfor være så destruktiv?
- Jeg konkluderede siden på det, at en intern holdningsdiskussion skal man ikke ta’ i pressen. Men det er vigtigt at tydeliggøre kommunikationsveje og afklare forventninger samt synliggøre muligheder for indflydelse.
- Når det gælder min egen ledelsesstil, har jeg nok fået mere kant, men også en begrænset rummelighed. Jeg sætter flere grænser for mig selv, er mere kritisk med, hvad jeg behøver tage mig af - er nok blevet lidt mindre ildsjæl - ikke kold - men lidt mindre ildsjæl.
Men vær beredt og tænk igennem i forvejen:
* Hvem udtaler sig på institutionens vegne?
* Bed om tid til at tænke dig om – ring op senere.
* Hold fast i fagligheden.
SKANDERBORG: De endte med at få et brev fra regionen om, at de på institutionen gjorde deres arbejde godt - men det blev ikke trykt i Horsens Folkeblad.
Egebjerg Kollegiet i Horsens var i løbet af tre måneder ude for en tur gennem pressens vridemaskine. Et forløb, leder Tina Naldal Nielsen, gjorde rede for på VISS-konferencen i Skanderborg, der her ikke fik overskriften 'Hvis lynet rammer', men 'Når lynet rammer' eller rettere 'Da lynte ramte'.
I 2007 - ikke længe efter historierne fra Strandvænget i Nyborg - begyndte det med en historie i Folkebladet med overskriften 'Beboere blev behandlet som dyr'. En navngiven, tidligere medarbejder og en anonym, nuværende medarbejder gav luft for kritik.
- Jeg var på ferie og besvarede på mobiltelefon den første kritik - og det var første fejl, sagde Tina Naldal, der - hvis det var i dag - ville be' om tid til at undersøge sagen, før hun udtaler sig.
En del af kritikken gik bl.a. på, at stramme vagtplaner gik ud over de udviklingshæmmede beboere, og som leder kunne det efterhånden give paranoia hele tiden at tjekke, om der nu var en ny historie i lokalradioen, på nettet eller i avisen - kommer der mon mere?
Et sort hul
Møder med ansatte og med konsulenter tog tid og energi fra arbejdet med beboerne. Også anonymiteten gav problemer:
- Det var til at blive tosset af at gå og tænke på, hvem der var den anonyme kilde, mens jeg prøvede at lede en arbejdsplads. Hvor var de brodne kar?
Under forløbet blev en løs vikar med en konsulents mellemkomst fyret - hun ønskede ikke dialogen. Og det blev i avisen til overskriften ’Trådte frem og blev fyret’. Det var i øvrigt en løs vikar, der rent teknisk ikke kunne fyres.
Netop den historie fik hele forløbet til at fortsætte ned i dybt sort hul, for en regionspolitiker udtalte nu til avisen, at man skulle kunne sige sin mening, og det blev rigtigt uforståeligt og ubehageligt for Tina Naldal, for fyringen blev underkendt.
- Alle troede, det var mig alene, der havde handlet forkert – administrationen i regionen var ny, personalepolitikken ved at blive dannet, og det var uklart, hvem der tog sig af pressesager.
Som en presset citron
- Selv følte jeg mig som en presset citron, udmattet og krænket. Medarbejderne følte sig ikke mindst krænket over anonymiteteten: Nogle kunne genkende referater af kaffestuesnak - og måske også noget, de selv havde sagt, men man har jo også lov til brokke løs blandt kolleger, uden at det havner i avisen. De var frustrerede, og det var vigtigt som leder at prøve at passe på dem.
- Nogle af beboerne kan læse aviser, flere blev kede af det, for ' man må jo ikke lyve...’. Og nej, det må man jo ikke.
- Tillidsrepræsentanten undrede sig over at være blevet gået udenom i kritikken. Og de pårørende ringede og bakkede op.
- Mine børn blev rasende over avishistorierne og ville finde dem, der kunne finde på sådan noget. Familie og venner var meget loyale, mens bekendte længere ude kunne finde på at spørge 'er du der stadig?' - og ja, jeg ringede også selv til regionen for at høre, om jeg nu skulle fyres.
- Det skulle jeg nu ikke, og godt at folk spurgte, så der ikke blev dannet myter. Jeg var sikker på, at folkene i det gamle Vejle Amt ville håndtere det ordentligt, men var endnu lidt usikker på Region Midtjylland, men heldigvis kom de og lyttede.
Bed om tid
- Jeg fik trang til at beskytte personalet, institutionen, og det gled efterhånden over i vrede – mod dem, der spredte så megen uro, når vi brugte så megen energi på at skabe arbejdsglæde – hvorfor være så destruktiv?
- Jeg konkluderede siden på det, at en intern holdningsdiskussion skal man ikke ta’ i pressen. Men det er vigtigt at tydeliggøre kommunikationsveje og afklare forventninger samt synliggøre muligheder for indflydelse.
- Når det gælder min egen ledelsesstil, har jeg nok fået mere kant, men også en begrænset rummelighed. Jeg sætter flere grænser for mig selv, er mere kritisk med, hvad jeg behøver tage mig af - er nok blevet lidt mindre ildsjæl - ikke kold - men lidt mindre ildsjæl.
Men vær beredt og tænk igennem i forvejen:
* Hvem udtaler sig på institutionens vegne?
* Bed om tid til at tænke dig om – ring op senere.
* Hold fast i fagligheden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.
