Det må være løgn.
Det var forskningslektor og centerleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buchs første tanke efter at have læst om en lydoptagelse, som Frihedsbrevet tirsdag morgen beskriver.
Optagelsen er fra et møde i 2023, hvor blandt andre Moderaternes partiformand Lars Løkke Rasmussen (M) er til stede. Her tilbydes folketingsmedlem Mike Fonseca seks måneders "løn" svarende til omkring 370.000 kroner for at trække sig fra Folketinget og dermed overdrage sit mandat til Moderaterne.
Roger Buch, der tidligere blandt andet har forsket i partier og valg, kalder det et potentielt "meget, meget stort demokratisk problem".
- Der er bare nogle kæmpestore alarmklokker, der ringer, og det er man nødt til at få undersøgt.
- Det er Folketinget, der har et problem, hvis det er sådan, at der er nogle, der bliver købt til at forlade politik af deres partiledere. Så har vi altså et meget, meget alvorligt demokratisk problem, siger Roger Buch.
Derfor mener Roger Buch, at Folketinget bør få undersøgt, om lydoptagelsen viser en "overtrædelse af den sikring af valg, som vi har bygget ind i vores lovgivning".
Partitop uenig i sagens udlægning
Det var Mike Fonseca selv, der bragte på banen, at han havde brug for et "økonomisk sikkerhedsnet", hvis han skulle udtræde af Folketinget. Det siger Moderaternes partisekretær, Britt Bager, i et interview med TV 2.
Britt Bager mener desuden ikke, at lydoptagelsen viser, at Moderaterne forsøger at købe sig til Mike Fonsecas mandat.
- Jeg synes ikke, at der er tale om at købe et mandat. Der er tale om at finde en god løsning på en meget, meget svær situation, siger hun til TV 2.
Lars Løkke Rasmussen siger i en skriftlig kommentar til TV 2, at der foregik flere samtaler med Fonseca end den, som Frihedsbrevet gengiver.
- Det var en ganske usædvanlig situation, hvor vi prøvede at finde en løsning, der tog hensyn til både Mike og hans nærmeste og samtidig værnede om partiet, siger han.
Fonseca valgte at sige nej tak til tilbuddet. Han meldte sig i stedet ud af Moderaterne og tog sygeorlov. Han er i dag fortsat løsgænger i Folketinget.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.