RINGKØBING-SKJERN: Næsten alle medier havde ved KV25 udpeget Ringkøbing-Skjern som en af de kommuner, man skulle følge.
Spådommen endte i den grad med at holde stik. Flertallet skiftede flere gange undervejs, og tre politikere nåede undervejs at kåre sig selv som kommende borgmester.
Til sidst endte borgmesterkæden hos Venstre og Lone Andersen, der kunne ånde lettet op efter en lang valgkamp, som fik national opmærksomhed og en konstituering, hvor det længe så ud til, at partiet mistede borgmesterposten.
- Det har været en hård valgkamp. På mange måder har jeg været oppe i fuldt pensum, da jeg indtil nu ikke har været en del af byrådet og har måttet sætte mig grundigt ind i mange sager.
Særligt debatten om solceller – eller jernmarker, som for nylig blev kåret til årets ord – har fyldt meget i kommunen, og Danmarksdemokraterne havde sat hårdt ind på at ændre den kurs, der har været i kommunen tidligere.
De var ikke alene om at ønske, at et nyt byråd skulle gå anderledes til vedvarende energi. Det ønskede Lone Andersen sådan set også, men det var svært at trænge igennem med det budskab, fortæller hun.
- Jeg har ikke ønsket, at vi skulle fortsætte, som man har gjort tidligere, og jeg har heller ikke været en del af de beslutninger. Og fordi jeg har stillet op for et parti, der har været med til at tage ansvar og stå for skud for nogle beslutninger, som alle partier i byrådet var en del af, er jeg blevet slået i hartkorn med det, fortæller Lone Andersen og fortsætter:
- Folk har været så forbitrede, at vi ikke har kunnet forklare, at det ikke er det, vi vil længere. Det har været svært at blive sat i bås med noget, jeg ikke var en del af. Det har været meget frustrerende.
Bestyrelseserfaring fra EU og L&F
Selvom Lone Andersen, der tidligere var en del af byrådet i Ringkøbing-Skjern 2009-2013, ikke har så stor erfaring fra det lokalpolitiske, er hun vant til at bevæge sig i det politiske og organisatoriske lag.
Inden hun blev valgt til Venstres borgmesterkandidat i kommunen, var hun viceformand i Landbrug & Fødevarer, ligesom hun var formand for Landdistrikternes Fællesråd fra 2005 til 2008.
Derudover har hun været formand for arbejdsgruppen for økologi for EU's største landbrugsorganisation Copa Cogeca.
Så selvom hun ikke kommer med en “lang og forkromet uddannelse”, har Lone Andersen stadig masser af erfaring, hun gerne vil sætte i spil.
- Jeg har seks børnebørn, og jeg kunne sagtens gå derhjemme og passe dem, men når jeg tænker på al den erfaring og de kompetencer, jeg har fået gennem Landbrug & Fødevarer, i EU-systemet og så videre, ville jeg gerne bruge det maksimalt i kommunens tjeneste.
Gennem sine mange år med bestyrelsesarbejde ved Lone Andersen noget om at finde kompromiser mellem forskellige synspunkter, hvilket hun særligt lærte i sin tid i EU-regi.
- Når man er en divers og meget forskellig bestyrelse, så kræver det rigtig meget allianceopbygning, og at man tager sig tid til at lytte og forstå hinanden. Det handler ikke bare om, at vi taler det samme sprog, men at vi forstår, hvilken baggrund vi hver kommer med, fortæller Lone Andersen.
Nyt byråd, frisk start
Når det nye byråd tager plads i byrådssalen i Ringkøbing, er 16 medlemmer af kommunalbestyrelsen nye. Heraf er 14 helt nye i lokalpolitik.
Lone Andersen kommer derfor også til at have fokus på onboarding-processen og få opbygget tillid på tværs af byrådet gennem sociale arrangementer.
- Jeg har altid lagt stor vægt på det sociale i de bestyrelser, jeg har været en del af, og uanset om jeg har været formand eller menigt medlem af en bestyrelse, har jeg altid sørget for at nå hele vejen rundt og tale med alle, så man ved, hvem det er man sidder sammen med, siger Lone Andersen.
De mange partier, der har været en del af de forskellige konstitueringer, som var i spil i kølvandet på valget, har været inviteret til et møde, hvor de har kunnet tale forløbet igennem.
- Jeg har været vant til, at der kan være bump på vejen, og det er en del af det. Hvis man ikke kan distancere sig fra det og se sig videre fra, at der har været uenigheder eller er faldet nogle knubbede ord, så skal man ikke gå ind til jobbet som borgmester eller bestyrelsesformand.
- Jeg er ikke typen, der bærer nag. Jeg er vant til at sige tingene ligeud, og så skal vi videre og i arbejdstøjet.
Grib ansvaret
Lone Andersen er ikke bare Ringkøbing-Skjerns første kvindelige borgmester, hun var også den første kvinde, der blev en del af Landbrug & Fødevarers bestyrelse.
Som inspiration peger Lone Andersen på den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright, tidligere EU-kommissær Margrethe Vestager og Nina Smith, Danmarks første kvindelige vismand.
- Det er nogle utroligt dygtige kvinder, som jeg har været meget inspireret af, og jeg synes, det er utroligt vigtigt, at der er nogen, der tager ansvar og er klar til at stille sig frem.
I sin tid som næstformand i Landbrug & Fødevarer var Lone Andersen ikke kun en outsider på grund af sit køn, men også fordi hun har repræsenteret de små, familieejede landbrug samt økologerne.
- Det kræver mere at repræsentere en minoritet, fordi du i højere grad aktivt skal gå ud og skabe dig nogle alliancer, når du fra start er i mindretal, siger Lone Andersen og sammenligner situationen med det nye byråd:
- Vi er rigtig mange partier repræsenteret, og der er ikke længere to partier, der alene kan føre en politik igennem. Det kræver, at man bøjer sig ind mod hinanden og er villig til at indgå kompromis, siger hun og påpeger, at det har været en situation, som altid har været en del af hendes politiske og organisatoriske liv.
- If you’re not at the table, you’re on the menu. Du skal ud og få andre med på dine idéer, ellers kommer du ingen vegne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












