
Et flertal i Folketinget er enigt om en ny læreruddannelse, der skal øge praktikken med en tredjedel, så de studerende får praktik i alle fire år. Det fremgår tirsdag af en aftale.
- Folkeskolen er en del af kernen i vores velfærdssamfund. Det er fundament for det enkelte barn. Leg, læring og trivsel i fællesskaber. En god skole kræver dygtige lærere. Det, vi præsenterer i dag, er et markant løft af uddannelsen, siger uddannelsesminister Jesper Petersen (S) ved præsentationen tirsdag.
Aftalen skal sikre en højere kvalitet på uddannelsen og bedre sammenhæng i hverdagen som lærer.
Mere praktik skal fastholde elever
Der er afsat 125 millioner kroner i 2023 og 200 millioner kroner om året fra 2024. De penge er tidligere blevet afsat på finansloven. Praktikken øges med ti ECTS-point fra 30 til 40, så det kommer til at udgøre cirka 17 procent af den samlede læreruddannelse.
I år har færre end tidligere søgt ind, og mange dropper ud af læreruddannelsen. Det skal ny uddannelse for lærere rette op på.
- Vi har en bedre chance for at fastholde dem, der søger. Cirka en tredjedel falder fra i dag, og det er alt for mange, siger Jesper Petersen.
Lærerstuderende får to til fire timers mere undervisning om ugen for at styrke fagligheden. De studerende vil desuden få mere feedback og vejledning. Lærerne skal rustes bedre til specialundervisning. Det sker ved, at lærerne kan tage faget som et af tre undervisningsfag, tidligere kaldet linjefag. I dag fylder specialpædagogikken et enkelt modul.
I slutningen af sidste år kom en udviklingsgruppe med flere løsningsforslag og pegede på behovet for tættere sammenhæng mellem hverdagen i skolen og undervisning på uddannelsen.
Mange af de forslag er nu en del af aftalen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.