FOLKETINGET: Regeringen vil afskaffe "den omfangsrige regulering og lovgivning" på ældreområdet og starte helt forfra med en ny ældrelov. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) lørdag aften i sin årlige nytårstale, der også åbner for, at alle kommuner kan lave forsøg med afbureaukratisering.
- Hånden på hjertet, så har vi endnu ikke den ældrepleje i Danmark, som vores ældre har fortjent.
- Jeg vil derfor i aften foreslå noget vidtgående. At vi afskaffer den omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet og starter forfra, siger hun fra embedsboligen Marienborg.
Hun nævner selv et eksempel, hvor en jordemoder for 20 år siden havde næsten dobbelt så mange fødsler som i dag, men der er kommet flere opgaver til, så der er mindre tid til de fødende.
Frihed i alle kommuner
Hun er den sjette statsminister, der problematiserer den øgede bureaukratisering. Ingen er dog for alvor lykkedes med at gøre op med problemet, og i mellemtiden er problemerne kun blevet større.
- Lad medarbejderne bruge deres gode hoveder og varme hjerter. Lad os pårørende være mere sammen med vores gamle. Lad de ældre få den kærlighed og pleje, som livets efterår kræver, siger hun.
Syv kommuner har tidligere fået mulighed for at blive fri for næsten alle statslige regler på en række velfærdsområder, og i det nye år skal alle landets kommuner tilbydes det samme. Det er dog op til borgmestre og byråd rundt om i landet, i hvor høj grad de vil gøre brug af det.
Statsministeren foreslog selv i sin åbningstale af Folketinget i 2020 at sætte syv kommuner fri. Der har tidligere været lignende forsøg, men denne gang har det været mere omfattende.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.