SØNDERBORG / SYDDANMARK: Miljøminister Lea Wermelin (S) tilbyder hjælp til Region Syddanmark for at få kortlagt omfanget af forureningen ved Himmark Strand på Als.
- Det er dybt bekymrende, og det skal vi selvfølgelig handle på hurtigst muligt. Der udestår nu et arbejde med at finde ud af, hvor slemt det er. Derfor vil jeg gerne tilbyde Region Syddanmark, at de kan trække på Miljøstyrelsens erfaringer, hvis de har brug for det, siger Lea Wermelin.
Region Syddanmark har senest fundet det kræftfremkaldende stof vinylklorid i prøver fra havbunden. Det fører nu til, at der indføres et badeforbud på en 600 meter lang strækning på Himmark Strand.
Der er tidligere fundet klorholdige dioxiner i området, og det antages, at forureningen stammer fra en tidligere losseplads. Her deponerede Danfoss i 1950'erne og 1960'erne miljøfarligt affald.
Noget lignende har man set andre steder i landet, hvor blandt andre virksomhederne Grindstedværket og Cheminova på samme måde har deponeret affald i naturen.
Det har efterladt landet med ni såkaldte generationsforureninger. Regionerne har tidligere anslået, at det vil koste mellem to og fire mia. kr. at rydde op efter de ni generationsforureninger.
Gravet ned med myndighedernes accept
- Jeg tror, de fleste intuitivt vil tænke, at det er forureneren, der skal betale. Det er også det gældende miljøprincip i Danmark. Men meget af den gamle forurening, vi finder i dag, blev gravet ned med danske myndigheders accept. Derfor er situationen en lidt anden, og jeg noterer mig, at Danfoss har sagt, at man er indstillet på at arbejde på en fælles løsning og på at bære en del af ansvaret, siger Lea Wermelin.
Både Region Syddanmark og Sønderborg Kommune efterlyser økonomisk hjælp fra staten til oprydningsopgaven. Men ministeren vil ikke lægge sig fast på et beløb:
- Vi har i forståelsespapiret givet hinanden håndslag på, at det er en prioritet at få håndteret og renset de største generationsforureninger. Det er noget af det, vi er i gang med at kigge på lige nu.
- Vi kan ikke rydde det hele op på én gang, og derfor skal vi først vide, hvor slemt det står til, og det overblik mangler vi, siger Lea Wermelin.
I Region Syddanmark kvitterer miljøudvalgsformand Jørn Lehmann Petersen (S) for ministerens udmelding.
- Vi har selv stærke folk på det her område, men en fremstrakt hånd skal man aldrig sige nej til, siger han.
Ni generations-forureninger der skal ryddes op:
- Grindstedværket, Grindsted: Forurening med giftigt spildevand.
- Kærgård Klitplantage nord for Esbjerg: Forurening med giftigt spildevand fra blandt andet Grindstedværket.
- Gammel fabriksgrund ved Cheminova, Harboøre Tange: Forurening fra produktion af pesticider.
- Cheminovas nuværende fabriksgrund, Harboøre Tange: Forurening fra produktion af pesticider.
- Høfde 42 ved Cheminova, Harboøre Tange: Forurening fra produktion af pesticider.
- Skuldelev, Frederikssund: Forurening ved byen Skuldelev med klorerede opløsningsmidler fra metalvirksomhed.
- Naverland ved Albertslund: Forurening med klorerede opløsningsmidler.
- Den tidligere Collstrup-grund ved Esrum Sø: Arsenforurening fra virksomheden Collstrup.
- Lundtoftevej 150 og 160, Lyngby: Forurening med klorerede opløsningsmidler fra tidligere køleskabsfabrik.
Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.