
MIDTJYLLAND: Region Midtjylland går nu i rette med Miljøstyrelsen, som vil ophæve statslige påbud efter Cheminova-forurening, oplyser regionen. Påbuddene forpligter virksomheden FMC (tidl. Cheminova) til at lave afværgetiltag på fabriksgrunden, der skal oprense og forhindre gammel jordforurening fra kemivirksomheden i at forurene det omkringliggende miljø.
Det kan potentielt få store konsekvenser for både miljø og skatteydere, hvis Miljøstyrelsen som påtænkt ophæver de nuværende påbud, vilkår og aftaler om afværge af forureningen på den nuværende FMC-fabriksgrund, Rønland, på Harboøre Tange. Sådan lyder det i et høringssvar, regionsrådet netop har vedtaget at afgive.
Baggrunden er, at Miljøstyrelsen ønsker at fjerne de statslige påbud, som siden 1980'erne har forpligtet FMC til at foretage afværgetiltag mod jord- og grundvandsforureningen på Rønland, der udgør en af de tre såkaldte generationsforureninger på Harboøre Tange.
FMC, der i dag driver produktion på grunden, har tilkendegivet, at de frivilligt ønsker at fortsætte afværgetiltagene. Regionsrådet mener dog, at denne frivillighed medfører en for stor og unødig risiko.
- Det er rigtig godt, at FMC lever op til sit ansvar i forhold til forureningen. Det fortjener virksomheden anerkendelse for, og den giver jeg gerne. Men for mig og for regionsrådet handler det her om, at forureningen ikke må sprede sig til Limfjorden og naturen på Harboøre Tange. Heller ikke i fremtiden. Det sikrer vi bedst muligt ved at fastholde de nuværende lovbundne krav. Det er der ifølge den juridiske vurdering, vi i regionen har fået foretaget, også grundlag for, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Samfundet får udgiften
Miljøstyrelsen har konkluderet, at der ikke er lovhjemmel til de nuværende påbud og aftaler om forureningsafværge. Men det bestrides altså af en ekstern juridisk vurdering, som Region Midtjylland har fået foretaget.
Samtidigt vurderer regionen, at det potentielt kan få alvorlige økonomiske konsekvenser, hvis beslutningen føres ud i livet. Med en ophævelse af påbuddene til virksomheden, vil det blive en såkaldt offentlig indsats under jordforureningsloven. Det betyder, at samfundet får udgiften og i dette tilfælde potentielt regionen, som i forvejen prioriterer hårdt i forureningsindsatserne med de midler, staten afsætter til det.
- I Danmark har vi et princip om, at forureneren betaler. Det betyder, at den, der forurener, også skal betale for oprydningen, når lovgivningen giver mulighed for det. Det gør lovgivningen i dette tilfælde, og derfor bør dette princip være gældende for forureningen på Rønland både nu og i fremtiden, siger formand for regionens udvalg for regional udvikling, Jørgen Nørby (V).
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.