
GRIBSKOV: Festivalen Musik i Lejet har de seneste 14 år været afholdt i strid med lokalplanen for Tisvildeleje Strand. Det skriver sn.dk. Den 1. maj sidste år modtog Gribskov Kommune en indberetning fra en whistleblower, der påpegede, at musikfesitivalen - der har kørt siden 2009 - ikke var i overensstemmelse med lokalplanen.
Siden da har to advokatfirmaer, Horton og Codex Advokater, undersøgt, om indberetningen havde hold i virkeligheden. De fandt frem til, at "afholdelsen er i strid med anvendelsesbestemmelsen i den for området gældende lokalplan" og "afholdelsen af musikfestivalen herudover har karakter af en ændret anvendelse, som kræver landzonetilladelse."
Ændring af lokalplanen
Sagen skal nu behandles i kommunens planudvalg den 20. februar med henblik på at udarbejde en "lokalplan med henblik på at skabe planmæssige rammer for "Musik i Lejet"". Men ikke alle mener, at det er planudvalgets opgave at tage stilling til sagen. Brian Lyck Jørgensen (DF) siger til TV2, at det er en sag, mange borgere har en holdning til, og han mener derfor, at den skal behandles i byrådet.
På planudvalgets dagsorden står der, at "administrationen anbefaler, at høringsperioden sættes til minimum 4 uger, og at der ikke afholdes borgermøde i høringsperioden." Men heller ikke det er Brian Lyck Jørgensen tilfreds med:
- Vi har vedtaget en ganske udmærket udviklingspolitik, der hedder Vores Gribskov. I den står der, at man skal møde borgerne, hvor de er. Derfor ville det da være helt ideelt, at vi holder et borgermøde oppe i Tisvilde, siger lokalpolitikeren til sn.dk.
Kultur mod natur
I den nuværende lokalplan, der blev skrevet og vedtaget i september 2001, står der, at klitområdet ved parkeringspladsen - der i høj grad bruges under festivalen - har det dårligt, og at vegetationen, der skal holde på sandet, bliver belastet af slitage fra badegæsterne. Derudover er festivalpladsen en del af et Natura 2000-område, hvor der er udpeget arter, der skal beskyttes.
Byrådsmedlem Daniel Frigast (K) er skeptisk overfor en ny lokalplan, der skal give festivalen lov til at fortsætte. Til TV2 siger han, at der burde laves en habitatsvurdering for at belyse, hvordan festivalen påvirker det beskyttede naturomåde. Derudover vil en ændret lokalplan også give mulighed for andre festivaler på pladsen, fortæller han.
mar
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.