AALBORG: Faaborg-Midtfyns borgmester Bo Andersen (V) illustrerede de sammenstødende interesser tydeligt, da han under en minikonference fik klap fra sine kommunalpolitiske kolleger:
- Jeg bliver nervøs, når jeg hører folketingspolitikere sige, at de vil 'hjælpe' os i kommunerne med et eller andet, svarede han, da han blev bedt om at forholde sig. Velfærdsminister Karen Jespersen havde netop berettet, at Folketinget har vedtaget den hjælp til kommunerne, at en ny lov betyder, at et barn som noget nyt kan anbringes første gang i tre år.
- Vi vil gerne have hjælp, men ikke forordning på forordning, sagde den fynske borgmester, der med sin erfaring for sig nu kan se, at der bliver endnu mere at indberette og blive målt på.
Socialrådgivernes formand Bettina Post slog de samme takter an, da hun som et allerhøjeste ønske foreslog et decideret forbud mod nye regler på området.
Rådmand Mai-Britt Iversen (S) fra Aalborg lagde også vægt på den tidlige indgriben, der i den nordjyske storby har betydet et ekstra fokus på at uddanne frontpersonale, opbygge handleguides, ansætte trivselspersoner på skoler - så der f.eks. ikke skal taxachauffører til at hente børn, der ellers ikke kommer i skole. Et eksempel fra den københavnske virkelighed, antropolog Anne Knudsen bragte ind i debatten.
Også Bo Andersen lagde vægt på, hvor vigtigt det er tidligt at konfrontere omsorgssvigtende forældre, at tage den 'svære samtale. Han var selv blevet chokeret over, hvor mange indberetinger, der kommer fra læger - og tilsvarende, hvor få, der kommer fra dagplejerne og sundhedsplejerskerne.
En tidligere anbragt pige, Mia, satte via videosekvenser spot på problemet med, at det udsatte barn flere gange skal krænge sit inderste ud - fordi alle de pædagoger og sagsbehandlere, der skal være den tætte kontakt og forsøge at erstatte den familie, der har svigtet, starter forfra, hver gang der kommer en ny.
En logbog - en særlig barnets bog, der følger den enkelte, kunne være en del af løsningen, som ikke mindst skal lade barnet eller den unge selv være med til at skrive - eller i det mindste få indflydelse på - hvad der står nedfældet om deres liv.
Bo Andersen nævnte også familierådslagningen som en god mulighed, han gerne så blev brugt obligatorisk før alle anbringelser. Det skal man ikke i dag.
Anne Knudsen bifaldt også, at hvis blot en tante eller anden fra familien ville bruge et par år af sit liv til at tage lidt ansvar fra barnets smalle skuldre, kan det være afgørende. Af den enkle grund, at hun er slægtning og vil blive ved med at være det . Som familie kan man godt være noget skrammel, men man kan ikke sige op, som hun udtrykte det.
KL-udvalgsformand, Holbæk-borgmester Jørn Sørensen (R) nævnte i sit oplæg:
* Der er i dag omkring 15.000 anbragte børn fra 0-23 år.
* De kommunale budgetter rummer 12-13 millliarder til forebyggelse og anbringelse.
* Beløbet er steget kraftigt siden 1997.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.