Når pænheden tager magten

Af Paul Hegedahl

Preben Brandt: 'Byen og social ulighed',
Mange og relevante fotos og illustrationer af Laura Helene Højring og
Peter Johansson Jørgensen giver bogen en ekstra dimension;
Tiderne Skifter, København 2009.
Udgivet med støtte fra Realdania.
181 s., hft., 16, 5 x 24 cm., litt.henvisninger som noter til teksten.
Kr. 199,00 inkl. moms.
ISBN 978-87-7973-356-5.

'Dybest set handler det om, at vi er bange for os selv. Vi er bange for dem, der går og driver den af. Dem der ikke gør, hvad samfundet siger, de skal. Vi er bange for derouten og skørlevnedet - tanken om, at vi alle kan falde igennem. Vi er bange for det ukendte og det anderledes. Dem, hvis signaler vi ikke umiddelbart kan aflæse. Når du og jeg møder hinanden på gaden, ved jeg - ud fra din påklædning og din opførsel - at du kommer ikke til at gøre noget overraskende; noget der stikker ud fra det normale. Men når der kommer tre indvandrerdrenge, der råber højt på arabisk, bliver jeg utryg, fordi jeg ikke er vant til det anderledes. Jeg kan ikke afkode dem. Det bliver vi endnu dårligere til, hvis vi ikke gør op med dette middelklassediktatur'.
- 'I den bedste af alle verdener'; Preben Brandt interviewet af Lasse Lavrsen, Information, 4. juni 2009

Metropolisme handler ikke udelukkende om størrelsen
Preben Brandt benytter i denne bog København som det, han kalder 'det rumlige grundlag' for sine overvejelser og analyser. En by som København kaldes ofte en metropol, siger forfatteren og fortsætter: 'Men den er det ikke uden at den gør sig fortjent til betegnelsen. Det er ikke nok bare at være stor i fysisk betydning. Der klæber overvejende en idé om noget dynamisk, værdifuldt og positivt ved ordet metropol. Noget pulserende. Metropol bliver dermed også en metafor for en særlig samling af værdier og livsformer, hvor der lægges vægt på øget vækst gennem økonomiske aktioner, eksperimenterende kulturelle aktiviteter og udfordrende arkitektur. Det er den livsform, jeg kalder metropolisme'.

Preben Brandt siger, at enhver storby i den vestlige verden har for længst indrettet sig med et byliv i boliger og i det offentlige rum svarende til de værdier, der gælder for en metropol. Men siger han videre: ' Jeg vil vove den påstand, at også langt de fleres mindre byer med lad os sige 20-30.000 indbyggere, stræber efter at kunne indrette sig som en metropol. - - - I de mindre byer nøjes man med en enkelt gågade, eller for de helt små byers vedkommende bare med en gade med kørselsbegrænsning, hvor byens særlige og dyreste forretninger er beliggende. Uden om er der villakvarterer og i et hjørne af byen et par boligblokke til de fattigste. Men grundidéen er den samme. Byen afspejler både by-geografisk og menneskeligt en særlig opsplitning, som blandt andet bygger på forskelle i værdier, og også er medvirkende til en ny opdeling af indbyggerne i forskellige klasser - en klassestruktur, der nok er forskellig fra, men alligevel svarer til og har de samme konsekvenser som tidligere tiders klasseopdelinger.

Preben Brandt citerer den tyske sociolog og filosof Georg Simmel (1858-1918), professor ved universitet i Strasbourg for udsagnet om at metropolen er: 'hjemstedet for blasertheden, pengeøkonomiens hoveddomicil, hvor tingenes salgbarhed trænger sig på i et helt andet omfang end under mindre forhold', og siger selv, ganske kontant: 'I Danmark i dag trænger metropolen sig ind alle stedet, ikke en by med over bare nogle få ti-tusinde indbyggere undlader at gøre forsøg på at leve op til metropolens ideal om, hvordan en rigtig by skal indrettes for at kunne give sine indbyggere, det de efterspørger, nemlig et dynamisk liv styret af omsætning. Hvis ikke på anden måde, kan det altid lade sig gøre at være prangende og dermed vise sin succes gennem de huse, man bygger til at bo i. Nogen har man brug for at vise sin formåen og storhed overfor, og når man har vist naboen det, er det også godt at vise det til dem, man kan føle sig hævet over. Til det formål har man underklassen'.

Målet med bogen
Det er Preben Brandts hensigt med denne bog at beskrive den ulighed og de klasseskel, der - uden for de flestes synsfelt - i bedste velgående trives i den moderne by, metropolen. En ulighed, som er en indbygget negativ sideeffekt ved metropolismen. Han hævder ikke, at uligheden alene skabes af denne særlige livsform. Uligheden er - det viser historien, skriver han, en del af vilkårene for os mennesker, men han advarer mod, at man lader sig forblænde af glansen fra metropolen og metropolismen, for der er også en mørk side.

Gennem de sidste 30 år har Preben Brandt i en række sammenhænge beskæftiget sig med de borgere, der ikke har de samme muligheder som andre for at nyde godt af de velfærdsforbedringer, som det store flertal af os er så glade for og har så megen glæde af. Det drejer sig om sindslidende med sociale - og misbrugsproblemer og hjemløse. Siden 2001 har han som formand for Rådet for Socialt Udsatte fået indsigt i forholdene for en langt større gruppe af socialt udstødte menneske end dem, der er hjemløse. Han forklarer, at det har været væsentligt for ham både at forstå og at kende de mennesker, altså kende dem i virkeligheden, der bliver sat udenfor, at forstå de teorier, der forklarer hvorfor og hvordan, udstødelsen og uligheden skabes og vigtigt at forstå de værdier og de politiske beslutninger, der har den særlige effekt, at nogle borgere i et samfund udstødes.

Udover forfatterens egen konkrete erfaring fra arbejdet med socialt udsatte, har han hentet inspirationen til denne bog i social- og sundhedsvidenskabelig litteratur. Derudover, siger han, har forståelse af byplanlægning og byarkitekturens betydning for social ulighed været afgørende.

Ønsket er at beskrive de livsvilkår som mennesker, der er sat uden for den store middelklasses fællesskab - og som ikke er genstand for dens beundring - lever under. Ikke mindst er det ønsket at forsøge at beskrive den måde, de anderledes møder os andre på, om omvendt, den måde vi møder dem på.

Bogens indhold
Ud over forfatterens forord indeholder bogen 9 kapitler:

1. IND I BYEN

2. METROPOLEN
Mere end en storby
Ruter i byen

3. TERRITORIERNE
Den opsplittede by
Forskellige bydele
Der hvor man bor
Kampen om territorierne

4. BOLIGEN
Boligen i storbyen
Retten til en bolig
Uden for kortet
Bosættelser

5. SOM DET SER UD

6. MENNESKENE I BYEN
Den fremmede
Individualitet
De udstødte
At leve i det offentlige rum

7. FATTIGDOM
En overstået svøbe?
Kriminalitet
Sociale forskelle

8. ULIGHED
Større afstand
Vi og dem
Social ulighed
Børn og social ulighed
Ulighed og sundhed

9. AFSLUTTENDE OVERVEJELSER
København og byens fornyelse
10 teser om storbyen
Byen og samfundet

Byens spilleregler og rammer
Storbykulturen - og for den sags skyld også kulturen i de fleste af de mange mindre og små byer - rummer vidt forskellige livsformer og vidt forskellige holdninger og værdier, der hver især og tilsammen udgør det grundlag, der former byen. I de store byer, er det mere synligt og forekommer i større mængde. Preben Brandt siger, at i storbyen trives også drømmen om småborgerlig tryghed, pænhed og orden - men desuden kravet om en vedvarende bekræftelse af disse normers fortræffelighed samtidig med, at storbyen fremelsker normer, som rummer kimen til fordømmelsen af, hvad der er anderledes livsformer. Her må man så også sige, at den lille by ikke har noget at lade den store høre.

I bogen gennemgår forfatteren så grundlaget for interessekonflikterne og forskellene i værdier og holdninger. Noget der ofte fører til øget marginalisering og forarmning af socioøkonomisk underprivilegerede grupper. Og han kommer med en række eksempler fra det, han kalder kampen mellem de stærke og de svage, de rene og de urene.

På de fire områder: Uddannelse, social sikkerhed, sundhed og bolig har den store og stadig mere rige og ambitiøse middelklasse med forskellige midler tiltaget sig magten og så vidt muligt ladet den tilbageværende gruppe af fattige og udsatte sejle i deres egen sø. De bliver overset og glemt. De må holdes af vejen i særlige bydele og så forsøges opdraget til nyttige samfundsborgere, siger forfatteren. Skal de have håb om at komme et eller et par trin længere op ad samfundsstigen, må de gøre noget, vise initiativ og gåpåmod - men de skal bruge middelklassens regler, bruger de deres egne, bliver de slået tilbage.

Preben Brandt citerer den amerikanske sociolog Richard Sennet (1943-), professor ved London School of Economics, Massachusetts Institute of Technology og New York University: ‘Opsplitningen, såvel den, der bygger på by-geografiske forhold, som den, der bygger på værdifællesskaber, skaber enheder, der hver især består af grupper af ulige stillede borgere, som inden for deres eget fællesskab har de bedste forestillinger om god interaktion og retfærd, men som i forhold til hinanden huser de psykologisk set mest umodne forestillinger om, hvordan mennesker i andre klasser eller bydele tænker og føler. I bedste fald er det blot stereotype forestillinger, i værste fald er det dæmoniseringer'.

Og - en digression i forhold til bogens grundlag: storbyen. Nøjagtig det samme kan man opleve i de nye storkommuner. Mange af dem er sammensat af endog meget forskellige områder, land og by, indland og kyst, landbrug og industri, som medfører noget tilsvarende. I bedste fald en stædig fastholden i sognerådspolitik og - perspektiv, i værste fald dæmonisering og manglende evne til at enes om fælles løsninger på presserende problemer.

Preben Brandt debatterer ganske kontant - og konstruktivt, hvad der skal forstås ved velfærdssamfund. Det er, efter hans mening - og vel også i sin oprindelige tanke - et samfund, der bygger på ideen om generel velfærd for alle - også dem, vi synes, er mindre værdifulde ud fra en økonomisk/profitmæssig vurdering. Efter hans mening ommøblerer vi de etiske normer og bekender os til en form for refleksiv solidaritet, hvor man tænker sig godt om, inden fællesskabet etableres. Det ses tydeligt i den voksende opsplitning af byen.

Der er eksempler - også aktuelle og velkendte - på at en bydel eller et boligområde kan gå fra at være et udsat område til at være attraktivt, men der vil stort set altid være en anden del af byen eller et andet boligområde, der overtager rollen som hjemsted for de fattige og udstødte. Og hele dette forløb skildres glimrende i afsnittet 'Vi og dem'. Ligeledes drøftes og belyses, hvordan vi iscenesætter vores egne individualiserede livsforløb og den rolle boligen spiller. Den skal helst stige i værdi. Byen skal være attraktiv, hvad enten det er den store by eller landsbyen.

Pænheden tager magten
Preben Brandt diskuterer liberalismen i forhold til det, han kalder den europæiske humanisme og siger: 'Når jeg ser mig om og lytter til debatten, har jeg svært ved at se, at flertallet af danskerne og dermed af dem, der har den politiske magt, ikke i den daglige adfærd har underlagt sig den filosofi, som giver os alibi for at agere som rationelle egoister, der først og fremmest forsøger at tilfredsstille egne interesser. Der har været bygget luksusboliger i stor stil - og det i en by, som ikke har kunnet skaffe eller bygge boliger, hvor huslejen er tilstrækkelig lav til, at dem med de laveste indtægter kan betale huslejen. Ikke en gang middelklassens lavest lønnede og slet ikke dem, der hører til blandt de socialt udsatte. Når det går rigtigt højt med at dyrke den sociale mangfoldighed, blander man ejerboliger og almene boliger og tror så, at man har vist social ansvarlighed. Men dem, der skaber boligerne og har magten til at bestemme, hvordan boligerne skal udformes - hvad enten det er arkitekterne eller bygherrerne - bruger deres egne erfaringer og normsæt, det vil sige den etnisk danske middelklasses normer, når de udformer boligen, enheden af boligerne og de fælles rum mellem boligerne. I disse boliger holdes ikke bare de fattigste ude, men også dem, der har andre livsformer og en anden kultur end den gennemsnitlige danske middelklassekultur. Enheden tager magten og den pænhed, tryghed og orden, der er flertallets udtalte eller uudtalte ideal, udelukker det anderledes og giver ikke plads til det frirum, som det anderledes behøver for at trives'.

Det nødvendige tværfaglige samarbejde
Arkitektur og byplanlægning spiller en vigtig rolle i de fleste menneskers liv på den ene eller anden måde. Som Preben Brandt så klart beskriver, gælder det i også i høj grad for det liv, der leves af de udsatte, af de fattige og af andre, hvis liv er vanskeligt. Lige så vigtigt er social sikkerhed og gode sundhedstilbud. Men værdien af hvert af de enkelte elementer, der hver især spiller en rolle, for at vi kan sikre et ordentligt og værdigt liv for alle, understreger forfatteren, vil være større, hvis de virker i samspil i stedet for hver for sig. Det er en tese, vi har været inde på i forbindelse med andre boganmeldelser her på dknyt.dk; det bliver mere og mere nødvendigt at tilrettelægge arbejdet og indsatsen tværfagligt i stedet for udelukkende at have en række forskellige forvaltninger og institutioner til at arbejde isoleret på deres egne snævre områder uden en konstant kontakt og koordinering.

Og her må man med forfatteren understrege, at det også på dette område ikke bare handler om et praktisk samarbejde i dagligdagen, men et samarbejde, der rækker ind i fagenes forståelse for hinandens muligheder og begrænsninger. Et samarbejde der bygger på udvikling af ideer og metoder. Den strukturelle opsplitning af fagområder er forståelig nok, men medfører at forhold, der egentlig hænger tæt og ubrydeligt sammen, bliver set og fortolket, både i praksissammenhæng og forskningsmæssigt som uafhængige af hinanden.

Og så kan man tilføje, at den måde, man forsøger at måle resultater på - og styre budgetter på i høj grad medvirker til, at områder, der burde betragtes i sammenhæng, bliver fremmedgjorte for hinanden.

Om forfatteren
Preben Brandt, der blev læge i 1972 og senere speciallæge i psykiatri, har i mange år arbejdet som læge på gadeplan og beskæftiget sig med hjemløse og udstødte i København - bl.a. som overlæge ved herbergscentret Sundholm. Han deltager også i forskningsarbejde og evaluering af de forskellige initiativer. Han blev i 1992 dr.med. på afhandlingen, »Yngre Hjemløse«, og hans store erfaring og særlige ekspertise er ofte blevet benyttet af andre, idet han indtil 2002 var formand for regeringens Narkotikarådet. Herefter blev han formand for Rådet for Socialt Udsatte, der er et råd, der blev nedsat og oprettet af Socialministeriet april 2002. Fra 23. november 2007 har rådet hørt under Velfærdsministeriet. Rådet har til opgave at være talerør for landets hjemløse, narkomaner, prostituerede, sindslidende, alkoholikere og andre socialt udsatte i Danmark. Rådet skal følge indsatsen overfor de socialt udsatte, ligesom det skal komme med forslag til en forbedret indsats overfor gruppen. Årligt udarbejder rådet en rapport over forholdene for de svageste i Danmark.

Preben Brandt tog i 1997 som socialoverlæge i København initiativ til etableringen af Projekt UDENFOR og har siden været administrativ leder samt forsknings- og projektansvarlig for den selvejende institution, der på gadeplan tager sig af de mange udstødte, som de etablerede sociale systemer af forskellige grunde ikke har kunnet nå. Det kan være posedamer, gadefolket og ofte psykisk syge, som medarbejderne ved Projekt UDENFOR opsøger og tilbyder hjælp på forskellig vis. Fem års erfaring med sygepleje på gadeplan er nu resulteret i, at Københavns Kommune har udgående sygeplejersker fra flere institutioner, og Den mobile Café er en stor hjælp for mange hjemløse, der ikke blot her kan få et måltid varm mad, men også en tiltrængt psykisk kontakt med forståelse og tillid.

Preben Brandt er ligeledes formand for Støtteforeningen for »Netværket ved Søerne« og sidder i repræsentantskabet for »Pårørende til Sindslidende« samt i bestyrelsen for Københavns Socialpædagogiske Seminarium. Han bidrager desuden til arbejdet med de vanskeligst stillede medborgere via talrige foredrag og mange forskelligartede arrangementer. Han har forfattet 43 danske og internationale publikationer, heraf syv bøger og en snes videnskabelige publikationer, og han var i 2001 medstifter af den tværeuropæiske organisation SMES - 'Santé Mentale Exclusion Sociale'.

Af bøgerne kan nævnes bl.a. 'Socialpsykiatri - psykiatri på humanistisk grundlag', Munksgaard 2004 og 'Udelukkende velfærd, Gyldendal 1999.

Skiftet fra en humanistisk social stat til en kapitalistisk neoliberal stat
På baggrund af sit daglige, engagerede virke gennem mange år, kender Preben Brandt de problemer, han skriver om. Og han er drevet af en helhjertet solidaritet med de skæve eksistenser og dem, der af den ene eller anden grund kommer til at leve og måske dø som mennesker udelukket fra normalsamfundet.

Der er her i landet over 5.000 hjemløse og et sted mellem 50.000-70.000 mennesker, der kan karakteriseres som massivt udstødte. Antallet af boligudsættelser stiger voldsomt. Solidariteten stiger ikke i samme omfang, snarere tværtimod.

Ifølge Preben Brandt er der foregået et skifte fra en form for politisk grundholdning til en anden. Den er hjulpet på vej af en veluddannet og relativ rig middelklasse. Han gennemgår, hvordan en lang række samfundsfunktioner som fx kollektiv transport, sygehuse, telekommunikation er blevet ført gennem en proces, hvor de først får status som en virksomhed ejet af det offentlige for senere at blive privatiseret - eller får private konkurrenter.

På boligområdet er de almene, sociale boliger under hårdt pres. Socialpolitikken er i stigende grad blevet til beskæftigelsespolitik, med en række private aktører. Sundhedsforsikringer, der sikrer adgang til privathospitaler, er blevet en del af lønnen for gode stabile medarbejdere. Private vagtværn overtager en del af politiets opgaver med at holde ro og orden. Preben Brandt forventer at se private fængsler og private socialkontorer - altså alle virksomheder, der skal tjene penge hjem til ejerne ved at drive en profitabel virksomhed. Og det, der handles er i mange tilfælde den omsorg, vi i fællesskab har for hinanden.

Afslutningsvis siger Preben Brandt: 'Derfor frygter jeg, at den proces, som allerede er godt i gang, vil fortsætte, og at uligheden og fattigdommen også vil vokse i de kommende årtier, ikke bare vokse lidt, men virkelig vokse markant, og at det både vil betyde, at antallet af personer, der kommer til at leve i fattigdom og social udstødelse, vil vokse, og at de lidelser og afsavn, som følger med udstødelsen og fattigdommen, vil forværres drastisk for den enkelte. Mange af de skader, der vil følge i kølvandet på den nye politik og dens værdier, håber jeg, at der fortsat vil være modsvarende vilje til at minimere gennem lindrende indsatser. Men kun en anden politik kan hindre dem i at opstå og udvikle sig'.

Han nærer altså, som han siger, en vis pessimisme i forhold til at håbe eller tro på, vi vil være særligt villige til at ændre på udstødelsen af dem, vi af en eller anden grund ikke kan lide: 'Jeg tror ikke, vi er meget for at sikre social retfærdighed. Men, det giver mig naturligvis ikke ret til at undlade at sætte ord på de tanker, jeg gør mig om samfundet og dets indretning. Jeg har alligevel et lille håb om, at det kan være muligt at finde og give kraft til værdier, der kan sikre et bedre samfund for alle.'

I denne bog fremlægges så tankerne, engageret og samtidigt roligt og velovervejet. I høj grad værd at læse og tænke over - ikke mindst for de, der er ansvarlige for indretningen af vores bysamfund, både rent praktisk og politisk. Prøve at tænke anderledes frem for næsten søvngængeragtigt at kalkere indretningen af 'de rigtige byer' efter. Prøve at se med nye øjne. Som Preben Brandt siger i tese 2 af de ti teser om storbyer: 'Forstår vi, og ser vi de rum, vi færdes i? Ja, vi oplever en række fænomener, som vi registrerer, men oftest når vi færdes i den by eller den bydel, hvor vi hører hjemme, uden at ofre dem mange tanker. Den umiddelbare sansning forbliver som regel ureflekteret. Først når vi støder ind i fænomener, der overrasker, forvirrer, skræmmer, udfordrer eller rammer os med deres skønhed, reagerer vi. Hvornår sker det? Når vi er nye steder og har øjnene og andre sanser åbne. Når vi kommer tilbage til det kendte og ser det med nye øjne. Eller bare når vi, som vi siger, ser det kendte i et nyt lys'.

Her skal retfærdigvis siges, at mange gange, når lokalpolitikerne i de mange bysamfund forsøger at se nyt på tingene og komme med nye løsninger, rejser der sig omgående - både i de små og de store bysamfund - et kor af protester. Her skal ikke laves om på noget. Så, når nu kommunalvalgkampen for alvor går i gang, bliver det nok ikke med megen nytænkning om, hvordan vi bedre kan indrette vores samfund.

Måske udviklingen af den nye, nødvendige, miljøteknologi kan være med til at ændre måden, vi indretter vores bysamfund på i de kommende år?

Supplerende læsning
I den bedste af alle verdener af Lasse Lavrsen, Information 4. juni 2009

Akademisk Arkitektforening: Byen og social ulighed - storbyens territorialkampe og skæve eksistenser