
NORDFYN: Som ventet bliver det Mette Landtved-Holm (V), der overtager borgmesterposten i Nordfyn Kommune. En række af kommunalbestyrelsens partier indgik onsdag en bred aftale om en ny konstituering, oplyser kommunen i en pressemeddelselse.
Det sker efter, at borgmester Morten Andersen (V) mandag trak sig, efter at økonomiudvalget havde udtrykt mistillid til ham. Den kom efter hans orientering om, hvad der var sket til en julefrokost, hvor han havde kysset en ansat på dansegulvet.
Efter udmeldingen om kysset mandag har der været en vis usikkerhed om, hvorfor episoden mere konkret førte til Morten Andersens afgang.
Ifølge næstformanden i kommunens økonomiudvalg, Kasper Solberg (S), havde udvalget mistet tilliden til borgmesteren på grund af løgne over for udvalget. Det har Morten Andersen dog afvist med den forklaring, at han slet ikke kunne huske kysset.
- Jeg har jo ikke kunnet redegøre for, hvem jeg har kysset den aften. Det er oprigtigt. Det kunne jeg ikke. Jeg valgte at sige det, jeg vidste. Og jeg kan ikke sige mere, end jeg ved, sagde Morten Andersen til DR Fyn.
Ny aftale på plads
I meddelelsen om den nye konstituering nævnes den afgåede borgmester ikke. Derimod fremhæves det fremtidige samarbejde mellem partierne bag konstitueringen, V, K, DF, S, SF, DD og løsgængeren Kenneth Clasen, og kommunens udfordringer er afsættet for rokaderne, fremgår det af pressemeddelsen:
"Ikke mindst udfordringerne i de kommende års svære budgetforhandlinger har fået partierne til at møde hinanden i ønsket om en ny fælles vej. Samarbejde, gensidig forpligtelse og reformvillighed er nøgleord for den fremdrift, der ønskes, og partierne ønsker at sætte rammen, så ordentlighed og ligeværdighed bliver omdrejningspunktet for kommunalbestyrelsens arbejde. Med respekt for hinanden og hinandens politiske uenigheder, ønsker partierne at udvikle Nordfyns Kommune, tage arbejdstøjet på og se fremad", lyder det.
S ikke skuffet
Til TV2 Fyn siger Socialdemokratiets gruppeformand Kasper Solberg, at han ikke er skuffet over, at borgmesterposten bliver hos Venstre:
- Ærglig talt nej, så er jeg ikke skuffet. For at skulle være borgmester med det flertal, det ville have givet udfordringer og skabe splittelse i kommunalbestyrelsen, siger han og tilføjer:
- Var muligheden der nu, så var jeg klar til at tage den opgave på mig, men vi står med det bedste scenarie med Mette Landtved-Holm som borgmester. Det kunne have været en rigtig grim proces, men den har været rigtig konstruktiv. Jeg har stor ros tilovers for Venstre og de andre partier, siger socialdemokraten.
Ændringer i udvalg
Med den ny konstituering fortsætter Anders Thingholm (K) som 1. viceborgmester og Helle Waagner (S) som 2. viceborgmester. Der er enkelte ændringer i fordelingen af formands- og næstformandsposter i kommunens udvalg. I Erhvervs- Kultur- og Fritidsudvalget, overtager Anja Lund (V) formandsposten efter Mette Landtved-Holm, i Social- og Sundhedsudvalget bliver Johnny Kristensen (S) næstformand i stedet for Gert Rasmussen (S), og i Børn- og Ungeudvalget overtager Kasper Solberg (S) formandsposten efter Anja Lund (V).
Torsdag aften træder kommunalbestyrelsen sammen for at stemme aftalen igennem.
cwa/ritzau
Red: Kommentar fra S-gruppeformand Kasper Solberg tilføjet kl. 7.10
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.