
Og når patienterne skal have ny medicin, går hospitalets fuldautomatiske lægemiddelforsyning i gang med at producere, pakke og levere medicinen uden brug af mandskab.
Sådan bliver virkeligheden fra 1. september næste år på det, der bliver Europas mest moderne sygehus: Nye Ahus i udkanten af Oslo, skriver Ingeniøren.
Sygehuset bliver i stand til at behandle 30 procent flere patienter end det nuværende Ahus.
Ingeniøren har besøgt supersygehuset, projektdirektøren og den danske chefarkitekt for at finde ud af, hvor meget sygehus nordmændene får for 8,1 milliarder norske kroner, og hvad Danmark kan lære af projektet forud for de lovede danske hospitalsinvesteringer i mange-milliarder-klassen.
Sparer på driften
På tværs af glasgaden løber gangbroer som forbinder fire behandlingshuse på højre side med tilhørende sengebygninger til venstre.
For enden af gaden ligger børnecentret. De mange ensengsstuer med egne toiletfaciliteter og den smukke udsigt til fjeldene er det første, der springer i øjnene.
Konceptet er, at fem stuer, tre ensengsstuer og to tosengsstuer, ligger placeret omkring et lille torv med en betjeningsdisk til et sygeplejerteam. Det bringer sygeplejerskerne tættere på patienterne i dagtimerne, hvor der er et sygeplejerteam på hvert sengetorv. Samtidig giver det driftsbesparelser i de rolige aften- og nattetimer, hvor sengetorvernes fysiske placering i forhold til hinanden gør det muligt, at en sygeplejerske kan passe fire sengetorve på en gang.
Robotter
Robotstyrede transportvogne finder selv vej fra vareudleveringen til den rette afdeling. Et sugeanlæg håndterer 80 pct. af sygehusets skrald og tager sig også af vasketøjet. Fire kilometer rør i sygehusets vægge udgør et af Europas største rørpostsystemer til smågods som blodprøver og medicin.
Sygehuset kommer også til at rumme et projekt med automatiseret lægemiddelforsyning: Lægen rekvirerer medicin via en pc, hvorefter farmaceuten kontrollerer bestillingen og starter produktionsrobotten, som producerer, pakker og via rørpost sender pakken til patienten.
Ingeniøren beretter videre om patientterminaler på samtlige senge, hvor patienterne kan få adgang til røntgenbilleder og journaler samt underholdningstilbud som pc-spil, internet, musik, film og telefon. Og om systemer til talegenkendelse, der fjerner skrivearbejdet, når lægen dikterer til journaler.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.