Fuglebakken 10, Langå.
Formand for Panel for Udvikling
i Landdistrikter og Fiskeriområder
i Region Midtjylland (S).
Således lyder den særdeles overraskende konklusion efter en meget omfattende undersøgelse, som er gennemført af Center for Regional- og Turismeforskning, Nexø. Rapporten bygger på et stort antal interviews og gennemgang af resultater i regnskaber for ca. 163.000 virksomheder i de fleste erhverv bortset fra gartneri og landbrug.
Konkrete eksempler har talt
Baggrunden for analysen er flere års skarp kritik af, at foretagender i landdistrikter føler sig dårligere stillet end erhvervslivet i byerne med hensyn til at sikre sig kapital til nødvendige investeringer. Landdistrikternes Fællesråd har adskillige gange peget på problemet, ligesom landsforeningen Det Skæve Danmark for syv-otte år siden rejste problemerne med belåning af fast ejendom i små byer og på landet. En række eksempler fra erhvervslivet rundt omkring i Danmark fortalte, at noget var helt skævt.
Også i det tidligere Udvalg for Udvikling i Landdistrikter i Region Midtjylland satte vi focus på problemerne med kreditforeningernes belåning af ejendomme i landområder. Vi understregede, at kriterierne for at bevilge lån til mennesker med gode ideer, institutioner og firmaer inden for handel, håndværk, industri, landbrug, liberale erhverv og servicesektoren naturligvis skal være de samme som andre steder. Det vil sige ideernes bærekraft, firmaernes forretningsmæssige grundlag og folks dygtighed, evner og flid.
Mest et politisk anliggende!
Kreditforeningerne nøjedes ikke med at melde hus forbi og afvise mistanken om en skrappere kredit-vurdering. Nej, direktøren for kreditforeningernes organisation, Realkreditrådet, Torben Gjedde, mente oven i købet, at ”særlige initiativer i landdistrikterne er et politisk anliggende, og at politikerne bare kunne lave en statsgaranti på realkreditlånene”!
Denne specielle holdning er blevet sat i relief af konkrete eksempler på skæv udlåns-politik, f.eks. fra Staby-Husby-området vest for Ulfborg og i Sdr. Nissum i Vestjylland. Flere ejendomme kunne ikke kan sælges, fordi kreditforeningerne ikke ville låne ud til erhverv i de såkaldte yder-distrikter. Det drejede sig blandt andet om en forretning, som ellers havde en køber. Resultat: Ejendommen blev solgt til sommerhus, og butikken forsvandt.
I Holsted Kommune i Sydjylland ramte problemet med belåning af fast ejendom for nogle år siden et bilværksted lige op af motorvejen Kolding-Esbjerg. Tilbuddet lød på finansiering på kun 40 pct., som efter kontakt til kreditforeningen blev forhøjet til 55pct., men det var stadig udtryk for en diskriminering af udviklingen i landdistrikterne.
Nærmere analyse er nødvendig
Konsulent Anders Hedetoft, der har foretaget analysen, erklærer dog åbent i konklusionen: ”Det kan ikke afvises, at landdistrikts-virksomheder har ringere finansierings-vilkår end by-virksomheder, men når sammenligningen foretages på kommuneniveau, som det er sket i denne undersøgelse, kan det ikke påvises”. Det skyldes, at de fleste kommuner både dækker områder i byer og på landet, så derfor håber konsulenten, at centret snart kan præsentere resultatet af en analyse af vilkårene for firmaer uden for byområderne.
I forhold til virkeligheden bliver det ekstra spændende at nærlæse konklusionerne i den rapport!
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.