
MIDTJYLLAND: Forurening på den globale virksomhed Cheminovas grund på Harboøre Tange truer med at sive ud i Nissum Bredning i Limfjorden. Derfor har Cheminova, som er kendt for at producere landbrugskemikalier, siden 1980’erne haft en indsats, hvor virksomheden løbende pumper grundvand op til rensning, før det siver ud i fjorden. Og ifølge ny rapport virker det. Det oplyser Region Midtjylland.
Rapporten er udarbejdet af regionen med støtte fra Miljøstyrelsen, og der er bl.a. blevet undersøgt, om forurening fra Cheminovas nuværende og gamle fabriksgrunde påvirker vandkvaliteten i Nissum Bredning. Undersøgelsen er lavet i perioden januar 2016-december 2017.
- Formålet var at undersøge, om Cheminovas tiltag virker efter hensigten. Det gør de. Undersøgelserne viser godt nok, at der siver forurenet grundvand ud i fjorden. Men mængderne er små, og der er ikke målt nogen forurening i fjorden ud for Cheminova, der overskrider kriterierne for vandkvaliteten, forklarer kontorchef Morten Bondgaard fra Regional Udvikling i Region Midtjylland.
- Rapporten gør det tydeligt, at Cheminovas egen oprensning er helt nødvendig. Men selv om resultatet er betryggende, stopper det ikke her. Sammen med Miljøstyrelsen må vi blive ved med at holde øje med situationen ved fabriksgrundene. Politisk har det overordentlig stor bevågenhed, at der bliver gjort noget, der virker, siger Jørgen Nørby (V), formand for Region Midtjyllands udvalg for regional udvikling.
Metode kan udbredes til andre forureninger
Som en del af undersøgelses-projektet har Aarhus Universitet udviklet en model, der kan simulere grundvandets strømninger. Den kan derved forudsige, hvor der er en risiko for forurening, så man kan tage prøver de mest relevante steder. I Miljøstyrelsen forventer kontorchef Camilla Bjerre Søndergaard, at metoden også kan bruges i forbindelse med andre jordforureninger.
- Når det kommer til meget store og komplekse forureninger som den ved Cheminova, slår det normale screeningsværktøj til jordforureninger ikke til. Derfor har vi støttet dette projekt. Det har givet os en række værdifulde erfaringer, som kan bruges til at vurdere andre store forureninger i Danmark og i udlandet, siger Camilla Bjerre Søndergaard.
Forureningen på Cheminovas grund stammer fra produktion af sprøjtemidler og andre giftstoffer fra 1960’erne og frem til i dag.
sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.