Der er brug for mere uddannet personale i dagtilbud, ældrepleje og sundhedsvæsen, og derfor har regeringen, KL, Danske Regioner, FH og FOA nu indgået en trepartsaftale, som skal sikre flere pædagogiske assistenter og flere sosu'er.
Med aftalen forpligter kommunerne sig på at oprette minimum 2.000 lærepladser årligt fra 2027 til 2029 på den pædagogiske assistentuddannelse. Det er inklusiv lærepladser til voksne elever med betydelig erhvervserfaring.
Med den nye aftale vil der fra 2027 blive oprettet 379 flere lærepladser sammenlignet med niveauet i 2024. Dermed forventes det, at flere af de ansøgere, der bliver afvist til uddannelsens grundforløb grundet manglende lærepladser, fremover vil kunne tilgå uddannelsen.
Desuden indeholder trepartsaftalen et nyt og højere mål for minimumsantallet af lærepladser på social- og sundhedsuddannelserne.
Kommunerne og regionerne forpligter sig på at oprette 6.500 lærepladser årligt på sosu-assistentuddannelsen og 4.500 lærepladser årligt på sosu-hjælperuddannelsen fra 2027 til 2031. Det er inklusiv lærepladser til voksne elever med betydelig erhvervserfaring.
De nye måltal er en stigning sammenlignet med i dag, hvor måltallene er henholdsvis 6.000 og 3.000 på de to uddannelser. De nuværende måltal gælder, indtil de nye træder i kraft fra januar 2027.
Løn for sosuhjælper-elever
Med trepartsaftalen forpligter kommunerne sig til at ansætte elever på 25 år eller derover på sosu-hjælperuddannelsen allerede fra begyndelsen af uddannelsen. Der er tale om et ekstraordinært tiltag, som gælder i perioden fra 1. januar 2027 til og med 31. december 2029.
Løn under uddannelsen vil give mellem 6.600 og 17.200 kroner ekstra om måneden sammenlignet med SU for den enkelte elev. Aftalen skal dermed være med til at sikre, at flere vælger og gennemfører en sosu-hjælperuddannelse.
Lønordningen skal evalueres i 2030, så parterne kan drøfte ordningens effekter i forhold til tilgang og frafald på sosu-hjælperuddannelsen.
Der nedsættes også et sosu-rejsehold, som skal følge op på tidligere initiativer for at få frafaldet fra sosu-uddannelserne sænket.
Del af reform af erhvervsuddannelser
Både børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) og KL-formand Martin Damm (V) vurderer, at det vil løfte kvaliteten i dagtilbud, når der bliver flere lærepladser, så færre må afvises.
FOA-formand Mona Striib glæder sig især over, at voksenelever på sosu-hjælperuddannelsen nu vil få løn ligesom eleverne på sosuassistentuddannelsen.
Trepartsaftalen ligger i forlængelse af politiske aftaler, som blev indgået i 2024 og 2025, samt håndslag om fælles ansvar og retning for kvalitetsløft af erhvervsuddannelserne fra 2025. Aftalerne skal sikre et varigt og markant kvalitetsløft af landets erhvervsuddannelser.
Der er med de tre aftaler samlet set prioriteret omkring en milliard kroner til erhvervsuddannelserne fra 2030 og frem.
Hele den nye trepartsaftale kan læses her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.













