Der er så meget pres på unges hverdag, at deres mistrivsel accelererer. Og det skyldes især samfundets fokus på, at de unge hele tiden skal præstere i et højt tempo.
Det viser det hidtil største forskningsprojekt om mistrivsel herhjemme, som netop er udkommet. Det skriver DR. Det er Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, der står bag det fireårige forskningsprojekt.
Som noget nyt viser det nye studie, at mistrivslen ikke kun er knyttet til unge med en svær opvækst. Unge i alle samfundslag kan blive ramt.
- Tempoet er mange gange forstørret. Både i skolen, men også i hverdagslivet, i fritidslivet og i aktiviteter. Og det får det til at kamme over for nogle, siger professor Noemi Katznelson til DR.
Hun er en af tre forskere bag projektet. Det kan være en oplevelse af, at der kører et uddannelsestog, og hvis du ikke kommer med, så er du tabt. Så er du slynget af for altid og kommer ikke med igen.
Politisk handling
Studiet viser, at 44 procent af de unge mellem 16 og 25 år oplever en grad af mistrivsel. 52 procent har svært ved at leve op til deres egne forventninger til fremtiden. Og 51 procent føler sig presset af, at der er meget, de skal hele tiden.
Bag tallene gemmer sig alvorlige menneskelige konsekvenser.
- Vi hører historier om, hvordan man taber håret, ikke kan sove, oplever angst, har oplevet depression og pludselige
sammenbrud. Mange fortæller, at de løber og løber og har prøvet at tage sig sammen, indtil de pludselig kollapser og bryder fuldstændig sammen, siger Noemi Katznelson.
Hun afviser, at mistrivslen skyldes, at nutidens unge er mere skrøbelige end tidligere generationer. Problemet er reelt, det er i stigning og dem der i forvejen havde det svært, har fået det værre, advarer hun. Noemi Katznelson siger, at de unges mistrivsel bør fylde mere i debatten på Christiansborg.
- Vi bør sætte de unges mistrivsel på den politiske dagsorden. På samme måde som klimakrisen. Det bliver vi simpelthen nødt til, hvis vi skal tage hånd om den trivselssituation, vi har blandt vores unge i dag.?
Selvom der ikke er mange lavthængende frugter, skal der handles, siger professoren. Gør vi ikke noget, så frygter Noemi Katznelson to konsekvenser.
- De unge, der i forvejen har det svært, kommer til at få det endnu værre og endnu sværere. Vi kommer til at tabe dem endnu mere.
- Og så vil vi se stadig flere unge, som faktisk begynder at mistrives. Så jeg er alvorligt bekymret for, at vi bare kigger ind i nogle stigende tal for mistrivsel blandt unge, hvis vi ikke for alvor går ind og gør noget ved rammerne, vi har omkring ungdomslivet i dag, siger Noemi Katznelson.
mag
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.