ODSHERRED: Et forslag om en ny struktur i ledelsen i Odsherred Kommune blev tirsdag godkendt på økonomiudvalgsmødet efter forslag fra kommunaldirektøren. Forslaget indebærer en udvidelse af direktionen med en tredje direktør og en reduktion i antallet af centerchefer fra otte til seks og skal før endelig vedtagelse i høring i Hovedudvalget og det berørte center-MED, fremgår det af referatet.
Siden 1. januar i år har der i kommunen været en struktur med to direktører og otte centerchefer. Det har givet cheferne opgaven med sekretariatsfunktionen i forhold til fagudvalgene, mens direktørerne alene deltager i økonomiudvalg og byråd. Med tre direktører kan de igen indgå i sekretariats- og rådgivningsfunktion i forhold til fagudvalgene.
Den nye tredje direktørstilling, der nu slås op, bliver med ansvar for Børn, Unge og Familier samt Omsorg og Sundhed. De to centre der nedlægges som selvstændige er Center for Kultur og Borger, der lægges sammen med Center for Erhverv, Plan og Byg. Det samme bliver Center for Teknik og Miljø, der dermed også nedlægges som selvstændigt center. De to hidtidige chefstillinger nedlægges med et års varsel, og de indgår fortsat i nomeringen i det nye udvidede center som afdelingslederstillinger.
Besparelse på fem mio.
Omlægningen kan i 2023 gennemføres inden for det eksisterende budget, men med nedlæggelsen af to centre kan fyringer af administrative medarbejdere ikke udelukkes
– Vi har haft ansættelsesstop i et halvt år, så der er stillinger, som ikke er blevet genbesat, men det kan nok ikke helt undgås, at der vil ske afskedigelser. Der var lagt op til, at der skal spares fem millioner på leder- og stabsfunktionen i kommunen, og den besparelse skal nok blive udmøntet, siger borgmester Karina Vincentz (Nyt Odsherred) til sn.dk.
Ændringerne i ledelsesstrukturen foreslåes med virkning fra den 1. marts 2023, hvor det foreslås, at der også sker en navneændring af det udvidede center til Center for Erhverv, Teknik og Kultur.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.