ODSHERRED / VORDINGBORG: Dansk Folkeparti i Odsherred har valgt at indstille dele af sin valgkamp på grund af et stigende antal smittede med coronavirus i samfundet.
Det siger DF-borgmesterkandidat Julie Jacobsen til DR Nyheder. Hun er også regionsrådsmedlem i Region Sjælland.
- Vi er super kede af at måtte gøre det, men vi kan simpelthen ikke udholde tanken om potentielt at være smittebærere, når vi deltager i så mange debatter med mange forskellige mennesker, siger hun til DR.
Partiets kandidater vil derfor ikke længere deltage i indendørsdebatter og arrangementer.
Det samme gælder i Vordingborg Kommune, skriver DF-spidskandidat Søren Hansen på Facebook.
- Dansk Folkeparti vil, i den resterende del af valgkampen, ikke være deltagende i paneldebatter eller på anden måde face-to-face-arrangementer, lyder det.
Smitte ved Bogø-møde
Søren Hansen blev søndag testet positiv for coronavirus, efter at han havde været sammen med en smittet kollega. Vedkommende havde deltaget i et vælgermøde på Bogø tirsdag.
Efter mødet er flere kandidater og borgere blevet testet coronapositive, skriver TV2.
Søren Hansen siger til mediet, at han ikke har intentioner om at deltage i paneldebatter og borgermøder med online tilstedeværelse. Han og de andre kandidater fra partiet vil "forsøge at dele deres budskab på Facebook".
- Der er ikke nogen, der har lyst til at få det her. Jeg har ikke det, der minder om et symptom, men der er mange, der bliver hårdt ramt, selvom de er vaccineret, siger Søren Hansen, som selv er vaccineret, til TV2.
Ingen restriktioner fra myndighederne kræver, at partier indstiller dele af valgkampen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.