Øresund hvad nu?

Politikere og embedsmænd fra kommuner og regioner på Sjælland og i Skåne skændes i stedet for at skabe grundlag for en fælles udvikling i Øresundsregionen.

Resultatet bliver efter al sandsynlighed nedlæggelsen af Öresundskomiteen, den fælles samarbejdsorganisation. Dermed vil der ikke længere være noget formaliseret samarbejde på regionalt niveau over sundet om at udvikle en integreret region. Samarbejdet ved Øresund vil blive slået tilbage til start, dvs. til 1993, da komiteen blev etableret.

Baggrunden for samarbejdsproblemerne skal søges i, at en ny generation af embedsmænd og politikere er kommet til magten. De var ikke med til diskutere og erkende perspektiverne og formulere visionerne om at skabe en integreret Øresundsregion tilbage i 1990'erne som et svar på datidens krise.

Muligheden er at skabe en samlet funktionel by bundet sammen af en Øresundsring Helsingborg - Malmö - København - Helsingborg, hvor hver af de tre byer forbindes med tog på 30 minutter og danner ét arbejdsmarked, ét boligmarked, fælles handel og ét fælles kulturliv. Denne ring, der kun gennemløber nogle få af kommunerne i Storkøbenhavn, Nordvestre og Sydsvestre Skåne vil gennemløbe kommuner, der samlet har en befolkning på 1,7 millioner mennesker, der altså direkte forbindes med hinanden med en maksimal køretid på 45 minutter.

Den vil også omfatte universitetet i Lund og ESS, lufthavnen i Kastrup samt de fem kommuner der ligger mellem Helsingør og København. De har samlet 250.000 indbyggere og udgør det danske beslutningstagerland. Perspektivet i en integreret Øresundsregion er realiseringen af synergi og kritisk masse på mange områder.

Lange udsigter for HH-forbindelsen
For Helsingborg og Nordvestskåne betyder den manglende forståelse for mulighederne, at en HH-forbindelse har lange udsigter. Det er den manglende erkendelse af de regionale muligheder, der er den egentlige årsag til at den ikke allerede er anlagt. De foreliggende projektforslag er således netop ikke udarbejdet for at fremme integration over sundet, men alene for at fremme transittrafik.

Faktisk vil de ikke give regionale gevinster. Dermed vil Helsingborg og Nordvestskåne med eller uden fast forbindelse forblive en svensk udkant frem for potentielt at blive en central del af integreret region. Der er derfor behov for at nogen sætter de regionale perspektiver på dagsordenen. HH-projektet skal derfor revideres.

Konsekvensen af ikke at udvikle forbindelserne mentalt og fysisk er, at et fælles arbejdsmarked mellem Helsingborg/Nordvestskåne og København ikke udvikles. Det vil betyde dårligere beskæftigelsesmuligheder for befolkningen i Skåne og der ikke vil heller ikke blive taget initiativer til at fjerne administrative barrierer. Følgerne heraf vil blive meget alvorlige.

Mangel på job i Skåne
Vi befinder os nemlig i en situation, hvor der i de kommende år i Skåne vil opstå mangel på arbejdspladser, mens der på Sjælland vil opstå stor mangel arbejdskraft. Det ville derfor være et helt naturligt mål for Øresundssamarbejdet af skabe de bedst mulige vilkår for pendlere, så man dels kunne skabe fuld beskæftigelse i Skåne og økonomisk vækst på Sjælland, som stort set umuliggøres på grund af den manglende arbejdskraft.

Et fælles arbejdsmarked vil øge både den danske og svenske nationalindkomst. Alternativet bliver fraflytning fra Skåne til andre svenske regioner, dvs. til Stockholm. Helsingborg og Skåne vil gradvis svækkes i en svensk sammenhæng. Man kan stille spørgsmålet, hvorfor man skal markedsføre regionen, hvis man ikke agter at få gang i samarbejder, der fremmer dannelsen af det integrerede arbejdsmarked?

Prisen er altså helt konkret: Arbejdsløshed i Skåne i stedet for fuld beskæftigelse. Stagnation på bekostning af vækst. Er det virkelig det, vi vil?

Cand. polit. Uffe Palludan, direktør i Palludan Fremtidsforskning