Karske betragtninger om ”kåringen” af ugens, kvartalets, årets medarbejder i ny bog om ledelse
1. APR 2008 11.52
”Ikke-anerkendelse eller miskendelse kan være en form for undertrykkelse, der spærrer nogle mennesker inde i en falsk, forvrænget og reduceret eksistensmodus. Et hvert menneskes integritet står og falder med det bifald eller den anerkendelse, vi modtager fra andre!” Så afgørende og stærkt udtrykker nogle af de mennesker, der arbejder med anerkendelsesbegrebet sig. En organisation eller et samfund, der ikke er klar over dette, har ingen udviklingsmuligheder.
Der skrives mange bøger om ledelse med lige så mange forskellige opfattelser af, hvad ledelse handler om. Mange af bøgerne er lette at læse – og måske lige så lette at glemme igen – og derfor reelt spild af tid. Min erfaring viser mig, at ledere bør betragtes som begavede mennesker, der gerne vil sætte sig dybt og nuanceret ind i områder, der er vigtige for dem og deres gerning.
I et stort antal bøger skrives om, hvor vigtig motivation af de ansatte er, og at anerkendelse er en grundsten i opbygningen af motivation. Nu er der udgivet en bog, der beskæftiger sig bredt og på et filosofisk grundlag med begrebet anerkendelse.
Det er Michael Hviid Jacobsen & Rasmus Willigs ”Anerkendelsespolitik”.
Samtidig med at beskæftige sig med den brede anerkendelsespolitik i samfundet – nationalt og globalt, giver den imidlertid også konkret viden om begrebet i virksomhedsmæssig sammenhæng både på og mellem linierne.
Læser man den ud fra ledelsesperspektivet, kan man bruge den fremlagte viden og diskussion til at udvide sin egen horisont i en verden, hvor det er blevet almindeligt at have kontakt med mennesker fra mange kulturer, forskellige religioner og vidt forskellige værdisyn.
Den er i høj grad også relevant for politiske ledere på alle niveauer.
En dybtgående diskussion
Bogen er en – glimrende – oversættelse fra tysk og engelsk af en række forskellige, centrale og skelsættende artikler om anerkendelses – og omfordelingsbegrebet. En del af kapitlerne er gengivelse af en dybtgående diskussion om begrebet, ført af to af forgrundsfigurerne på området: professor i politik og sociologi, Nancy Fraser, New School, New York, USA og professor Axel Honneth, Institut für Sozialforschung, Frankfurt Universitet, Tyskland.
Bogens formål er at introducere nogle af de mest centrale og vigtigste tekster fra teorien til en dansk læserkreds. I meget korte træk handler bogen om, hvem der kæmper om anerkendelse, og hvem anerkendelsen tjener. Hvornår er et krav på eller en fordring om anerkendelse legitim? En diskussion, der gennemsyrer hele samfundet – og er relevant for den enkelte organisation, offentlig eller privat. Redaktørerne af bogen skriver i deres indledning, at det ikke handler om erhvervelsen om mere status, men derimod om manglende eller udebleven anerkendelse på områder, hvor den med rette kunne være tildelt. De siger også meget kontant, at den hær af konsulenter, der i dag rejser en global verden rundt og sælger anerkendelse i metermål, måske hjælper med at udbrede begrebet, men bestemt også medvirker til dets udvanding.
Konsulenterne har opfanget dette menneskelige særtræk – behovet for anerkendelse – og medvirker flittigt til at indrette organisatoriske målsætninger med anvisninger på, hvordan man fastsætter hvilke præstationer på arbejdsmarkedet, der skal give en lige så fastlagt form for anerkendelse. Hørte vi ordet ”kvalitetsreform”?
Målsætningerne, mener redaktørerne er ofte umulige at nå, fordi fleksibilitet, mobilitet og kreativitet, der er blevet orienteringspunkter for den enkeltes præstationer, vanskelig kan sikre anerkendelse, da de i hele deres essens er uden endemål. Her kan man være uenig i synspunkterne. Hvis man i sin anerkendelsespolitik er lige så fleksibel og kreativ, som man opfordrer de ansatte til at være i deres arbejde, kan målsætningerne opnås. Og det er her det halter. Det er fordi, man ikke ser den enkelte ansatte som et enestående menneske, men af administrative årsager etablerer systemer, at det går galt med motivationen. Og det er ikke blot det ene systems fejl. Efter denne anmelders mening er også de stærke lønmodtagerorganisationer medskyldige i denne ensretning i et forkert anvendt lighedsprincip. Det paradoksale er, at vi for at for at opnå den universelle lighed er nødt til at erkende og give status til noget, der ikke er fælles for alle. Og så er det heller ikke nok at man blot bruger ordene fleksibilitet, kreativitet og mobilitet. Man må som ejer/leder også stille de nødvendige ressourcer til rådighed for denne idealtilstand.
I deres indledende kapitel har redaktørerne mange virkelig gode tanker som bør overvejes. Bl.a. har de nogle ganske karske betragtninger om ”kåringen” af ugens, kvartalets, årets medarbejder, som er en grundig overvejelse værd. Måske er alle bedst tjente med at skrotte dette begreb fremover.
Det siges desuden, at de, der sidder med definitionsmagten, også sætter grænserne for og konstruerer anerkendelseshierarkierne. Det er værd at tænke over, for vel især de politiske ledere, som i dag kun meget sjældent har været en del af f.eks. det praktiske arbejdsliv eller har internationale kulturerfaringer og derfor reelt ingen indsigt har i, hvad der for ”almindelige” mennesker opfattes som anerkendelse. Ægte anerkendelse er baseret på samtale, hvorfra der opstår gensidig viden og erkendelse.
I bogens tekster behandles anerkendelsesbegrebet bredt i forhold til kulturer og forskellige samfundsgruppers kamp for og krav på anerkendelse. En samfundsgruppes identitet hænger sammen med anerkendelse eller manglen på samme. Som menneske kan vi alle føle vores identitet bliver formet eller deformeret i løbet af vores kontakt med betydningsfulde andre, som den indflydelsesrige, canadiske filosof, professor emeritus Charles Taylor beskriver det i et af kapitlerne.
Globaliteten og de menneskelige eksistensvilkår
I ”tilgift” får læserne et afsluttende kapitel ”Den store anerkendelseskrig”, som tager udgangspunkt i anerkendelsesproblematikken og den fordelingsmæssige retfærdighed, men i virkeligheden er et yderst begavet og tankevækkende indlæg i globaliseringsdebatten, som enhver leder bør forstå i et bredt perspektiv. Det er skrevet af den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman. Tankerne har betydning for os både som menneske i almindelighed og som deltager på arbejdsmarkedet.
Zygmunt Bauman, der i bog efter bog har analyseret den moderne verdens etiske habitus og specielt konsekvenserne af den post-industrielle udvikling, skildrer og vurderer globaliseringens mindre åbenbare følger. Det der nemlig for nogle forholdsvis få betyder en grænseoverskridende frihed, bliver for mange andre en uønsket, uafværgelig fastlåsning såvel geografisk som økonomisk. Og han påpeger klart, at der ikke findes en endegyldig form for globalisering. Der kan i den forbindelse også henvises til de konstruktive tanker om værdien af globaliseringen af viden, som Amartya Sen giver udtryk for i sin læseværdige bog: ”Identitet og Vold”, Informations Forlag 2007.
Dette er en bog, der beskæftiger sig bredt filosofisk – men samtidig meget konkret – med den brede anerkendelsespolitik i samfundet – globalt. Den hører ikke til de let læste bøger med et forenklet svar på de problemer, ledere står over for, men set i et lederperspektiv giver den læseren inspiration til at se sig selv og sine medarbejdere og øvrige kontakter i samfundet som selvstændige mennesker med krav på individuel, gensidig anerkendelse.
Michael Hviid Jacobsen & Rasmus Willig (red.):
”Anerkendelsespolitik”;
Syddansk Universitetsforlag, Odense 2008-03-24
186 s., hft., stikordsreg., litt.liste.
ISBN 978-87-7674-225-6.
Kr. 198,00, inkl. moms.
Der skrives mange bøger om ledelse med lige så mange forskellige opfattelser af, hvad ledelse handler om. Mange af bøgerne er lette at læse – og måske lige så lette at glemme igen – og derfor reelt spild af tid. Min erfaring viser mig, at ledere bør betragtes som begavede mennesker, der gerne vil sætte sig dybt og nuanceret ind i områder, der er vigtige for dem og deres gerning.
I et stort antal bøger skrives om, hvor vigtig motivation af de ansatte er, og at anerkendelse er en grundsten i opbygningen af motivation. Nu er der udgivet en bog, der beskæftiger sig bredt og på et filosofisk grundlag med begrebet anerkendelse.
Det er Michael Hviid Jacobsen & Rasmus Willigs ”Anerkendelsespolitik”.
Samtidig med at beskæftige sig med den brede anerkendelsespolitik i samfundet – nationalt og globalt, giver den imidlertid også konkret viden om begrebet i virksomhedsmæssig sammenhæng både på og mellem linierne.
Læser man den ud fra ledelsesperspektivet, kan man bruge den fremlagte viden og diskussion til at udvide sin egen horisont i en verden, hvor det er blevet almindeligt at have kontakt med mennesker fra mange kulturer, forskellige religioner og vidt forskellige værdisyn.
Den er i høj grad også relevant for politiske ledere på alle niveauer.
En dybtgående diskussion
Bogen er en – glimrende – oversættelse fra tysk og engelsk af en række forskellige, centrale og skelsættende artikler om anerkendelses – og omfordelingsbegrebet. En del af kapitlerne er gengivelse af en dybtgående diskussion om begrebet, ført af to af forgrundsfigurerne på området: professor i politik og sociologi, Nancy Fraser, New School, New York, USA og professor Axel Honneth, Institut für Sozialforschung, Frankfurt Universitet, Tyskland.
Bogens formål er at introducere nogle af de mest centrale og vigtigste tekster fra teorien til en dansk læserkreds. I meget korte træk handler bogen om, hvem der kæmper om anerkendelse, og hvem anerkendelsen tjener. Hvornår er et krav på eller en fordring om anerkendelse legitim? En diskussion, der gennemsyrer hele samfundet – og er relevant for den enkelte organisation, offentlig eller privat. Redaktørerne af bogen skriver i deres indledning, at det ikke handler om erhvervelsen om mere status, men derimod om manglende eller udebleven anerkendelse på områder, hvor den med rette kunne være tildelt. De siger også meget kontant, at den hær af konsulenter, der i dag rejser en global verden rundt og sælger anerkendelse i metermål, måske hjælper med at udbrede begrebet, men bestemt også medvirker til dets udvanding.
Konsulenterne har opfanget dette menneskelige særtræk – behovet for anerkendelse – og medvirker flittigt til at indrette organisatoriske målsætninger med anvisninger på, hvordan man fastsætter hvilke præstationer på arbejdsmarkedet, der skal give en lige så fastlagt form for anerkendelse. Hørte vi ordet ”kvalitetsreform”?
Målsætningerne, mener redaktørerne er ofte umulige at nå, fordi fleksibilitet, mobilitet og kreativitet, der er blevet orienteringspunkter for den enkeltes præstationer, vanskelig kan sikre anerkendelse, da de i hele deres essens er uden endemål. Her kan man være uenig i synspunkterne. Hvis man i sin anerkendelsespolitik er lige så fleksibel og kreativ, som man opfordrer de ansatte til at være i deres arbejde, kan målsætningerne opnås. Og det er her det halter. Det er fordi, man ikke ser den enkelte ansatte som et enestående menneske, men af administrative årsager etablerer systemer, at det går galt med motivationen. Og det er ikke blot det ene systems fejl. Efter denne anmelders mening er også de stærke lønmodtagerorganisationer medskyldige i denne ensretning i et forkert anvendt lighedsprincip. Det paradoksale er, at vi for at for at opnå den universelle lighed er nødt til at erkende og give status til noget, der ikke er fælles for alle. Og så er det heller ikke nok at man blot bruger ordene fleksibilitet, kreativitet og mobilitet. Man må som ejer/leder også stille de nødvendige ressourcer til rådighed for denne idealtilstand.
I deres indledende kapitel har redaktørerne mange virkelig gode tanker som bør overvejes. Bl.a. har de nogle ganske karske betragtninger om ”kåringen” af ugens, kvartalets, årets medarbejder, som er en grundig overvejelse værd. Måske er alle bedst tjente med at skrotte dette begreb fremover.
Det siges desuden, at de, der sidder med definitionsmagten, også sætter grænserne for og konstruerer anerkendelseshierarkierne. Det er værd at tænke over, for vel især de politiske ledere, som i dag kun meget sjældent har været en del af f.eks. det praktiske arbejdsliv eller har internationale kulturerfaringer og derfor reelt ingen indsigt har i, hvad der for ”almindelige” mennesker opfattes som anerkendelse. Ægte anerkendelse er baseret på samtale, hvorfra der opstår gensidig viden og erkendelse.
I bogens tekster behandles anerkendelsesbegrebet bredt i forhold til kulturer og forskellige samfundsgruppers kamp for og krav på anerkendelse. En samfundsgruppes identitet hænger sammen med anerkendelse eller manglen på samme. Som menneske kan vi alle føle vores identitet bliver formet eller deformeret i løbet af vores kontakt med betydningsfulde andre, som den indflydelsesrige, canadiske filosof, professor emeritus Charles Taylor beskriver det i et af kapitlerne.
Globaliteten og de menneskelige eksistensvilkår
I ”tilgift” får læserne et afsluttende kapitel ”Den store anerkendelseskrig”, som tager udgangspunkt i anerkendelsesproblematikken og den fordelingsmæssige retfærdighed, men i virkeligheden er et yderst begavet og tankevækkende indlæg i globaliseringsdebatten, som enhver leder bør forstå i et bredt perspektiv. Det er skrevet af den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman. Tankerne har betydning for os både som menneske i almindelighed og som deltager på arbejdsmarkedet.
Zygmunt Bauman, der i bog efter bog har analyseret den moderne verdens etiske habitus og specielt konsekvenserne af den post-industrielle udvikling, skildrer og vurderer globaliseringens mindre åbenbare følger. Det der nemlig for nogle forholdsvis få betyder en grænseoverskridende frihed, bliver for mange andre en uønsket, uafværgelig fastlåsning såvel geografisk som økonomisk. Og han påpeger klart, at der ikke findes en endegyldig form for globalisering. Der kan i den forbindelse også henvises til de konstruktive tanker om værdien af globaliseringen af viden, som Amartya Sen giver udtryk for i sin læseværdige bog: ”Identitet og Vold”, Informations Forlag 2007.
Dette er en bog, der beskæftiger sig bredt filosofisk – men samtidig meget konkret – med den brede anerkendelsespolitik i samfundet – globalt. Den hører ikke til de let læste bøger med et forenklet svar på de problemer, ledere står over for, men set i et lederperspektiv giver den læseren inspiration til at se sig selv og sine medarbejdere og øvrige kontakter i samfundet som selvstændige mennesker med krav på individuel, gensidig anerkendelse.
”Anerkendelsespolitik”;
Syddansk Universitetsforlag, Odense 2008-03-24
186 s., hft., stikordsreg., litt.liste.
ISBN 978-87-7674-225-6.
Kr. 198,00, inkl. moms.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.
