Aftalen om budgettet for 2009 falder i to områder. Et forlig om anvendelsen af energipengene, 850 millioner kroner, som Odense Kommune fik ved salget af Odense Energi i maj 2008 og som skal fordeles over de kommende ti år. Herudover et forlig om det ordinære drifts- og anlægsbudget, der udgør en værdi af 491 millioner kroner og skal udmøntes over de næste fire år.
Anlægsområdet får et betragteligt løft, heder det i en pressemeddelelse fra borgmester Jan Boye (K) - kort før den endelige aftale bliver indgået.
Bl.a. afsættes, der 225 millioner til renovering og vedligehold af skoler og daginstitutioner, fritidsanlæg og plejehjem. Og så tilføres der 190 millioner kroner til udbygning af dagpasningsområdet. De mange penge fra salget af Odense Energi øremærkes dels disse investeringer, samt de meget store byudviklingsprojekter herunder lukningen af Thomas B. Thriges Gade.
I forhold til driftsbudgettet etableres en særlig pulje på 20 millioner kroner, der hovedsageligt skal dække det meget store underskud på kontoen for anbringelser af børn og unge, samt behovet for tilførelse af yderligere kapital til den kollektive trafik og trafikselskabet Fynbus, samt dækning af udgifter i forbindelse med udbudsforretningen omkring Infra Service.
Energipengene fordeler sig med 600 millioner kroner til en styrkelse af kerneområderne og 250 millioner kroner til byudvikling. Begge indsatser skal være med til at sikre indfrielsen af Vision Odense – At lege er at leve, der blev vedtaget i april måned.
To meget synlige og konkrete indsatser, der nyder godt af årets budgetforlig er etableringen af en cykelarena til en værdi af 45 millioner kroner og så skal en pulje på 100 millioner kroner gøre gavn i Odenses forstæder.
En særlig pulje skal give råderum for en fornyelsesstrategi, der skal sikre optimal service indenfor de givne rammer. Det sker ved at frigøre ressourcer gennem arbejde med innovation og nye måder at organisere og strukturere Odense Kommune på. Det handler f.eks. om indførelse af ny teknologi, analyser af nuværende strukturer, f.eks. på skoleområdet.
Odense Cykelby
Odense som bæredygtig og miljørigtig by tilgodeses også i aftalen med fokus på miljøhandlingsplan og velfærdsteknologi for i alt 20 millioner kroner.
Andre konkrete områder, der kan realiseres og styrkes med budgetaftalen er en styrkelse af Odense Cykelby, fitnessredskaber/legepladser i midtbyen for børn og voksne samt flytning af busserne fra Vestergade.
- I år er vi en ganske særlig situation i forhold til mange andre kommuner. Dels har vi et provenu at fordele i forbindelse med det ordinære budget og dels har vi en meget stor sum fra salget af Odense Energi. Det er positivt og et særdeles gunstigt udgangspunkt for Odense. Jeg ser vores udspil til budgetaftalen, som den ramme, der bedst udnytter denne situation.
Med dette bud på en aftale tilgodeser vi både de store anlægsinvesteringer og de ressourcer, der er helt nødvendige for at opretholde det høje velfærdsniveau, vi har i Odense. Derfor har jeg en forventning om, at vi igen får et budgetforlig med en meget bred tilslutning, siger Jan Boye.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.