
KØBENHAVN: "I Sophies fravær bliver verdens bedste Lars Weiss overborgmester."
Sådan skrev Laura Rosenvinge (S), politisk S-ordfører i Borgerrepræsentationen, tidligere i dag på Facebook, og senere bekræftede hun over for Berlingske, at Lars Weiss indsættes som konstitueret overborgmester.
Men hvis man spørger den konservative børne- og ungdomsborgmester, Jakob Næsager (K), er det langtfra givet, at Weiss bliver overborgmester frem til 31. december næste år efter KV25.
Ifølge Næsager skal Lars Weiss være fungerede overborgmester indtil 19. september. Her skal der være et ordinært møde i Borgerrepræsentationen, hvor overborgmesteren for resten af perioden endeligt skal udpeges, siger han til Ritzau.
- Min tilgang til konstitueringsgruppen vil være, at vi giver os god tid. Jeg har ingen hast med at få udpeget en ny overborgmester, siger han.
"Tager magten for givet"
Også De Radikales gruppeforperson, Christopher Røhl, siger, at det ikke er givet, hvem der fortsætter som overborgmester. Han er utilfreds med, at S har meldt ud, at Weiss tager over, uden først at tale med de øvrige konstitueringspartier.
- Det er et udtryk for, at Socialdemokratiet endnu en gang tager magten lidt for givet, siger han til DR.
Konstitueringsaftalen i København efter KV21 blev indgået mellem samtlige partier undtagen Nye Borgerlige. Socialdemokratiet bevarede overborgmesterposten, selv om Enhedslisten havde fået flere stemmer. Til gengæld fik S kun den ene borgmesterpost, mens EL fik to, og SF, K, V og R fik hver én.
Samtlige borgmestre på rådhuset i København er torsdag mødtes uden deltagelse af Socialdemokratiet for at diskutere den nye situation. Ifølge TV2 Kosmopol er man i gang med at undersøge juraen i, hvorvidt Socialdemokratiet har retten til at udpege en ny overborgmester.
Kl. 17.30 i aften er der møde i Borgerrepræsentationen, men her er sagen ikke på dagsordenen.
"Kluntet håndtering"
Professor i kommunalpolitik Ulrik Kjær kalder overfor TV 2 Kosmopol udmeldingen fra Socialdemokratiet for "kluntet".
- Socialdemokratiet kan foreslå Lars Weiss, men det skal de tale med de andre partier om. Har Socialdemokratiet det absolutte flertal på Rådhuset? Nej, det har de ikke. Derfor kan de heller ikke bruge den formulering, de er kommet med. De skulle nok bare have sagt, at de peger på Lars Weiss som overborgmester.
Ulrik Kjær understreger dog, at der i Danmark er tradition for, at man vælger en afløser fra samme parti, når man skifter borgmester midt i en valgperiode, som det er tilfældet her.
- Det er sjældent, man vil åbne spillet og forhandlingerne midt i en periode, men det kan ikke udelukkes. Normalt vil man ikke bruge det som en anledning til at åbne en konstitueringsforhandling igen. Det er sket, men det sker ret sjældent, siger professoren.
Rosenkrantz-Theil håber på 2026
Udmeldingen om Weiss' mulige overtagelse af overborgmesterkontoret kom i kølvandet på dagens ministerrokade, hvor Sophie Hæstorp Andersen blev udnævnt som social- og boligminister efter Pernille Rosenkrantz-Theil (S), som til gengæld går efter posten som overborgmester efter næste valg.
Først skal Rosenkrantz-Theil vælges af Socialdemokratiet i København som partiets spidskandidat. Tidligere på året blev Sophie Hæstorp Andersen genvalgt som spids, men nu skal partiet altså igennem en ny valgprocedure
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.