Kurven over antallet af patienter i psykiatrien er de seneste år kun gået én vej, og det er opad. I børne- og ungdomspsykiatrien er antallet af patienter steget med hele 33 pct. fra 2011 til 2015. Det betyder, at midlerne der er til rådighed pr. psykiatrisk patient under 19 år er faldet med 13 pct. over de fire år. Det skriver Information.
Selv i 2015, hvor psykiatrien fik tilført en del af de ekstra 2,2 mia. kr. fra satspuljen, var der færre penge til rådighed pr. patient. Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen og Danske Regioner.
Birgit Elgaard, der er landsformand for Bedre Psykiatri, mener, at udviklingen risikerer at gå hårdt ud over kvaliteten af behandlingen i børne- og ungdomspsykiatrien:
- Det er vildt bekymrende. Som det er nu, så producerer systemet flere syge børn, fordi børnene ikke får den rette behandling, siger Birgit Elgaard.
Bekræfter opfattelsen hos ansatte
Også Anne Marie Råberg Christensen, der er overlæge i børne- og ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden og formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, er bekymret. Hun siger, at tallene bekræfter opfattelsen blandt de ansatte af, at der er kommet flere patienter, mens økonomien ikke er fulgt med.
- Når der bliver færre penge og flere patienter, så kan man effektivisere forløbene til en vis grad, og det har vi også været igennem. Men det er klart, at man når et smertepunkt. Det er ikke holdbart, hvis det bliver ved, siger hun.
Psykiatripakken er oversolgt
De nye tal kommer efter, at 50 ansatte i børne- og ungdomspsykiatrien for nylig sendte et åbent brev til politikere og beslutningstagere i sundhedsvæsenet, hvor de advarede om, at effektiviseringer i psykiatrien forringer hjælpen til psykisk syge børn.
Sundhedsøkonom i KORA Jakob Kjellberg påpeger, at tallene ikke i sig selv siger noget om kvaliteten af behandlingen i psykiatrien. Formand for Danske Regioner, Bent Hansen, mener endnu ikke, det er gået ud over kvaliteten, at der er færre penge pr. patient.
Men det vil ske, hvis udviklingen fortsætter, siger han og tilføjer, at politikerne har 'oversolgt' psykiatripakken:
- Et løft over fire år på knap tre pct. er ikke særlig stort. Det er selvfølgelig velkomment, men at udlægge det, som om at man har løst alle problemer i psykiatrien, ville være forkert, siger Bent Hansen.
Hvad har vi fået for pengene?
Som dknyt tidligere har skrevet om, rettede Sundhedsminister Sophie Løhde (V) i weekenden en kraftig kritik af regionerne, da hun ikke mener at kunne se, hvad regionerne har brugt de ekstra tilførte psykiatri-penge fra satspuljen på.
I en mail til Information skriver hun at 'når vi i satspuljekredsen sætter 2,2 mia. kr. ekstra af til psykiatrien, så sker det naturligvis med en klar forventning om, at både patienter og sundhedspersonale vil opleve et løft. Det giver selvfølgelig anledning til at spørge, hvad vi rent faktisk har fået for pengene.'
Ministeren fastholder dermed weekendens kritik, selvom Danske Regioner har fremlagt data fra en kommende rapport, der viser, hvad de har brugt pengene på. Sophie Løhde har imidletid sat Sundhedsdatastyrelsen i gang med at indhente yderligere data, så ministeret kan få et ensartet overblik over psykiatrien, og hun har desuden indkaldet satspuljepartierne til en drøftelse om, hvorvidt regionerne har brugt pengene godt nok.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.