Psykiatrien risikerer høj belastning efter corona

Antallet af personer, der henvises til udredning på mistanke om psykisk sygdom, er faldet under epidemien.

Faldet i henvisninger til psykiatrien må forventes at være af midlertidig varighed og normaliseres, når smittefaren er drevet over og/eller en vaccine er udviklet. Reelt ved vi ikke, hvor længe en såkaldt midlertidig tilstand vil vare. Vurderet på baggrund af faldet i indlæggelser i sekundær sundhedssektor er der grund til en smule optimisme. Men meget afhænger fortsat og længe af hele samfundets adfærd i forhold til at holde smittespredning i ave.

Herefter vil normale tilstande indtræde i forhold til tilgangen til psykiatrien – i bedste fald. Der er nemlig en risiko for en større belastning af psykiatrien efter epidemien, sammenlignet med belastningsgraden i årene forud for epidemien.

Fra de praktiserende læger oplyses, at mange af deres patienter med psykiske problemer ikke kontakter dem i samme omfang som før epidemien. Det kan skyldes, at nogle psykisk syge borgere holder sig væk af frygt for smitte. Nogle udskrives også tidligere. Andre af psykiatriens kendte patienter behandles ambulant. Der gøres i større udstrækning end nogensinde brug af telepsykiatri.

Knud Kristensen, som er landsformand i Sind, oplister tre grupper i psykiatrien, som ikke for øjeblikket belaster den stationære behandlingskapacitet: Dem, der udskrives, fordi de er i stor smittefare, og derfor hellere skal have hjemmebehandling. Så er der en gruppe, som selv lader sig udskrive, fordi de ikke kan få besøg (på sygehuset). Endelig er der en tredje gruppe, som er det værste tilfælde. Det er de nye syge, som bliver ramt af psykisk sygdom nu, men som ikke bliver opdaget, enten fordi de ikke selv opsøger hjælp, eller fordi de er isoleret socialt.

Det vil betyde, at problemet og dermed behandlingen (og behandlingspresset) skubbes foran. Men det betyder også, at de, som længe går med uopdaget psykisk sygdom, bliver mere syge og dermed sværere og mere ressourcekrævende at behandle.

Nedlukningen af samfundet

Der er aktuelt tale om en nedlukning af samfundet og begrænsninger i den grundlovssikrede forsamlingsfrihed. Sårbare familier bliver mere sårbare under nedlukningen. I familier med sociale problemstillinger, misbrug eller vold, kan en langvarig lukning af skoler og sportsforeninger med mulig samtidig lediggang give sociale udfordringer med risiko for familiens og børnenes trivsel og psykiske velbefindende.

Personer med tegn på psykisk sygdom henvises i mindre omfang til de psykiatriske afdelinger og akuttilbud på sygehusene, formentligt fordi de ikke henvender sig til deres praktiserende læge.

Der er tale om en utilsigtet nedgang i aktiviteten som følge af færre henvisninger. Tidsfaktoren ved en epidemi skal tages alvorligt, da udsættelse af behandling over en længere tidshorisont er problematisk både for den enkelte og for folkesundheden, da mange tilstande ikke, heller ikke psykiske sygdomme, vil kunne udskydes over længere tid.

Nedlukningen af samfundet indebærer en form for isolering, en social isolering.

De psykiske konsekvenser ved social isolation

Lider man af angst, depression eller anden psykisk sygdom, kan isolation være en næsten umenneskelig prøve. Mange er karantæneramte, flere hjemsendte. Endelig er en stor gruppe i risiko for, at smitte er decideret livstruende. De vælger selvisolering uden at komme udenfor hjemmet.

Corona krisen rummer mange af de elementer, som påvirker menneskers psykiske velvære negativt. Vi er mere alene, mange frygter virussen, og ingen ved, hvornår pandemien ender. Vi udsættes ikke for vanlige og for mange af os nødvendige sociale stimuli. For ekstroverte, der har stort behov for at være sammen med andre mennesker og have et stort aktivt netværk, er situationen ekstra belastende. Der kan komme reaktioner som følge af social distancering. Følgevirkningerne kan være koncentrations- og hukommelsesbesvær, manglende tidsfornemmelse og en større tilbøjelighed til at undgå sociale relationer bagefter.

Med en pandemi som corona-virus er vi stillet over for en fjende, vi ikke kan se, hvis varighed er uvis, og som den enkelte har svært ved at forsvare sig imod.

De psykisk sårbare er særligt udsatte. Der er endnu en ting at bekymre sig om, og der er meget uvished. Det er både frygten for, at man selv eller ens nærmeste bliver syge, og den sociale isolation, der belaster psyken. Når man mister den fysiske kontakt til sit netværk, går det ud over det generelle mentale helbred. Der er meget mere tid til bekymring, og så trives angsten desværre bedre.

Terror gav stress

At det skulle være tilfældet bakkes op af tidligere forskning, som peger på, at voldsomme udefrakommende begivenheder kan få konsekvenser for vores psykiske helbred.

Forskningsresultater fra tidligere studier af alvorlige epidemier som f.eks. H1N1 (fugleinfluenza), Ebola, SARS og MERS har vist langsigtede indvirkninger på trivsel og risiko for senere udvikling af psykiske lidelser i form af bla. langvarige stressreaktioner og traumer. Men også studier af traumatiske begivenheder som terrorangrebet på World Trade Center 9/11 2001 og massakren på Utøya 10 år senere, har vist at patienterne holdt sig væk i forløbet, men at de kom retur mere syge med akutte belastningsreaktioner.

I 2016 viste dansk forskning således, at terrorangrebene i USA den 11. september 2001 var en stærkt medvirkende årsag til, at der et år efter var sket en stigning i antallet af nye tilfælde af traume- og stressfremkaldt angst i Danmark på 16 pct.

Nye stressfaktorer

Overalt i landet sidder karantæneramte alene i sommerhuse, endnu flere er kollektivt isoleret med familien i hjemmet, og en særlig gruppe er afsondret under hospitalsindlæggelse.

Der er for øjeblikket tale om en moderat isolering, som kan udløse forskellige psykologiske reaktioner. Borgere kan få isolationssyndromer, der kan ramme både kognitivt, følelsesmæssigt og fysisk. Isolering kan udløse uregelmæssigheder for den enkelte, som kan være svære at håndtere og påvirker det psykiske velbefindende.

Det gælder også dem der oplever en form for kollektiv isolation med deres familie eller bofæller. De kan blive stressede af nogle andre faktorer end dem, der er alene. Mange hjemsendte skal være forældre, samtidig med at de skal arbejde hjemmefra og måske fungere som hjælpelærer for de skolesøgende barn. Det er en udfordring for forældreskabet, parforholdet, men også børnene, der skal forholde sig til en situation de ikke kender, nemlig forældre, der opfører sig anderledes end de plejer, når alle hjemme. Og usikkerheden om hvor længe den nuværende situation varer, er også en bekymringsfaktor.

Specialkonsulent, cand.scient.adm. Lars Engelbrektsen, indehaver af 'Helleskov Research – individet i organisationen'