Ud fra seks konkrete parametre skal landets kommuner fremover hjælpe fattige og udsatte mennesker bedre, end det sker i dag, skriver Politiken.
- Fattigdom handler ikke kun om penge. Det handler også om de sociale problemer, fattige mennesker og deres børn oplever, og de problemer vil vi gerne sætte bedre ind mod. Men løsningen er ikke at sende en større check, siger socialordfører Vivi Kier (K).
De seks parametre, som myndighederne fremover skal have fokus på:
- Hvis man har været på nedsat ydelse fra det offentlige i mere end 12 måneder, uanset om det er starthjælp eller kontanthjælp.
- Hvis man får en diagnose på en psykisk sygdom.
- Hvis man har et misbrug af alkohol eller stoffer.
- Hvis et barn får et stort fravær fra skolen.
- Hvis kommunen får kendskab til en sag om dårlig behandling af børn i en familie.
- Og hvis en borger ufrivilligt mister sin bolig.
Ifølge regeringen er det ude i kommunerne, at de fattige skal spottes og hjælpes mere effektivt. Og partierne er indstillet på at bruge flere penge på indsatsen. Der kan i situationer være brug for en mere håndholdt indsats fra kommunens side. Når kommunen oplever et af de seks parametre, så skal der tænkes fattigdom ind, når man går i gang med at hjælpe borgeren.
- Det handler ikke om, at vi skal købe flere julegaver i december. Det får vi ikke færre fattige af i Danmark. Men hvis kommunerne har behov for flere penge til at løfte indsatsen i forhold til de seks parametre, så er jeg indstillet på, at vi skal finde pengene, siger Vivi Kier.
Socialdemokraterne har ikke selv lagt sig fast på en model for fattigdomsgrænse, men partiet har lovet, at det vil indføre en officiel fattigdomsgrænse, hvis det kommer i regering.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.