
En tredje Limfjordsforbindelse, nye motorveje til Kalundborg og Hillerød samt undersøgelse af en fast forbindelse mellem Als og Fyn og færdiggørelse af det største anlægsprojekt i Aarhus Kommune - Marselistunnelen.
Det er nogle af de elementer, som regeringen torsdag vil præsentere i et udspil til en styrkelse af den danske infrastruktur for de næste mange år.
Det skriver TV2, som har fået indblik i dele af, men ikke hele udspillet.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) siger til TV2, at regeringens plan både handler om at styrke den kollektive trafik og om at lave flere og bedre veje til bilerne.
- Det er en samlet plan for hele Danmark, hvor vi ønsker at styrke infrastrukturen. Uanset om man bor i byen eller på landet, skal man kunne komme frem, siger Benny Engelbrecht til tv-stationen.
Gengangere fra tidligere aftale
Udspillet fra regeringen kommer to år efter, at den daværende V-LA-K-regering og Dansk Folkeparti blev enige om en samlet plan til 112 mia. kr.
Planen nåede dog aldrig at blive til virkelighed, da det politiske flertal skiftede i forbindelse med folketingsvalget i sommeren 2019.
TV2 skriver, at flere af elementerne i den nuværende regerings udspil er gengangere fra aftalen mellem V-LA-K-regeringen og Dansk Folkeparti. Det drejer sig blandt andet om den nye Limfjordsforbindelse og motorvejene til Kalundborg og Hillerød.
Regeringen præsenterer den samlede plan torsdag klokken 12. Herefter skal regeringen forhandle en aftale på plads med et flertal i Folketinget.
Også DR har fået indblik i dele af udspillet og talt med regeringens støttepartier SF og Enhedslisten om planen.
Fra begge partier er der flere kritikpunkter til udspillet. Blandt andet mener de ikke, at ønsket om flere motorveje kommer til at tilgodese klimaet, som ligger de to partier på hjerte.
- Man kan ikke bare poste en hel masse penge ud i mange nye motorveje, uden at det også går ud over klimaet, siger Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, til DR.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.