
På baggrund af TV 2-dokumentaren "Den sorte svane" inviterer regeringen nu Folketingets partier til møde om, hvordan indsatsen mod den slags kriminalitet, der vises i dokumentaren, kan forbedres.
Mødet foregår mandag kl. 11-12 i Justitsministeriet. I en pressemeddelelse fra ministeriet oplyses det, at der blandt andet skal diskuteres emner som hvidvask og skatteunddragelse.
Flere af regeringens ministre vil deltage i mødet, fremgår det desuden. Der fortælles dog ikke noget om, hvilke tiltag der konkret kan være på bordet.
I dokumentaren afsløres omfattende kriminalitet som hvidvask og svindel med bortskaffelse af forurenet jord. Det sker via skjulte optagelser og en muldvarp i det kriminelle miljø.
Forslag efterlyses
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har reageret med vrede og forargelse på de ting, der kommer frem. Han er ikke kommet med bud på konkret politik endnu. Men han har givet udtryk for, at han er lutter øren over for forslag.
For der findes såkaldte muliggørere fra samfundets top i alle brancher, sagde han, da dokumentaren udkom i slutningen af maj.
- Vi er nødt til at forstå, at muliggørere fra samfundets top assisterer hærdede kriminelle med at hvidvaske penge, sagde Peter Hummelgaard.
Dokumentaren har fået konsekvenser for en række personer. Advokat og tidligere partner i firmaet Horten, Nicolai Dyhr, er blevet fyret og undersøges nu af Advokatrådet. Advokat Lise Roulund er blevet politianmeldt af Advokatrådet. Senest har Advokatrådets formand, Martin Lavesen, undskyldt til regeringen.
- Vi forstår godt, hvis der er rejst spørgsmål ved advokaters rolle, og om tilsynet med advokater er godt nok, udtalte Martin Lavesen torsdag.
Kommunalpolitiker i Køge Erik Swiatek (S) har desuden trukket sig som lokal gruppeformand for Socialdemokratiet, og miljøanalytiker Benny Østerø er blevet politianmeldt. Det samme er ejendomsudvikler Martin Odgaard.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.