KRONIK: - I økonomiforhandlingerne kan Regeringen enten bevillige de nødvendige midler til de løfter, de er så glade for at udstede på kommunernes vegne, eller også kan de begrænse de mange løfter, skriver Arne Ebsen (T)
Af Arne Ebsen
'Politiet tager ikke telefonen efter kl. 16' skriver Fyns Amts Avis på forsiden d. 07. maj. I Information kan man samme dag læse: '… politi og politikere har været alt for optimistiske i deres udmeldinger om, hvad reformen ville føre med sig,' siger forsker ved CBS, Rex Degnegaard, der har fulgt politireformen i hele forløbet.
Vi lever i en reformtid, i flæng kan nævnes, at der siden regeringen overtog roret i 2001, har været tale om: kommunalreform, gymnasiereform, retsreform, politireform, skattereform, arbejdsmarkedsreform og kvalitetsreform for nu blot at nævne nogle af de væsentligste. Undervejs er vi såmænd også blevet begavet med en sundhedspakke, strafpakker, bankpakker og ja bandepakker. Forklar mig lige, hvordan man pakker den sidstnævnte ud.
Det er ikke alene på det indholdsmæssige plan, at der er sket en devaluering. Også det danske sprog har med den nuværende regering undergået en ændring, som ovenstående forhåbentlig tydeliggør - ikke er til det bedre. En tredje faktor hvor regeringspartierne har haft held til at forringe rigets almindelige tilstand er den moralske. 'Sjældent har så mange svindlet så meget i så lang tid, uden det har haft konsekvenser for dem', kunne man fristes til at konstatere med en lettere omskrivning af en betydningsfuld englænders velkendte ord.
Dygtigt spin
Jeg behøver vel ikke sige mere end Lars Løkke Rasmussen og overbetalingen til landets private sygehuse, bilagssagerne etc. Eller Kristian Jensen og grundlovsbrud eller det hav af regninger, der gennem tiden er blevet betalt for partiet Venstre af forskellige ministerkontorer, eller Bendt Bentsen, eller..
Symptomatisk for den siddende regering har det været, at dens gerninger stort set har været rettet mod fortiden. Det gjaldt om at få gjort op med årtiers øllebrødsbarmhjertighed, rundkredspædagogik og tossegodhed. Det krævede en fast hånd, et stålsat blik og retorisk snilde, hvor alt er blevet pakket ind i floromvundne vendinger, der i en lind strøm er sevet ud af forskellige ministres munde: fremtidssikret…, århundredets største…, nu må vi se fremad…, fast og fair…, ikke noget at komme efter…, retfærdig.., robust økonomi.., det går bedre i Danmark end nogensinde – nå den er nok lidt slidt.
Dygtige spindoktorer har sikret, at de rette sager kommer til offentligheden kendskab, mens snavset skal graves frem af tålmodige journalister. Stilles den ansvarlige minister endelig til regnskab, ja så forlyder det ofte fra ministerens pressemedarbejder, at den pågældende enten ingen kommentarer har. Det synes jo lidet troværdigt, når der ellers flyder en lind strøm af pressemeddelelser ud fra ministeren, gerne med locations, hvor den pågældende kan tage sig godt ud både i ord og billede: fx en statsminister i skjorteærmer blandt børnene på en multietnisk skole i Odense.
To typer af politikere
Efter min opfattelse findes der to typer af politikere: Den, der sætter sig i spidsen og forsøger at inddrage borgeren i en proces mod en målsætning og dén, der småsnakkende går midt i folkemængden og forsøger at lytte sig til de mest hensigtsmæssige synspunkter. Lad os blot benævne dem optimisten og opportunisten. I den nuværende regering har vi et underligt miks af de to. Vi har en regering, der signalerer handlekraft og mål på overfladen, men som dybest set alene er en reaktion på fortiden, og som sådan lytter til smalltalken på midtbanen.
Det latente oprør mod de kulturradikale, parnasset, 68-romantikerne osv., som i årevis har fundet grobund i Dansk Folkeparti er blevet gangbar. Men nu med tidligere tiders borgerlige anstændighed spændt for vognen. For selvom regeringen gerne vil demonstrere udsyn og vision, ja så kommer den ikke rigtig ud af stedet, så længe dens handlefrihed er deponeret hos DF. Strategien var vel, at pianisterne skulle kvæles i ansvar, i stedet er de vokset og har i stadig højere grad formået at tiltage sig dagordenen. Det har lidt været som at invitere gøgen ind i reden.
Trods store ord og fedt flæsk glider det ikke længere i olie, den olie der i årevis har givet regeringen mulighed for at lege julemænd for 'skatteplagede' danskere. Realiteterne er ved at indhente selv fortiden. Se på madordningen i dagpasningen, hvor forældrene nu skal opleve, at deres børn skal have en måske både dyrere og dårligere madordning i institutionerne. Ikke ud fra sundhedsfaglige synspunkter, men ud for en populistisk forestilling om, at hvis bare vi smører leverpostej ud over det hele, ja så glemmer forældrene nok, hvad det var, vi egentlig lovede dem. Oprindeligt var forslaget jo blot en forsøg på at dæmme op for et flankeangreb fra oppositionen, nu hænger alle landets kommuner i stedet på en ikke gennemarbejdet lov, som selv regeringspartiernes folk, både internt i det kommunale system, men så sandelig også på Christiansborg er begyndt at undsige. 'Hastværk bliver ofte til lastværk.'
Hvad med løfterne?
Hvem var ansvarlig minister for landets største reform? – netop den nuværende statsminister, der på trods af en betragtelig årrække på det kommunalpolitiske område formåede at negligere erfaringerne fra den foregående kommunalreform, hvor der blev brugt 10 års forberedelse og hvor der var en god dialog, som forudsætning for en vellykket gennemførelse. Det var før den tid, hvor hastighed blev lig med kvalitet og duelighed.
Det er måske ikke så sært, at mange politifolk i dag har svært ved at se sig selv i spejlet med uniform på. Det er nemlig dem, der i dagligdagen må lytte til de utilfredse borgere, der ikke forstår, hvorfor alle løfterne ikke bliver til virkelighed. Så hvis ikke de skal lande langt nede i sølet sammen med så mange andre reformlidte og reformslidte, så skal ansvarligheden nok øges ganske betragteligt blandt regeringspartierne, ikke kun i ord men nok så meget i handling.
Forude venter forhandlingerne om det kommende års budget for kommunerne. Her er en mulighed for at vise handlekraft for regeringens medlemmer. Enten kan de bevillige de nødvendige midler til de løfter, de er så glade for at udstede på kommunernes vegne eller også kan de begrænse de mange løfter, så der ikke opstår det kedelige misforhold mellem borgernes forventninger og de lokale politikeres muligheder for at imødekomme dem.
Af Arne Ebsen (T), byrådsmedlem i Svendborg
'Politiet tager ikke telefonen efter kl. 16' skriver Fyns Amts Avis på forsiden d. 07. maj. I Information kan man samme dag læse: '… politi og politikere har været alt for optimistiske i deres udmeldinger om, hvad reformen ville føre med sig,' siger forsker ved CBS, Rex Degnegaard, der har fulgt politireformen i hele forløbet.
Vi lever i en reformtid, i flæng kan nævnes, at der siden regeringen overtog roret i 2001, har været tale om: kommunalreform, gymnasiereform, retsreform, politireform, skattereform, arbejdsmarkedsreform og kvalitetsreform for nu blot at nævne nogle af de væsentligste. Undervejs er vi såmænd også blevet begavet med en sundhedspakke, strafpakker, bankpakker og ja bandepakker. Forklar mig lige, hvordan man pakker den sidstnævnte ud.
Det er ikke alene på det indholdsmæssige plan, at der er sket en devaluering. Også det danske sprog har med den nuværende regering undergået en ændring, som ovenstående forhåbentlig tydeliggør - ikke er til det bedre. En tredje faktor hvor regeringspartierne har haft held til at forringe rigets almindelige tilstand er den moralske. 'Sjældent har så mange svindlet så meget i så lang tid, uden det har haft konsekvenser for dem', kunne man fristes til at konstatere med en lettere omskrivning af en betydningsfuld englænders velkendte ord.
Dygtigt spin
Jeg behøver vel ikke sige mere end Lars Løkke Rasmussen og overbetalingen til landets private sygehuse, bilagssagerne etc. Eller Kristian Jensen og grundlovsbrud eller det hav af regninger, der gennem tiden er blevet betalt for partiet Venstre af forskellige ministerkontorer, eller Bendt Bentsen, eller..
Symptomatisk for den siddende regering har det været, at dens gerninger stort set har været rettet mod fortiden. Det gjaldt om at få gjort op med årtiers øllebrødsbarmhjertighed, rundkredspædagogik og tossegodhed. Det krævede en fast hånd, et stålsat blik og retorisk snilde, hvor alt er blevet pakket ind i floromvundne vendinger, der i en lind strøm er sevet ud af forskellige ministres munde: fremtidssikret…, århundredets største…, nu må vi se fremad…, fast og fair…, ikke noget at komme efter…, retfærdig.., robust økonomi.., det går bedre i Danmark end nogensinde – nå den er nok lidt slidt.
Dygtige spindoktorer har sikret, at de rette sager kommer til offentligheden kendskab, mens snavset skal graves frem af tålmodige journalister. Stilles den ansvarlige minister endelig til regnskab, ja så forlyder det ofte fra ministerens pressemedarbejder, at den pågældende enten ingen kommentarer har. Det synes jo lidet troværdigt, når der ellers flyder en lind strøm af pressemeddelelser ud fra ministeren, gerne med locations, hvor den pågældende kan tage sig godt ud både i ord og billede: fx en statsminister i skjorteærmer blandt børnene på en multietnisk skole i Odense.
To typer af politikere
Efter min opfattelse findes der to typer af politikere: Den, der sætter sig i spidsen og forsøger at inddrage borgeren i en proces mod en målsætning og dén, der småsnakkende går midt i folkemængden og forsøger at lytte sig til de mest hensigtsmæssige synspunkter. Lad os blot benævne dem optimisten og opportunisten. I den nuværende regering har vi et underligt miks af de to. Vi har en regering, der signalerer handlekraft og mål på overfladen, men som dybest set alene er en reaktion på fortiden, og som sådan lytter til smalltalken på midtbanen.
Det latente oprør mod de kulturradikale, parnasset, 68-romantikerne osv., som i årevis har fundet grobund i Dansk Folkeparti er blevet gangbar. Men nu med tidligere tiders borgerlige anstændighed spændt for vognen. For selvom regeringen gerne vil demonstrere udsyn og vision, ja så kommer den ikke rigtig ud af stedet, så længe dens handlefrihed er deponeret hos DF. Strategien var vel, at pianisterne skulle kvæles i ansvar, i stedet er de vokset og har i stadig højere grad formået at tiltage sig dagordenen. Det har lidt været som at invitere gøgen ind i reden.
Trods store ord og fedt flæsk glider det ikke længere i olie, den olie der i årevis har givet regeringen mulighed for at lege julemænd for 'skatteplagede' danskere. Realiteterne er ved at indhente selv fortiden. Se på madordningen i dagpasningen, hvor forældrene nu skal opleve, at deres børn skal have en måske både dyrere og dårligere madordning i institutionerne. Ikke ud fra sundhedsfaglige synspunkter, men ud for en populistisk forestilling om, at hvis bare vi smører leverpostej ud over det hele, ja så glemmer forældrene nok, hvad det var, vi egentlig lovede dem. Oprindeligt var forslaget jo blot en forsøg på at dæmme op for et flankeangreb fra oppositionen, nu hænger alle landets kommuner i stedet på en ikke gennemarbejdet lov, som selv regeringspartiernes folk, både internt i det kommunale system, men så sandelig også på Christiansborg er begyndt at undsige. 'Hastværk bliver ofte til lastværk.'
Hvad med løfterne?
Hvem var ansvarlig minister for landets største reform? – netop den nuværende statsminister, der på trods af en betragtelig årrække på det kommunalpolitiske område formåede at negligere erfaringerne fra den foregående kommunalreform, hvor der blev brugt 10 års forberedelse og hvor der var en god dialog, som forudsætning for en vellykket gennemførelse. Det var før den tid, hvor hastighed blev lig med kvalitet og duelighed.
Det er måske ikke så sært, at mange politifolk i dag har svært ved at se sig selv i spejlet med uniform på. Det er nemlig dem, der i dagligdagen må lytte til de utilfredse borgere, der ikke forstår, hvorfor alle løfterne ikke bliver til virkelighed. Så hvis ikke de skal lande langt nede i sølet sammen med så mange andre reformlidte og reformslidte, så skal ansvarligheden nok øges ganske betragteligt blandt regeringspartierne, ikke kun i ord men nok så meget i handling.
Forude venter forhandlingerne om det kommende års budget for kommunerne. Her er en mulighed for at vise handlekraft for regeringens medlemmer. Enten kan de bevillige de nødvendige midler til de løfter, de er så glade for at udstede på kommunernes vegne eller også kan de begrænse de mange løfter, så der ikke opstår det kedelige misforhold mellem borgernes forventninger og de lokale politikeres muligheder for at imødekomme dem.
Af Arne Ebsen (T), byrådsmedlem i Svendborg
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.
