
Deludspillene er sivet de seneste dage, men nu er det ganske vist. Børn skal kunne tvangsadopteres inden fødslen, de får flere rettigheder i anbringelsessager, og der skal gennemføres en reform af plejefamilieområdet, så kommunerne kan få mere hjælp.
Det er nogle af linjerne i det udspil til en ny børnelov "Børnene først", som regeringen har fremlagt i dag og nu skal forsøge at finde flertal bag i Folketinget.
De i alt 43 punkter skal sikre udsatte børn en tryggere fremtid og indledes med forord af 19-årige Lucas, der selv er tidligere anbragt.
"Det hele flyder over for mig. Jeg føler ikke, jeg kan være nogen steder uden at blive kritiseret eller mobbet. I en time siger jeg pludselig højt i klassen, at nu vil jeg slå mig selv ihjel. Først da reagerer læreren," skriver han blandt andet.
Som noget af det første foreslår regeringen, at der automatisk følger en vurdering af hjemmeboende søskende, når kommunen beslutter at anbringe et barn.
- Da statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale sidste år fastslog, at regeringen vil sætte udsatte børn først, var der nogle der spurgte, om det ikke var et lidt snævert fokus. Men for os som socialdemokrater er det den største uretfærdighed i vores samfund. Socialt udsatte voksne har ofte en ting til fælles: De blev svigtet i deres barndom. Derfor vil vi sætte børnene først, lød det fra socialminister Astrid Krag (S) ved præsentationen.
"En familie, der ikke kun er til låns"
Initiativerne lægger også op til en lempelse af af krav til adoption uden samtykke. "Flere børn skal have en ny familie helt fra start," lyder det blandt i kapitlet, der også beskriver, at plejefamilieadoptioner skal gøres nemmere og at brugen af permanente anbringelser skal øges.
Hvis der ikke er udsigt til, at forældrene kan blive gode nok, skal der altså være mulighed for bortadoption uden samtykke, så retten til en stabil familie kommer først.
Regeringen foreslår, at kommunerne altid forpligtes til at overveje adoption, når spædbørn anbringes ved fødslen og altså give mulighed for at beslutte bortadoption før fødslen.
Reform af plejefamilieområdet
Regeringen vil også have en reform af hele plejefamilieområdet og forbyde, at det er muligt at tjene penge på udsatte børn. Det skal blandt andet ske ved at yde ekstra hjælp til de kommuner med mange børnesager, og så skal der oprettes mellemkommunale plejefamiliecentre regionalt.
Derfor skal der også fokus på rekruttering af plejefamilier. Det skal blandt andet ske ved at forbedre en lang række punkter, som plejefamilierne længe har efterlyst. Fx har der længe været utilfredshed med aflønningsmodeller og basale rettigheder som pensionsordning.
Desuden vil regeringen indføre en fast track-ordning, så plejefamilier kan blive godkendt hurtigere. Den vil også give anbragte børn mulighed for selv at anmode om at blive hos plejefamilien, hvis barnet har boet der tre år eller længere, eller afvise samvær med den biologiske familie.
Positiv modtagelse hos KL
KL er glad for udspillet og glæder sig til at blive en del af forhandlingerne. Det siger socialudvalgsformand Ulrik Wilbek (V).
- Udspillet møder vores ønsker om, at barnets perspektiver skal være i centrum, så barnets behov og trivsel bliver det centrale. Derudover er det glædeligt, at regeringen vil starte forfra på barnets lov og luge ud i de regler, der ikke giver mening, så vi står tilbage med en lov, der giver mere fleksibilitet og gode rammer til det socialfaglige arbejde, siger Ulrik Wilbek.
Se hele udspillet hos Socialministeriet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.