
Sådan siger Jens Winther Jensen, formand for Lægeforeningen, som er de danske lægers faglige interesseorganisation.
Det han kritiserer de to sjællandske regioner for, er deres mangel på vilje til at centralisere; begge steder satser man på at opretholde så mange akutmodtagelser, at det dræner landet for læger, mener Jens Winter Jensen.
Nødvendigt at samle specialisterne
Hvis kvaliteten af fremtidens sundhedsvæsen skal øges, er det nødvendigt at samle specialisterne, mener han.
- Det er trygheden, der handler om. Det at vide, at dér hvor man kommer hen, er der faglig ekspertise til stede døgnet rundt. Det kræver centralisering.
- På trods faglige anbefalinger fra både Sundhedsstyrelsen og Lægeforeningen om at centralisere af hensyn til fagligheden, så svigter modet i regionsbestyrelserne. Det handler formodentlig både om trygheden ved det bestående og ønsket om at bevare lokale arbejdspladser, siger Jens Winther Jensen.
Kortsynet kun at se frem til næste valg
Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), er ikke uenig, selv om han ikke kritiserer sine egne medlemmer direkte.
- Det kræver mod at centralisere og lukke sygehuse, ja. Der er ikke noget, der kan samle 20.000 underskrifter, så hurtigt som en annonceret hospitalslukning. Men vi skal ikke pejle mod, hvilken hospitalsstruktur, vi gerne vil have om et par år. Vi skal pejle mod, hvad vi gerne vil have om ti år. Vi skal ikke kun se frem til næste valg; det er for kortsynet.
- Jeg har givet regionspolitikerne mit råd: Tænk langsigtet. Tænk på, hvad det er, vi kan bemande. Det skal være noget, som det for fagfolk er spændende udviklingsmæssigt at blive en del af. Ellers ender det med, at læger og sygeplejersker stemmer med fødderne. Og det er skidt! For så er det ikke en del af en overordnet planlægning, siger Bent Hansen.
Går ud over de medicinske patienter
Lægeforenings-formand Jens Winter Jensen, mener, at der især mangler centralisering på det akutte område.
- Der har været en del fokus på kirurgiske patienter. Men taberne bliver især de medicinske patienter, hvis ikke der bliver centraliseret. 80-90 procent af dem bliver i dag indlagt via akut modtagelse, og hvis der kommer til at mangle specialister på akutmodtagelser visse steder i landet, så bliver taberne de medicinske patienter, påpeger han.
Han fremhæver Region Nordjylland, som det eneste sted, hvor man har set en planlægning, der tager højde for den udvikling. Her har regionsrådet besluttet at samle akutmodtagelsen på tre sygehuse i regionen.
Praktiserende læger skal aflaste
Lægeforeningen mener, at centraliseringen af akutmodtagelserne, skal modsvares af en investering i praktiserende læger og på vagtlægecentraler. De skal nemlig udvides til at tage sig af lettere skades-tilfælde og på den måde aflaste skadestuer og alarmcentraler.
- Sygehusplanener viser, at der i regionsrådende hersker en vis mistillid til, at de alment praktiserende læger kan løfte opgaven. Ærgerligt, at man ikke ser de muligheder i de nye regioner, siger Jens Winter Jensen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.