
FAABORG-MIDTFYN / RINGKØBING-SKJERN: Onsdag aften blev der sat navn på to nye socialdemokratiske borgmesterkandidater.
I Faaborg-Midtfyn blev det som ventet Anstina Krogh, der blev valgt – ifølge Fyens Stiftstidende til øredøvende klapsalver.
Siden borgmester Hans Stavnsager (S) lige efter nytår meddelte, at han ikke ønsker at genopstille, og gruppeformand Anstina Krogh erklærede sig parat til at tage over, har der reelt ikke været tvivl om, at hun ville blive spidskandidat.
Alle kommunens tre vælgerforeninger har peget på hende, og der var da heller ingen modkandidater, da sagen skulle afgøres onsdag.
Anstina Krogh er 45 år og uddannet som både sosuhjælper, socialrådgiver og jurist. Hun har arbejdet som borgerrådgiver i Svendborg Kommune, indtil hun i 2022 valgte at blive selvstændig juridisk rådgiver. Hun blev valgt til byrådet første gang i 2017.
Hans Stavnsager har bebudet, at han har tænkt sig at fortsætte perioden ud, frem for som det ofte er set at overlade borgmesterposten til sin efterfølger for at forbedre vedkommendes chancer for at fortsætte som borgmester.
Faaborg-Midtfyn har været svingkommune, hvor borgmesterposten er gået frem og tilbage mellem Venstre og Socialdemokratiet, men Hans Stavnsager er nu i gang med sin anden periode som borgmester.
Ved KV25 stiller både S, V og K med nye borgmesterkandidater. Venstre har valgt Lars Scheby i en kampafstemning, mens De Konservative har valgt Thomas Seindal Ingemansen.
Sejr i tredje omgang
I Ringkøbing-Skjern var der langt mere spænding om udfaldet, før Jens Jensen i aftes blev kåret som borgmesterkandidat efter en urafstemning mellem ham og Irene Lund Pedersen.
Her måtte man ud i tre omgange, før sagen var afgjort. Først blev Jens Jensen valgt på en generalforsamling i marts, men det viste sig, at nogle havde stemt uden at have været medlemmer længe nok. Så blev der indkaldt til ekstraordinær generalforsamling, men her bad de to kandidater om at lade sagen gå direkte til urafstemning.
Den er nu endt med en sejr til Jens Jensen med 69 stemmer til ham og 55 stemmer til Irene Lund Pedersen, skriver Ringkjøbing Amts Dagblad.
Jens Jensen er 43 år, uddannet brand- og redningsleder og bor i Skjern. Han siger til avisen, at ambitionen er at gå fra fire til fem pladser i byrådet, og at han fortsat vil satse på et godt samarbejde med Venstre, som har borgmesterposten i skikkelse af Hans Østergaard. På spørgsmålet, om partiet igen vil pege på en Venstreborgmester næste gang, siger han:
- Altså, når man stiller op for Socialdemokratiet, så er det med ambitionen om selv at få borgmesterposten. (...) Min bedstefar var borgmester i Holstebro, så vi har prøvet det i familien.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.