FREDERICIA / HORSENS: Den 38-årige Maria Radoor fra Kolding er ny folketingskandidat for Socialdemokratiet i Fredericia-kredsen, skriver Fredericia Dagblad.
Maria Radoor var også opstillet ved det nylige valg til Europa-Parlamentet og opnåede 7.743 personlige stemmer.
I 2023 valgte partiet ellers med stort flertal Andreas Dyhrberg Andreassen som den lokale folketingskandidat, fordi kandidaten ved det seneste valg, Jens Jonatan Steen, havde trukket sig.
Men Andreas Dyhrberg Andreassen kom i foråret 2024 ud i noget af et stormvejr, efter at han meldte sig klar til at gå efter borgmesterposten fremfor at satse på Folketinget.
Et indlæg i det lokale medie Fredericiaavisen lovpriste Dyhrberg Andreassen, uden at det blev deklareret, at indlægget var skrevet af Dyhrbergs egen bror, redaktør Janus Bang, eller at Dyhrberg ejede mediet.
En urafstemning mellem ham og byrådsmedlem Christian Bro endte derefter med en sejr til sidstnævnte, og Andreas Dyhrberg Andreassen stoppede kort tid efter også som folketingskandidat, erklærede sig færdig med politik og langede samtidig hårdt ud efter partiet, eks-borgmester Steen Wrist og de lokale byrådsmedlemmer.
Nu er det altså Maria Radoor, som står i første række i Fredericia-kredsen. Hun har en kandidatgrad i folkesundhedsvidenskab med speciale i global sundhed.
SF'er i Horsens gør comeback
I Horsens gør det tidligere byrådsmedlem Paw Amidsen comeback som folketingskandidat for SF.
"Jeg er rigtig glad for at være blevet opstillet og anbefalet af SF's lokale partiforening i Horsens, hvor jeg i dag bor og arbejder", skriver han på Facebook.
Den 48-årige Paw Amdisen arbejder som HF-lærer og var opstillet som lokal folketingskandidat i Horsens-kredsen ved valgene i 2011, 2015 og 2019. Ved folketingsvalget i 2019 fik Paw Amdisen 547 personlige stemmer.
Han har tidligere i to omgange siddet i byrådet i Horsens. Ved KV21 var han spidskandidat, men blev overhalet indenom af Pernille Holm, der tog SF's enlige mandat.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.