SJÆLLAND/HOVEDSTADEN: I en årrække har en læge snaget i flere tusinde borgeres patientoplysninger uden berettigelse og på ulovlig vis, som Region Sjælland og Region Hovedstaden derfor har politianmeldt.
De ulovlige opslag blev opdaget af kvinder, der via deres sundhedsplatform kunne se, at en læge, som ikke havde en tilkobling til deres behandling, havde kigget i deres journaler. Herefter kontaktede de regionerne, som efter en undersøgelse har konstateret flere tusinde ulovlige opslag.
Mette Harbo, der er direktør i Center for IT og Medicoteknologi i Region Hovedstaden, forklarer overfor Ritzau, at der er sket en fejl, da regionernes automatiske logning af opslag i journaler ikke har fanget den årevise ulovlige adfærd. Samtidig er lægens misbrug af adgangen til patientoplysningerne ny, siger hun.
- Lægen er ikke gået efter helbredsoplysninger, men har brugt patientjournalen som en form for Krak for at finde fulde navn, cpr og adresser på borgere, hvilket er strengt ulovligt, lyder det i et skriftligt svar.
Nu forklarer digitaliseringsdirektør i Region Sjælland, Jan Kold, hvordan det kunne lade sig gøre.
- Hvis man søger på et specifikt patientnavn eller CPR-nummer, bliver det logget, at man går ind på den pågældende borgers profil. Bag loggen ligger en algoritme, som vurderer, om den, der søger, med stor sandsynlighed har en behandlingsrelation til patienten, siger Jan Kold til TV2 Øst.
Men lægen har altså ikke søgt på kvinderne direkte, men har i stedet søgt bredt. Han kan for eksempel have søgt på en specifik by som Køge og dermed har undgået, at alarmklokkerne i regionernes algoritme er begyndt, forklarer Jan Kold.
- Når man søger på den måde, får man en lang liste med oversigter over mange borgere. Listen indeholder de mest basale oplysninger som alder og bopæl. Det er på den måde, den pågældende læge har misbrugt vores data.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.