Imens økonomiske udfordringer presser den kollektive trafik landet over, er en ny løsning begyndt at vinde indpas i flere kommuner. Samkørselsplatformen Nabogo, der samarbejder med 30 kommuner, blev sidste år brugt til at formidle 170.000 samkørsler over hele landet, og det er tre gange flere end året forinden. Det skriver DR.
Samtidig valgte et større antal kommuner, regioner og trafikselskaber sidste år at betale til platformen, så de kan give chaufførerne et mindre beløb for at åbne bildørene. Ordningen fungerer på den måde, at det er gratis for borgerne at tage et lift, der er kortere end 10 km. Overstiger liftet 10 km kan chaufføren kræve betaling for turen. Kommunerne har placeret specifikke mødesteder rundt omkring, hvor liftene foregår fra og til.
Samkørselskonceptet kan være med til at sikre, at indbyggere på landet kan komme rundt, selv når busforbindelserne bliver færre, skriver DR. Otto Anker Nielsen, der er trafikforsker og professor på Danmarks Tekniske Universitet, roser ordningen. "I dag er der i gennemsnit kun 1,08 personer i de biler, der kører til og fra arbejde, og derfor er der et stort potentiale i særligt landområderne," uddyber han.
På Sjælland samarbejder Nabogo med Ballerup, Gladsaxe, Helsingør, Holbæk, Hørsholm, Kalundborg, Lejre, Roskilde, Rudersdal, Slagelse og Guldborgsund kommuner.
I Jylland og på Fyn samarbejder Nabogo med Aarhus, Norddjurs, Fredericia, Vejle, Horsens, Syddjurs, Odder, Aalborg, Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Læsø, Mariagerfjord, Morsø, Rebild, Thisted, Vesthimmerland og Faaborg-Midtfyn Kommuner.
Kilde: Nabogo
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.