ROSKILDE: Bestyrelsesformand for SEAS-NVE's bestyrelse, Poul Arne Nielsen, og administrerende direktør for SEAS-NVE, Jesper Hjulmand, skrev onsdag aften under på købsaftalen mellem SEAS-NVE og Roskilde Kommune om overtagelse af Roskilde Elforsyning.
- For vores borgere og medarbejderne i elforsyningen er vi rigtig godt tilfredse med, at det bliver SEAS-NVE, som er regionalt og solidt andelsselskab, der køber Roskilde Elforsyning, siger borgmester Poul Lindor Nielsen.
Ved overtagelsen får SEAS-NVE 22.500 nye andelshavere, elnettet og gadebelysningen. Med over i SEAS-NVE følger også 12 medarbejdere.
I rapporten "Fusioners betydning for elnetselskabernes effektivitet" fra april i år konkluderer Energitilsynet, at fusioner oftest fører til stordriftsfordele og øget effektivitet, som i sidste ende gavner forbrugerne i form af konkurrencedygtige priser, højt serviceniveau og meget andet. Energitilsynet opfordrer i samme rapport til fusioner blandt elselskaberne, hvoraf der i Danmark findes i alt 112 og til sammenligning 18 i eksempelvis Storbritannien.
Administrerende direktør i SEAS-NVE, Jesper Hjulmand, glæder sig over aftalen, fordi det betyder øgede stordriftsfordele.
- Det er i sidste ende med til at sikre konkurrencedygtige priser og højt serviceniveau for vores nu i alt 372.500 kunder i hele Region Sjælland til gode, siger Jesper Hjulmand.
Inden for de seneste ti år har energiselskabet købt henholdsvis Maribo, Sakskøbing, Nykøbing-Rørvig, Nykøbing Falster og Rødby elforsyninger.
cgt
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.