JAMMERBUGT: Jammerbugt Kommune skal have ny sekretariatschef i social-, sundheds- og beskæftigelsesforvaltningen. Samarbejdet med den hidtidige chef Jannie Knudsen fortsætter, men hun skal fremover kun være arbejdsmarkeds- og sundhedschef, skriver Nordjyske.
Medlem af økonomiudvalget Jørgen Ravn Christensen (K) mener, at ansættelse af en ny sekretariatschef hænger sammen med anklager om økonomisk manipulation og dårlig ledelse i afdelingen, der kom fra den tidligere stabschef Michael Binderup.
-Jeg tror ikke, vi havde ændret i organisationen, hvis ikke Michael Binderup havde råbt op om, der var et problem, siger han til avisen med henvisning til, at andre forvaltninger har en separat sekretariatschef uden andre kasketter. Borgmester Mogens Chr. Gade (V) afviser, at beslutningen om en ny sekretariatschef skulle have noget med sagen at gøre og siger at, Jannie Knudsen har været konstitueret i en periode med en manglende sekretariatschef. "Vi har ikke frataget hende titlen", siger han til avisen.
Kritikken forud
Der kom i foråret adskillige anklager fra tidligere stabschef i kommunen Michael Binderup. Anklager om manipulation med økonomien og dårligt arbejdsmiljø i ledelsen, der blev afvist af både borgmester og kommunaldirektør.
På et økonomiudvalgsmøde i maj besluttede flertallet, minus det konservative medlem Jørgen Ravn Christensen, at fortsætte samarbejdet med to kritiserede medarbejdere, nemlig kommunens direktør og sundheds- og arbejdsmarkedschefen, der altså fra oktober 2021 også var konstitueret sekretariatschef.
Kritikken fra den tidligere stabschef om manipulation af regnskaber går år tilbage men omhandler også, som det fremgår af en artikel i Nordjyske 19. maj, regnskabet for 2021.
Åbenhed eller ej
Et flertal i økonomiudvalget bestående af Venstre, Socialdemokratiet, DF og SF konkluderede efter flere møder, at det fortsat havde tillid til forvaltning og de kritiserede personer.
På det konservative økonomimedlems foranledning blev kritikken af ledelsen behandlet i byrådet 22.juni, men med henvisning til at der var tale om en personsag, blev mindretallets forslag om større åbenhed i lukkede sager for alle byrådsmedlemmer afvist.
Et ændringsforslag fra flertallet havde ordlyden: "Nuværende praksis fastholdes. Konstitueringsgruppen (Venstre, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti) vil præsentere en ny kommunikationsstrategi for både intern- og ekstern kommunikation i efteråret 2022 jvf. Konstitueringsaftalen, hvor der står; Den nuværende kommunikationsstrategi skal revurderes."
Imod det forslag stemte De Konservative, NB og Lokallisten.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.