
SLAGELSE: Det taktiske spil om borgmesterposten i Slagelse er i sin afgørende fase efter nogle meget lange nætters frugtesløse forhandlinger. Det kan derfor blive nødvendigt at trække lod om posten i morgen i byrådssalen.
Lodtrækningsløsningen betragtes som realistisk nok til, at partierne i Slagelse er begyndt at forberede sig på det, og den løsning bliver virkelig, hvis byrådet i morgen efter to afstemningsrunder må konstatere, at der er dødt løb mellem de to kandidater til borgmesterposten, nemlig den siddende borgmester Stén Knuth (V) og modkandidaten John Dyrby Paulsen (S).
Senest den 15. december skal der træffes en endelig, formel beslutning. Der har været forsøgt mange løsninger på bordet i Slagelse, men uden held.
Villum Christensen (LA) er under hårdt pres for at pege på Stén Knuth fra det lokale erhvervsliv og LA på Christiansborg, der har det svært med, at man vælter en Venstre-borgmester ved at pege på en socialdemokrat. Andre forslag har været, at borgmesterposten kunne gå til en anden end den siddende borgmester, men dog stadig fra den borgerlige lejr, men ind til videre er ingen forslag blevet til noget.
I stedet forlyder det, at Villum Christensen i stedet har forsøgt at overtale De Radikale til at skifte side og pege på John Dyrby Paulsen som borgmester.
Der skal findes en borgmester
Kommunalforsker Roger Buch, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, fastslår, at der skal findes en borgmester, og man kan blive nødt til at trække lod. Han siger til sn.dk, at man sådan set også kan aftale at dele posten mellem sig i to år ad gangen. Også selv om styrelsesloven siger, at der kun må sidde én i en periode - formelt set.
- Den kommunale styrelseslov forklarer, hvordan man vælger en borgmester. Og reglen er egentlig, at man skal vælge én borgmester, så det kan ikke blive en formel beslutning at lade en sidde i to år, hvorefter en anden tager over. Men man kan sagtens lave en politisk aftale om, at en af parterne - ham, som bliver borgmester - trækker sig efter to år. Det står parterne frit for, fortæller Roger Buch til sn.dk.
Problemet er dog, at aftalen er ikke bindende. Men det er sket før. I Assens Kommune i valgperioden 2002-2005. Her delte Hans Ole Hansen (V) og Truels Schultz (K) posten mellem sig med to år til hver, selv om det var i strid med loven.
Gribskov-borgmester forsøgte også deling
Aftalen fra KV01 var, at Assens' borgmester Hans Ole Hansen ville trække sig efter to år og overlade posten til Truels Schultz. Da Tilsynsrådet slog fast, at det var en ulovlig aftale, ændrede de to politikeres aftale sig til blot at være en konstituering, der sikrede Truels Schultz borgmesterposten i det tilfælde, at Hans Ole Hansen forlod posten.
De delte posten mellem sig som aftalt, fordi Tilsynsrådet besluttede, at de ikke ville blande sig yderligere i sagen. Det var en måde at komme om på det på, og det samme kan altså ske i Slagelse, hvis man tør lave en sådan aftale, der ikke er juridisk bindende.
Forslaget om at dele borgmesterposten var også fremme i Gribskov Kommune i sidste uge, hvor den afgående borgmester Kim Valentin (V) og den kommende borgmester Anders Gerner Frost (nytgribskov) begge var involverede i taktiske forhandlinger på valgnatten om konstituering mm.
Da de fleste af repræsentanterne ville hjem og sove på det, de blev tilbudt, fik Anders Gerner Frost et forslag fra Kim Valentin:
- Kl. 02:15 fik jeg en SMS fra Kim Valentin, hvor han foreslog, at vi skulle lave en bred aftale, som gik ud på, at han skulle være borgmester i den ene halvdel af valgperioden og jeg skulle være det i den anden. Det er, hvad det var muligt at få af kontakt med Venstre, sagde Anders Gerner Frost til sn.dk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.