SLAGELSE: Byrådspolitiker Helle Blak (SF) er blevet politianmeldt af Slagelse Kommune for lemfældig brug af offentlige midler. Det skriver BT torsdag.
Det er kommunaldirektør Jane Wiis, der har anmeldt Helle Blak. Hun sendte fredag en fortrolig orientering ud på mail til medlemmerne af Slagelse Byråd, som BT er bekendt med.
'Da opmærksomheden på en personsag vedrørende Helle Blak er meget intensiv, synes det betimeligt at informere byrådets medlemmer om, at jeg fredag eftermiddag på Slagelse Kommunes vegne anmeldte Helle Blak til Politiet for lemfældig brug af offentlige midler', står der ifølge avisen i orienteringen.
Her bliver det også indskærpet, at sagen er dybt fortrolig.
Helle Blak sidder i byrådet i Slagelse for SF. Hun er desuden ansat i Slagelse Kommune, hvor hun er leder af Rosenkildegården og Basen, der er væresteder for børn og unge.
Økonomien et problem
Det er værestedernes økonomi, der ifølge BT nu belaster Helle Blak i sådan en grad, at kommunen har politianmeldt hende. Der har desuden været en intern revision for nylig.
I breve, som BT er i besiddelse af, bliver der advaret om flere kritisable forhold. Eksempelvis for høje lønninger og kritisabel omgang med penge på værestederne.
Der er ifølge andre dokumenter, som mediet har set, købt alt fra iPhones, tøj, gavekort, parfume og fyrværkeri. Her har det ikke været klart, hvad formålet har været. Og om det er indkøbt i forbindelse med pædagogiske aktiviteter. Men det er uklart ifølge BT, om disse udgifter har noget med politianmeldelsen at gøre.
Slagelse Kommune har ikke villet be- eller afkræfte, hvorvidt Helle Blak er blevet politianmeldt.
- Vi udtaler os ikke om personaleforhold, skriver Niels Lassen, chefkonsulent i Slagelse Kommune i en mail til BT.
- Der er iværksat en undersøgelse af udgifterne. Derudover har vi ingen kommentarer, skriver Niels Lassen om de konkrete udgifter.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.