
Børn skal fremover bruge mindre tid på at kigge på tablets og andre skærme, når de er i dagtilbud. Det er formålet med en ny politisk aftale, som et bredt flertal på Christiansborg står bag.
Aftalen gælder også for private pasningsordninger, skriver Børne- og Undervisningsministeriet onsdag i en pressemeddelelse.
Der vil ikke være tale om et decideret forbud mod for eksempel tv og tablets. Men tilgangen vil være "restriktiv", slår børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) fast.
- Jeg er alvorligt bekymret for børn og unges stigende skærmbrug. Det gælder særligt de yngste børn. Derfor er jeg glad for denne aftale, der skal sikre, at lovgivningen understøtter personalets gode pædagogiske arbejde med børnene ansigt til ansigt. Med aftalen får vi en langt mere restriktiv tilgang til skærme - særligt for de mindste i vuggestuer og dagpleje, siger Mattias Tesfaye.
To principper
Konkret er aftalepartierne blevet enige om to principper for brugen af skærme i dagtilbud og pasningsordninger. De skal danne grundlag for et lovforslag, som vil blive fremlagt på et senere tidspunkt.
Det første princip handler om børn under to år. Her skal digitale redskaber som mobiltelefoner, tv og tablets kun bruges i helt særlige tilfælde. Det kan være i forbindelse med pasning af børn, som har handicap, eller som har kognitive udfordringer.
Det andet princip handler om børn mellem tre og fem år. Her vil kravet være, at det skal kunne begrundes fagligt, hvis børnene skal gives adgang til skærme.
Bredt flertal
Bag aftalen står regeringen og seks partier fra oppositionen. Det er SF, Enhedslisten, De Radikale, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige.
Aftalen kommer, efter at Sundhedsstyrelsen i begyndelsen af oktober kom med en række anbefalinger for børns skærmforbrug. En af dem lød, at børn under to år slet ikke bør bruge skærme, medmindre det sker sammen med en voksen.
Enhedslistens børneordfører, Anne Hegelund, ser den nye aftale som en fremtidssikring af kvaliteten for pasning af børn.
- Vi er heldigvis meget langt fra en virkelighed, hvor børn sidder klistret til skærme i landets daginstitutioner, og aftalens nye forsigtighedsprincip er med til at sikre, at vi heller ikke ender der, siger hun.
Børne- og Undervisningsministeriet forventer, at et forslag vil kunne fremsættes i februar 2024. Målet vil være, at loven kan træde i kraft 1. juli samme år.
Danmarksdemokraterne, De Konservative og Liberal Alliance er ikke med i aftalen.
Børne- og undervisningsordfører Karina Adsbøl (DD) har tillid til, at pædagogerne selv kan styre det, uden at Folketinget skal blande sig.
Børneordfører Brigitte Klintskov Jerkel (K) er foruden folketingsmedlem også medlem af byrådet i Greve Kommune. Hun har aldrig hørt om, at der skulle være problemer med for meget skærmtid blandt børn i dagtilbud.
/ritzau/
Red. Tre sidste afsnit tilføjet kl. 8.30
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.