
SLAGELSE: Efter 35 år i Venstre er Troels Christensen, tidligere Hashøj-borgmester, folketingsmedlem og indtil igår byrådsmedlem i Slagelse, på vej over i LA, hvor han kan mødes med sin tvillingebror, Villum Christensen, medlem af Folketinget.
Formanden for LA i Slagelse, Thomas Vesth, bekræfter, at han ringede til Troels Christensen tirsdag aften:
- Han er velkommen hos os. Med de holdninger, Troels har, passer han godt ind, siger han.
Og Troels Christensen overvejer at slutte sig til LA:
- Ja, det er bestemt en mulighed, men det er ikke afgjort endnu.
Troels Christensen er efter udvisningen fra Venstre løsgænger i Slagelse Byråd, og hvis han melder sig ind i LA, vil Anders Samuelsens parti komme op på 15 byrådsmedlemmer landet over. Ved kommunalvalget i 2009, var der kun ét, nemlig Anders Samuelsen selv i Horsens.
Strid om museumspost
'Efter længere tids uenighed er der ikke længere tillid til, at Troels Christensen loyalt og tillidsfuldt vil følge Venstres politiske linje' lyder det i en pressemeddelelse, som lokalformand Knud Vincents ikke ønsker at uddybe.
Men Troels Christensen forklarer, at han blev smidt ud af gruppen, fordi han forleden nægtede at støtte sin partifælle og formand for byrådets kulturudvalg, Ebbe Jens Ahlgren (V) som kommunens repræsentant i det nystiftede Museum Sjælland, et tværkommunalt samarbejde.
- De røde pegede på mig, de mente jeg ville være bedst, og det er nok også rigtigt, jeg var trods alt medlem af Folketingets kulturudvalg i syv år. Jeg meddelte min gruppe, at jeg ønskede en faglig vurdering af, hvem der var bedst til posten, men de ville have at jeg skulle rejse mig og pege på Ebbe, og det kunne jeg ikke, forklarer Troels Christensen om det møde i Venstres byrådsgruppe, der gik forud for eksklusionen tirsdag.
Forklaringen på, at Troels Christensen må opgive sit mangeårige medlemsskab af Venstre er den, at partiets vedtægter forhindrer to byrådsgrupper. Så når byrådsgruppen smider ham ud, kan han heller ikke længere være medlem af partiet. Han er derfor løsgænger, til han har fundet sig et nyt parti.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.