Socialdemokratiet og SF, som måske skal sidde i regering sammen efter valget, vil afsætte cirka to milliarder kroner til at give flere folkepensionister en ældrecheck.
Desuden skal de pensionister, som har mindst, have 1000 kroner mere om måneden. Det skriver DR.
- Gruppen af folkepensionister er meget forskellig i dag. Der er nogle, der har penge og der har formue, og så er der nogle, der ikke har så meget, siger statsminister Mette Frederiksen (S), mens SF's formand, Pia Olsen Dyhr, siger:
- For os handler det i virkeligheden om at skabe et bedre ældreliv. Der er mange ældre i det her land, der har svært ved at få regningerne til at hænge sammen.
En ældrecheck er et engangsbeløb, der udbetales én gang om året til folkepensionister. Ens likvide formue må 1. januar 2026 dog højest være på 108.000 kroner. I 2026 lyder ældrechecken på 26.900 kroner. Beløbet er skattepligtigt.
Grænsen på 108.000 kroner er for lav, mener de to partier. Det er uvist, hvad det præcise beløb skal lyde på, men der er altså afsat to milliarder kroner til formålet. Men tanken er ifølge Mette Frederiksen, at grænsen fordobles.
Det vil ifølge partierne betyde, at mellem 50.000-60.000 flere folkepensionister ville kunne få ældrechecken.
Desuden vil Socialdemokratiet og SF også give cirka 150.000 folkepensionister med færrest penge 1000 kroner mere om måneden permanent.
Forslaget skal blandt andet finansieres ved at reducere administration og bureaukrati i staten. Desuden skal staten bruge færre penge, end den har fået bevilliget på finansloven, og så skal der også hentes penge fra det økonomiske råderum.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











