Menneskene på samfundets bund dør tidligere, har flere sygdomme og oplever diskriminination, når de skal behandles i sundhedssystemet.
Det var dette billede Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen, tegnede med sine seks sprørgsmål i åbent samråd tirsdag eftermiddag til sundhedsministeren og indenrigs- og socialministeren, der fik en lettere omtumlet ilddåb med tamilske demonstrations-rytmer på slotspladsen og mange spørgsmål.
Kommunernes store ansvar
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) indrømmede, at rappporterne - bla. SUSY Udsat fra Rådet for Socialt Udsatte i 2008 - bekræftede hans formodning om, at de socialt udsatte havde et ringere helbred, men man havde sat en målrettet forebyggelsesindsats i gang. I satspuljerne var der bla. sat penge af til hjemløse og alkoholproblemer. Her henviste han til seks modelkommuner og 72,1 mio. kr. i satspuljemidler i 2009.
- Ansvaret ligger også i kommunerne, på værestederne og socialforvaltningerne, der er tæt på borgerne. Det er her, der skal ske en bred tværgående indsats også med involvering af bolig- og socialpolitiske tiltag, sagde sundhedsministeren.
Der er særlige udfordringer med denne del af befolkningen i forhold til medicinering, udskrivning og på flere andre områder, mente han.
- Det gælder først og fremmest om at arbejde med afstigmatisering, opsøgende teams og støtte de udsatte i deres forløb, sagde han, og i samme åndedrag gjorde han opmærksom på Bispebjerg Hospital, der havde gode erfaringer med en socialsygeplejerske som kontaktperson.
Krav på behandling
Karen Ellemann (V) mente, at de socialt udsatte havde krav på en professionel behandling og kom ind på flere af de tiltag, der er sat i gang med satsmidlerne - bla.- tandlægeklinikken 'Brobisserne' (et lignende kocept er på vej fire-fem steder) og opsøgende teams i tre større byer.
Medlem af Socialudvalget Jens Peter Vernersen (S) gjorde opmærksom på, at lægerne valgte dem i arbejde først, når der skulle behandles i sygehusvæsnet.
- De skal først tage imod dem som er mest syge. Og i mange tilfælde vil jeg formode, det netop er de socialt udsatte, sagde sundhedsministeren.
Der skal en holdningsændring til
Flere medlemmer var inde på, at private praktiserende læger og andre professionelle i sygehusvæsnet ikke ville behandle narkomaner, alkoholikere og andre, fordi de lugtede, havde en hund med eller lignende. Der skulle en holdningsændring til hos personalet i sundhedsvæsnet.
- Ja, og det skal der arbejdes med hver dag. Mange frivillige og ansatte i sundhedssystemet gør en stor indsats hver dag. De tager deres arbejde meget alvorligt. Deres indsats er netop karakteriseret ved, at de vil gøre en ekstra indsats over for de svageste i samfundet, sagde Jakob Axel Nielsen.
Kommuner sparer satspuljemidler væk?
Tina Petersen (DF) og medlem af Socialudvalget, undrerede sig over, at Svendborg Kommune havde skåret ned på indsatsen over for de socialt udsatte, når kommunen ellers havde fået et satspuljetilskud på 5,7 mio. kr. til misbrugsområdet.
- Der er sparet 100.000 kroner på A-klubben og der er fyret en ud af i alt tre pædagoger på forsorgshjemmet, der netop står for den tætte og vigtige kontakt til misbrugerne, sagde Tina Petersen.
Formanden for Sundheds- og forebyggelsesudvalget, Ulrik Sand Larsen (V), kan ikke bekræfte, der skulle være skåret 100.000 kroner væk fra A-klubben eller fyret en ansat på forsorgshjemmet, da det ligger under Socialudvalget, da dknyt ringer ham op.
- Det er rigtigt, vi har fået 5,7 mio. kr. til hele misbrugsområdet, som skal hjælpe den allertungeste gruppe med sundhed og et bedre liv, fortæller Ulrik Sand Larsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.