MIDTJYLLAND: Der vil opstå en unødvendig flaskehals, hvis alle benamputerede i Region Midtjylland søger om erstatning nu, sådan som Amputationsforeningen har opfordret til.
Derfor opfordrer Patienterstatningen regionen til at sortere mere grundigt i, hvilke amputationspatienter der skal orienteres om mulighed for erstatning. For kontakter man alle, vil mange ikke være i målgruppen, og det vil give lange ventetider.
Det siger Patienterstatningens direktør, Karen-Inger Bast, der tirsdag var til møde med regionen om, hvordan man kan indsnævre omfanget.
- Hvis ikke man laver en sortering, risikerer det at gå ud over de patienter, der faktisk har et erstatningskrav. De skal sidde og vente på, at vi tager stilling til potentielt 4.000 sager. Til sammenligning får vi normalt omkring 12.000 sager ind om året fra alle patientgrupper. Så vi vil gerne specificere det så meget som muligt. Det er også synd at skabe falsk forhåbning hos alle de 4.000 patienter, der har været igennem en amputation og har det hårdt nok. Så får de at vide, at de måske er berettiget til erstatning, men det er de måske ikke, siger hun og påpeger, at det desuden risikerer at forlænge ventetiden for andre erstatningssager også.
Region har svært ved identifikation
Ifølge en ekstern analyse, som regionen selv har fået lavet, er der foretaget omkring 2.000 operationer i perioden 2016 til 2020. Med en forældelsesfrist på ti år giver det omkring 4.000 operationer.
Analysen peger på, at op mod 47 patienter om året kunne have undgået amputation. Direktøren understreger, at utålmodige eller forvirrede patienter altid kan søge uanset hvad.
- Men hvis alle søger nu, bliver der ventetid. Så det er måske bedre at vente nu og se, om man er i målgruppen, for hvis alle søger, er det ikke en måneds ventetid, vi taler om, men flere måneder, siger hun.
Region Midtjylland har skrevet i en redegørelse, at man har svært ved at identificere personer, der kunne have undgået amputation.
Foreslår inddeling i grupper
Patienterstatningen foreslår at inddele patienterne i grupper som for eksempel diabetespatienter eller patienter med åreknuder. Der vil også være grupper af patienter, som ikke har erstatningskrav, og som kan sorteres fra. Dermed kan Patientforeningen også forberede sig på, hvilke læger de skal have til at hjælpe med at vurdere sagerne.
Det er ifølge Karen-Inger Bast svært at sige nu, hvor meget omfanget kan indsnævres.
- Det ville da være godt, hvis vi kunne komme ned på nogle hundreder i stedet for tusinder. Men i den ideelle verden finder man jo de 47 patienter om året, som uberettiget har fået en amputation.
Nu skal regionen sammen med læger og statistikere udarbejde kriterier for en sortering. Frem til onsdag har Patienterstatningen modtaget syv sager.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.