
KØBENHAVN: Sundhedsminister Astrid Krag (SF) vil have eksperter udefra til at gennemgå Sundhedsstyrelsens tilsynsvirksomhed, oplyser sundhedsministeriet.
Eftersynet skal bl.a. sikre, at sagsbehandlingen lever op til kravene om høj kvalitet og identificere områder, hvor der er potentiale for at forbedre Sundhedsstyrelsens tilsynsvirksomhed.
Initiativet kommer på baggrund af DRs afdækning af sagen om psykiater Arne Mejlhede, og Berlingske Tidendes afdækning af sagen om igangsættelse af fødsler med misoprostol
- Jeg tager de konkrete sager meget alvorligt, og derfor vil jeg nu inddrage eksterne eksperter, så vi får sikkerhed for, at Sundhedsstyrelsens tilsynsvirksomhed lever op til gængse krav og internationale standarder. Eksperterne skal også komme med anbefalinger til, hvordan tilsynet kan forbedres, siger Astrid Krag.
Ministeren vil lade eksperter udefra hjælpe Sundhedsstyrelsen med at gennemgå tilrettelæggelsen af tilsynsopgaverne og vurdere, hvordan styrelsen udfører sin tilsynsvirksomhed.
Krav om uafhængig undersøgelse
Sundhedsministeren vil desuden inddrage ekstern ekspertise i offentlig forvaltning til at gennemgå styrelsens administrative sagsgange og procedurer. Inddragelsen af eksperter skal også sikre, at sagsbehandlingen som led i tilsynet lever op til de almindelige forvaltningsretlige krav.
Enhedslisten kræver, at undersøgelserne foretages af uafhængige eksperter:
- Det er positivt, at sundhedsministeren tager kritikken af Sundhedsstyrelsen alvorligt. Men det er ikke godt nok, hvis Sundhedsstyrelsen skal undersøge sig selv. Det bør være en uafhængig undersøgelse, som skal se på om Sundhedsstyrelsen løfter opgaven med tilsyn godt nok, siger Enhedslistens sundhedsordfører Stine Brix.
bi
Folketingets sundhedsudvalg har samråd om psykiater Arne Mejlhede den 6. juni og samråd om misoprosol den 25. juni.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.