'Svigt - om sosu'ernes psykiske arbejdsmiljø i ældreplejen'

Af Paul Hegedahl

Anne-Grete Jelstrup & Hans-Otto Loldrup:
'Svigt - om sosu'ernes psykiske arbejdsmiljø i ældreplejen';
Forlaget Frydenlund, København 2009.
160 s., hft., 15 x 22 cm., noter.
Kr. 199,00 inkl. moms.
ISBN 978-87-7887-799-4.

'Min uddannelse som social- og sundhedshjælper ser jeg i dag som marguerit, hvor de hvide kronblade blad for blad bliver hevet af for til sidst at miste sin sidste stolthed.'
- Birte Fyhr Sørensen, FOA-Bladet, januar 2009

Skrid, hvis lugten generer dig
Lisa, 51 år og førtidspensionist på tredje år, er en af de ni social- og sundhedsmedarbejdere, der fortæller deres historie i 'Svigt - om sosu'ernes psykiske arbejdsmiljø i ældreplejen'. Som 24-årig tog hun arbejde som sygehjælper på et plejehjem, mens hun ventede på at komme på sygeplejeskolen. Men hun blev så glad for arbejdet, at hun blev hængende. Hun nød nærheden og intimiteten med beboerne. Selv om hverdagen var travl, var der alligevel tid til at pusle om dem, høre deres historier og snakke sammen. Hver beboer fik den omsorg og respekt, som han eller hun havde behov for, fortæller hun.

Én gang om ugen, om fredagen, var der decideret fest. Så blev der dækket pænt bord, beboerne gjorde ekstra ud af sig selv, og når middagen var overstået, fandt én af beboerne som regel en portvin frem til at ledsage kaffen. Og så blev der sunget gamle arbejdersange og naverviser. Lisa nød det og oplevede det som indføring i et stykke Danmarkshistorie.

Siden klingede festen lige så langsomt af. Det startede i det små med, at sygehjælperne blev pålagt at skrive i journalen - tidligere sygeplejerskernes opgave. Og hvis en aftenvagt var sygemeldt, var det slut med vikardækning for første sygedag. Samtidig slog princippet 'længst muligt i eget hjem' igennem i ældreplejen. Det betød, at de selvhjulpne ældre, der tidligere var kommet på plejehjem, nu sad i deres egen bolig og blev besøgt af hjemmeplejen. Plejehjemmene modtog til gengæld flere tunge patienter - såkaldt dørsøgende, der vil stikke af, dybt demente og psykiatriske patienter.

Lisa og hendes kolleger fik nu også ansvar for, at de ældre tog deres medicin, tidligere sygeplejerskens opgave, og for at fylde op på stuerne med sæbe, håndklæder, bleer og så videre. Ting, som rengøringspersonalet tidligere havde gjort. Dertil kom fysisk træning af sengeliggende, som fysioterapeuter tidligere havde stået for. Plus en masse mere, fortæller Lisa, der nu også skulle beskrive sin arbejdsindsats i skemaer. Dag for dag, time for time.

Det var, mens hun var den ene af to aftenvagter til at tage sig af 102 ældreboliger i København, at hendes helbred for alvor begyndte at svigte. Hun havde problemer med at bruge den ene arm og trak på benet, når hun gik. Men det var først senere, da den ledende sygeplejerske meget ophidset gjorde hende ansvarlig for en fejl, som en af hendes skiftende og altid ufaglærte medvagter havde begået, at hun sagde stop. Det drejede sig om mad til beboerne, som plejepersonalet nu også stod for, efter at køkkenpigerne var forsvundet.

'Jeg kan jo ikke sørge for det hele, ‘forsvarede hun sig afmægtigt over for sygeplejersken. 'Jamen, det skal du som den eneste faglærte på afdelingen, ‘lød svaret fra sygeplejersken, der i øvrigt afviste at give en undskyldning for sin voldsomme fremfærd med ordene: 'Hvis du ikke kan klare lugten i bageriet, så kan du jo bare skride.'

Lisa tog hende så på ordet, efter mange hårde oplevelser. Lisa var 46 år, har ikke været i arbejde siden og kommer det heller ikke igen. Igennem to år førte hun selv en førtidspensionssag, der til sidst fastslog, at hendes erhvervsevne var nedsat med to tredjedele. Hun har slidgigt, er delvis lammet og udbrændt. Men før det kom så vidt, nåede en psykiater i systemet at kalde hende for »bragende skizofren,« og en overlæge overfusede hende med: 'Ved du hvad? Du fejler ikke et klap. Se du bare at få fingeren ud og komme i gang, så du kan hjælpe os andre.'

Dette er en af beretningerne i bogen 'Svigt - om sosu'ernes psykiske arbejdsmiljø i ældreplejen', hvis forfattere dybt engageret og særdeles skarpt sætter fokus på og analyserer sosu'ernes psykiske arbejdsmiljø.

Depressioner og stress - forargelse og bekymring
Forfatterne gør deres holdninger - og bogens formål - helt tydelige i bogen forord, hvor de bl.a. skriver: - - sosu'ernes slås ikke kun mod lav løn og politikernes løftebrud. De kæmper også med et ødelæggende arbejdsmiljø. Det psykiske arbejdsmiljø betyder, at sosu'erne oftere end andre faggrupper indlægges på hospital med depressioner og andre stressbetingede lidelser. Tallene, omfanget og karakteren af disse sygdomme er så markante, at de ikke kan affærdiges som tilfældige hændelser.

Derfor blev denne bog sat i verden. Den groede på en bund af forargelse, forundring og bekymring. Forargelse på grund af problemets omfang, fordi sosu'ernes stressede arbejdsmiljø kun kan have sit udspring i kommunernes stadig strammere økonomi. Beslutninger, truffet af politikere og implementeret af højtstående embedsmænd. En socialgruppe, som - og her kommer forundringen ind - ikke har øje for de konsekvenser, som skattestop og kommunale besparelser fører med sig. En form for blindhed, som kan skyldes mangel på ydmyghed - en dyd, som er nødvendig, når man træffer beslutninger, der berører en gruppe mennesker, hvis vilkår man ikke kender. Eller også har vi at gøre med kynisme. Måske vil disse politikere ikke tilbagelægge afstanden fra de ministerielle skriveborde og ud til virkeligheden, fordi nyliberalismen med skattestop, mindre stat og mere marked har første prioritet.'

Det er jo ganske hårde ord. De får endnu større relevans i forbindelse med de seneste afskedigelser på sygehusområdet - afskedigelser som paradoksalt nok kommer efter en lang række mål på området er opfyldt, fordi personalet har ydet en stor indsats.

Indhold
Forord

Indledning: Det brændte de for

Tema 1: Den voksende arbejdsbelastning,
Historier Lisa
Carla
Christine

Set fra en sosu-hjælpers sygeseng
Arbejdsmiljøet - en giftig cocktail

Arbejdsmiljø og kvalitet - to sider af samme sag

Flere belastninger - færre ressourcer

Bureaukrati og kontrol - en tidsrøver

Tema 2 Dårlig ledelse
Historier Tove
Maria
Lone

Hvornår er der mobning?

Når ledelsens er problemet

Tema 3 Sådan ramte depressionen
Historier Nadja
Bente
Birgitte

Alt blev grå og ligegyldigt

'Mindre stat og mere marked' - nogle konsekvenser
Sosu-personalets arbejdsmiljø - et produkt af 'mindre stat'

'Det frie valg' - en myte og en hån mod de ældre

Efterskrift: Svigt

Noter

Det skal understreges, at alle de personer, der fortæller deres historier i bogen, fik stillet en diagnose på en depression eller en anden psykisk lidelse som følge af deres arbejde. Som forfatterne udtrykker det: 'De blev spyttet ud af deres arbejdsliv med sår på sjælen. Nogle så dybe, at de i en periode mistede lysten til livet. Andre vendte andre tilbage på jobbet, fordi de fik en førtidspension eller et skånejob. Elle fordi de simpelthen følte sig tvunget til at fravælge det fag, de oprindeligt var så glade for. - - - Alle de sosu-medarbejdere, vi talte med, gav levende beskrivelser på, hvad der fik dem til at brænde for deres arbejde. Deres historier, som fortælles her i bogen, viser, hvad der blev af deres engagement. Hvordan brugte man deres åbenlyse talenter og menneskelige varme, og hvilke vilkår fik de at arbejde under?'

Forfatterne slutter af med en opsummering, der konkluderer, at sosu'erne har været udsat for et enormt svigt fra såvel lands- og kommunalpolitikere som de administrative ledere.

Om forfatterne
Anne Grete Jelstrup har det meste af sit arbejdsliv beskæftiget sig med arbejdsmarkedsforhold. Bl.a. var hun i 15 år tillidskvinde og klubformand på Den Kgl. Porcelænsfabrik. Siden blev hun valgt som næstformand i det daværende Keramisk Forbund, hvor hun beskæftigede sig med faglige sager, oplysnings- og redaktionsarbejde, undervisning og arbejdsmiljø. I syv år var Anne Grete Jelstrup arbejdsmiljøkonsulent i Specialarbejderforbundet i Danmark. I dag underviser hun indvandrere og flygtninge i arbejdsmarkedsforhold.

Hans Otto Loldrup er cand. mag. Han var gennem 15 år redaktør i Dansk Farmaceutforening. Siden 1996 har Hans Otto Loldrup drevet eget forlag med udgivelser især inden for sundhedsområdet. Han deltager i samfundsdebatten med kronikker om bl.a. samlivsformer, kønsroller, humaniora, discountbølgen og destruktiv ledelse.

Begge forfattere er modne mennesker i midten af 50'erne. Sammen har de tidligere skrevet bogen 'De onde og de dumme. En bog om destruktiv ledelse', Forlaget Frydendal, 2002. ISBN 978-87-7887-140-9.
Og så var de engang klassekammerater på Valby Skole, Rughavevej.

Lovovertrædelser
I efterskriften 'Svigt' gør forfatterne rede for helt konkrete kendsgerninger. I perioden 1. oktober 2007 til den 31. december 2008 - samtidig med denne bog blev til, aflagde Arbejdstilsynet besøg på 859 virksomheder i ældreplejen og fandt 500 lovovertrædelser inden for psykisk arbejdsmiljø! Der blev afgivet ca. 1.500 påbud, heraf de to tredjedele på ergonomiområdet: Dårlige arbejdsstillinger, manglende tekniske hjælpemidler og uhensigtsmæssige løft og træk og skub. Det svarede til et gennemsnit på dette område på ét påbud pr. virksomhed. Den sidste tredjedel af påbuddene blev givet på det psykiske arbejdsmiljø. Det svarer til, at der i gennemsnit er givet et på påbud på hver anden besøgt virksomhed.

Ledelsessvigt?
Forfatterne fortolker rapporten fra Arbejdstilsynet som bevis for, at ansvaret for arbejdsmiljøet er blevet svigtet fra alle sider - politikerne, både de lokalvalgte og regeringen og forvaltningerne og institutionslederne. Og de spørger: 'Hvorfor mon?' De svarer selv, at der er flere mulige fortolkninger. Er lederne overhovedet tilstrækkeligt uddannet til at håndtere disse arbejdsmiljøproblemer? Har forvaltningerne overhovedet prioriteret arbejdsmiljøet som et vigtigt ansvarsområde? Selv om arbejdet i hjemmeplejen og i døgninstitutionerne for voksne gennem en årrække har været kendt for at producere ganske mange arbejdsskader. Og hvilken plads har arbejdsmiljøet haft i finansministerens og KL's årlige forhandlinger om kommunernes økonomi - om nogen?

Det er muligt, at langt de fleste - eller mange - af de ansvarlige vil mene, at de er tilstrækkeligt uddannet, at området er forstået og prioriteret højt nok og får tilstrækkelige midler. Men alene dette efterskrift om Arbejdstilsynets rapport bør være pligtlæsning for alle, der politisk eller administrativt er involveret i social- og sundhedsarbejdet, så der kan gennemføres en grundig diskussion lokalt om disse forhold. Alt for mange social- og sundhedsmedarbejdere får depression og stress - så mange, at det ikke kan være en tilfældighed, når de dukker op i statistikkerne, alt for mange lovovertrædelser forekommer og nødvendige påbud gives.

Konsekvenserne
Med hensyn til den indledende beretning i anmeldelsen, om Lisa, kan man forestille sig, at den udtalelse, som sygeplejersken er refereret for i virkeligheden er et udtryk for dennes egen afmægtighed. At det er kommet så vidt, at de mennesker, der burde arbejde tæt og trygt sammen, hver for sig, har det så skidt, at de i stedet lader deres frustrationer gå ud over hinanden - og dermed også være med til at ødelægge hele kulturen på arbejdspladsen.

Forholdene på dette område er utilfredsstillende. Man må være enig med forfatterne, når de afslutningsvis skriver, at der er brug for ledere, der tør gøre opmærksom på problemerne, på fejl og mangler: ' - - - ledere, der tør sige fra opad i systemet og som - i det mindste - har mod til åbent at anfægte politiske beslutninger, som ikke bare stresser medarbejderne og sender dem på hospitalet med en psykisk lidelse, men som også sænker kvaliteten af plejen og omsorgen for de ældre - nogle af de svageste i vores samfund.' Og, kan man tilføje, en gruppe, der bliver flere og flere af, samtidig med, at der både rent antalsmæssigt og motivationsmæssigt bliver færre og færre til at tage sig af dem.

Ud over denne i sig selv alvorlige konsekvens set rent samfundsmæssigt, er der en anden alvorlig virkning, som det helt paradoksalt ser ud til, at ikke mange er opmærksomme på. Det ser i hvert fald ikke ud til, at der er foretaget nationaløkonomiske beregninger, som så kunne resultere i, at man ville kunne indse, at lidt flere investeringer i forbedrede forhold for sundheds- og socialmedarbejderne kan betale sig. Bogens forfattere gør opmærksom på - og andre med sund sans kan indse - at når sundheds- og socialområdet bliver ramt af nedskæringer og af dårlig ledelse på flere niveauer, har det direkte konsekvenser for samfundsøkonomien: langvarig vikardækning - eller også laden stå til med forværring for patienter, borgere, klienter, udgifter til sygedagpenge, udgifter til læger, medicin og anden behandling, genoptræning/flexjob/førtidspension - og det er så for de direkte berørte. Hertil kommer de konsekvenser, det har for deres nærmeste omgivelser.

Ejendommeligt nok, samtidig med at regeringen taler om vigtigheden af at etablere et videnssamfund, overser man helt, at man, ved at alle disse mennesker tvinges bort fra deres arbejde, taber mange års viden, færdigheder og erfaringer. Der skal så bruges ressourcer på stillingsopslag, samtaler, introduktion, oplæring. Der skal bruges flere og flere ressourcer, fordi det bliver mere og mere vanskeligt at tiltrække mennesker til disse jobs og der bliver færre og færre potentielle kandidater.

Man kan ikke tillade sig at være så misantropisk, at man kan få en mistanke om, at en række beslutningstagere har et meget snævert syn på, hvad viden består i.

Denne bog er et konkret eksempel på, at der bliver gjort opmærksom på helt utilfredsstillende forhold på et konkret område. Der er brug for, at det nu bliver fulgt op. Der er brug for 'whistleblowing', når der ikke rettes op på problemerne. Der tales - også på dansk - om 'whistleblowing'. Det stammer fra de engelske 'Bobbies', som blæste i en fløjte, når de under deres patrulje observerede, der blev begået en forbrydelse.

Formelt er de offentlig ansatte omfattet af ytringsfriheden. Reelt er den stækket, fordi de risikerer mange former for sanktioner, hvis de benytter sig af den. En FTF -undersøgelse viser, at 63 % af de offentlig ansatte har stået i en situation, som de mente at offentligheden burde have kendskab til. Kun 13 % har rent faktisk sagt noget. 36 % af de offentligt ansatte, som ikke ytrer sig, undlader det på grund af risikoen for at skabe problemer på arbejdspladsen. 21 % vil undgå eventuelle konsekvenser for ansættelsen. Andre 36 % % har ikke lyst/mod til at stå frem. I alt har 24 % i undersøgelsen oplevet at få forbud mod at udtale sig om forhold, der ikke var underlagt egentlig tavshedspligt. Loyalitet er ikke blind lydighed. At være loyal vil sige, at man handler på en måde, så virksomhedens interesser efter ens overbevisning fremmes. Loyalitet kan derfor betyde at gøre noget i modstrid med, hvad andre ønsker af en, eller hvad man har fået ordrer til. I yderste konsekvens kan loyalitet være at 'blæse i fløjten'.

Det må være en meget vigtig samfundsopgave at sikre gode arbejdsvilkår for de mennesker, der har besluttet sig for at bruge deres arbejdsliv til at hjælpe andre mennesker i et tæt samvær. Som forfatterne siger: 'Selve det at man kan få psykiske skader i det erhverv, hvor det handler om at pleje andre og bistå dem i en svær periode af deres liv - dét er virkelig chokerende. Man hiver jo håret af i store totter, når man hører deres historier.'

Et problem, som også forfatterne peger på, er, at hver gang et problem bliver synligt - eller der ligefrem opstår en skandale - vokser kravet om endnu flere målinger, vejninger, evalueringer, kontroller, prisfastsættelser, inddragelse af private leverandører. Men empati, indsigt, erfaring, evne til at fungere sammen og skabe nye tiltag kan ikke sættes på sådanne skemaer, som også Verner C. Petersen gør opmærksom på i bogen 'Vildveje i velfærdsstaten', Informations Forlag 2008.

Det ville være fornuftigt at læse 'Svigt - om sosu'ernes psykiske arbejdsmiljø i ældreplejen' og 'Vildveje i velfærdsstaten' i sammenhæng - og evt. nogle af de artikler og anmeldelser, de er nævnt under supplerende links - og så tænke dybt over, hvad der kan gøres for at vende udviklingen så hurtigt som muligt.

'Der er ingen undskyldning for at sidde med hænderne i skødet og vente på, at Arbejdstilsynet kommer forbi med et påbud.'
- Tage Christensen, sekretær i FOA, FOA-Bladet, marts 2009

Supplerende links
http://www.ugebreveta4.dk/2009/200931/Baggrundoganalyse/Man_hiver_jo_haaret_af_i_store_totter.aspx

http://www.nyt-om-arbejdsliv.dk/forfattere.aspx?itemID=993&item=

http://www.steenhildebrandt.dk/files/Bidrag_til_boeger/BTB03_daarlig_ledelse_skaber_stress_interview_lis_lyngbjerg_steffensen_effektivitet_uden_stress.pdf

01/10/09 Ægte og engageret indsats eller hykleri?

14/05/09 Målinger og kodeks - en misforstået ledelsesform i det offentlige

14/04/09 Opgør med en byrde uden mening

01/12/08 Behov for nytænkning om kvalitet i den offentlige sektor - det handler om mennesker

10/11/08 Vildveje i velfærdsstaten

23/10/08 Markedsplads eller samfund?

06/10/08 Jo mere man bruger værdierne - jo mere vinder man

17/04/08 Velfærdssamfundet - en grundbog

06/03/08 Den nødvendige bog om kvalitet